Når nye regeringer tiltræder, er der ofte stor interesse for, hvad de vil med forholdet mellem det offentlige og private aktører.
Vil de konkurrenceudsætte mere, vil de udvide frit valg og vil de åbne nye markeder?
Det bemærkelsesværdige ved firkløverregeringens grundlag er, at disse spørgsmål fylder relativt lidt.
Der findes ingen større udbudsreform og der findes ingen plan for omfattende konkurrenceudsættelse, ligesom der ikke findes en ambition om markant at udvide private leverandørers rolle i velfærdsproduktionen.
Til gengæld findes der noget andet: Partnerskaber – Se blot her – (Artikel fortsætter efter grafik)
Partnerskaber dukker op igen og igen gennem regeringsgrundlaget. Ikke blot som arbejdsform, men som et gennemgående princip for, hvordan samfundsforandringer skal gennemføres.
Læs også: Fra friplejehjem til AI: Her er de seks OPS-spor i den nye regerings kurs
Fireparten handler om mere end grise
Den mest omtalte konstruktion er den kommende firepart om fremtidens griseproduktion. her skriver regeringen: “Derfor tages initiativ til en firepartsaftale om fremtidens griseproduktion.”
Og videre: “Regeringen ønsker at gennemføre den omlægning i et bredt samarbejde med blandt andre landbruget selv, natur-, dyre- og miljøorganisationer samt arbejdsmarkedets parter.”
Det oplagte fokus er naturligvis landbrugspolitikken, men måske er det mere interessante selve metoden. For regeringen kunne have valgt den traditionelle vej: udarbejde et lovforslag, sende det i høring og skabe et flertal i Folketinget.
I stedet samler man de centrale aktører omkring et bord og beder dem være med til at forme løsningen. Det er ikke et enkeltstående eksempel. Det ligner et mønster.
Staten inviterer flere ind – men slipper ikke styringen
På digitaliseringsområdet ønsker regeringen at etablere: “et nationalt digitalt partnerskab med stat, kommuner, regioner, erhvervsliv, forskningsmiljøer, arbejdsmarkedets parter og civilsamfund.”
På energiområdet skal lokalsamfund, kommuner og virksomheder kobles tættere sammen omkring udbygningen af vedvarende energi.
På velfærdsområdet skal institutionerne frisættes gennem en ny institutionsreform. Regeringen ønsker: “at flytte beslutningskompetence fra byrådet til institutionsniveauet.”
Ved første øjekast kan det ligne en bevægelse væk fra staten, men ser man nærmere efter, er staten fortsat til stede overalt.
Det er staten, der etablerer fireparten. Det er staten, der opretter det digitale partnerskab og det er staten, der beslutter, hvilke institutioner der skal frisættes.
Og endelig så fastlægger staten de mål, som de frisatte institutioner efterfølgende skal måles på.
Staten trækker sig ikke tilbage. Den ændrer rolle.
Fra konkurrencestat til koordinationsstat
Siden 1980’erne har store dele af den offentlige sektor været præget af tanken om markedsløsninger.
Konkurrence skulle skabe innovation. Udbud skulle skabe effektivitet og de private leverandører skulle udfordre de offentlige monopoler.
Den tankegang er ikke forsvundet, men den fylder mindre i dette regeringsgrundlag. I stedet træder en anden logik frem.
Ikke markedets logik, men koordineringens.
Staten forsøger ikke nødvendigvis at løse opgaverne selv. Den forsøger heller ikke nødvendigvis at overlade dem til markedet. Staten forsøger at samle aktørerne og styre gennem fælles retning, fælles mål og fælles ansvar.
Det er en model, vi historisk kender fra trepartsaftalerne på arbejdsmarkedet, men de er opstået i en anden tid, hvor vi med den grønne trepart i sidste regering og nu firparten ser modellen brede sig til nye områder.
Markedet bliver partner frem for konkurrent
Set fra erhvervslivets side er der både muligheder og risici i udviklingen. Mulighederne er åbenlyse.
Virksomheder inviteres tættere på beslutningsprocesserne. De får adgang til partnerskaber, strategier og udviklingsforløb på områder som energi, teknologi, digitalisering og grøn omstilling.
Men der følger også et spørgsmål. Hvis partnerskabet bliver den foretrukne styringsform, hvem får så plads ved bordet og hvem udpeger repræsentanterne?
Og så er der det med dagsordenen, hvem kommer til at definere den?
I et marked afgøres meget gennem konkurrence, hvor man i et partnerskab afgøre mere gennem deltagelse.
Det kan styrke samarbejdet, men det kan også flytte magten.
Institutionsreformen er måske det tydeligste eksempel
Ingen steder bliver spændingen mellem frisættelse og styring tydeligere end i institutionsreformen.
Regeringen vil skabe friinstitutioner, der: “sættes fri af mest mulig regulering,” skriver de fire partier.
Det lyder som et opgør med bureaukratiet, men i samme formulering fremgår det, at institutionerne fremover skal vurderes på deres evne til: “at skabe reel værdi for borgere og samfund.”
Dermed flyttes styringen ikke nødvendigvis væk. Den flyttes fra regler til mål. Fra proceskontrol til resultatkontrol og fra detailstyring til strategisk styring.
Det kan opleves som større frihed lokalt, men det betyder ikke nødvendigvis mindre stat.
Den egentlige reform kan være usynlig
De fleste vil i de kommende måneder diskutere de konkrete initiativer.
Friplejehjem, energiprojekter, digitalisering, landbrug og skoler. Men måske er den mest vidtrækkende reform ikke et enkelt initiativ.
Måske er det selve styringsfilosofien. For læst i sammenhæng peger regeringsgrundlaget på en stat, der ikke ønsker at være mindre aktiv.Tværtimod.
Den ønsker at sætte retning og samle aktører, at definere mål, at organisere samarbejder, samt at skabe fælles løsninger.
Derfor kan firkløverregeringens partnerskaber vise sig at være mere end blot en arbejdsform. De kan være begyndelsen på en ny fase i dansk offentlig styring, når der ændres og reformeres.
Er det tilfældet er, der ikke tale om en tilbagevenden til den traditionelle velfærdsstat og heller ikke en fortsættelse af konkurrencestaten.
Men noget midt imellem. En partnerskabsstat, hvor markedet inviteres indenfor – uden at staten giver slip på styringen.
