Region Nordjyllands nye aftale om 240 private udrednings- og behandlingsforløb for børn og unge ligner umiddelbart et velkendt regionalt svar på lange ventelister: Når den offentlige kapacitet ikke slår til, køber regionen hjælp på det private marked.
Men aftalen indeholder også noget nyt.
Det var brancheorganisationen Sundhed Danmark, der tog kontakt til regionen, og gennem organisationen er der indgået aftale med to private leverandører om forløb for børn og unge med mistanke om ADHD eller autisme. Regionen udvælger fortsat patienterne, mens de private skal levere udredning og behandling gennem det kommende år.
Dermed er Sundhed Danmark ikke blot politisk talerør for private sundhedsvirksomheder. Organisationen har i denne sag også fungeret som forbindelsesled mellem en region med et kapacitetsproblem og et privat marked, der tilbyder at løse en del af opgaven.
Aftalen kan derfor være et tidligt billede på en ny push-effekt fra markedet til det offentlige i sundhedsvæsenet.
Læs også: Region køber privat kapacitet – branchen vil brede modellen ud
Private skal ikke længere kun levere ekstra senge
Private leverandører har længe været en del af det regionale sundhedsvæsen. Regionerne køber behandling på privathospitaler, anvender private klinikker og indgår centrale og lokale aftaler om udredning og behandling.
De centrale aftaler under det udvidede frie sygehusvalg bliver blandt andet forhandlet mellem Danske Regioner og Sundhed Danmark. Det nye er derfor ikke, at regionerne bruger private.
Det nye er bredden i de opgaver, som private virksomheder og eksternt udviklede teknologier er på vej ind i.
Sommerens regionale historier viser leverandører og samarbejdspartnere, der ikke alene skal behandle en patient, som regionen har sendt videre. De skal også udvikle beslutningsstøtte, skabe sammenhæng mellem myndigheder og være med til at afgøre, hvor et patientforløb overhovedet skal foregå.
I Region Nordjylland skal ambulancer eksempelvis afprøve et AI-baseret system udviklet i et samarbejde mellem Aalborg Universitet og virksomheden Treat Systems. Modellen er trænet på historiske data fra mere end 200.000 præhospitale kørsler og skal hjælpe ambulancepersonalet med at vurdere patientens akutte behov for hospitalsbehandling.
Det er fortsat ambulancepersonalet, der træffer den endelige beslutning. Men teknologien bevæger sig ind i det øjeblik, hvor sundhedsvæsenet afgør, om patienten skal indlægges, behandles på anden vis eller måske kan blive hjemme.
Det er tættere på sundhedsvæsenets kerne end en traditionel leverance af software eller udstyr.
Læs også: AI skal hjælpe ambulancefolk med at undgå unødige indlæggelser
Den digitale leverandør får plads mellem myndighederne
En anden nordjysk satsning viser samme udvikling fra en anden vinkel.
Fra efteråret skal omkring 2.500 familier i Region Nordjylland og Region Hovedstaden afprøve Familiens Digitale Værktøjskasse. Platformen ligger på sundhed.dk og skal samle planer, beskeder og samarbejde mellem familier, psykiatrien og kommunerne. Den er udviklet som en del af forskningsprojektet Bedst for Os.
Problemet, som løsningen skal håndtere, er velkendt: Familien ender ofte som projektleder for et forløb, der går på tværs af hospital, kommune, skole og andre fagpersoner.
Men når en digital løsning placeres mellem flere myndigheder, opstår også en ny type leverandøropgave og så er projektet i øvrigt støttet med op til 150 mio. kr. fra Novo Nordisk Fonden og 30 mio. kr. fra Det Obelske Familiefond.
Det handler ikke alene om at levere et it-system. Løsningen bliver en del af den struktur, som bestemmer, hvem der kan se hvad, hvem der skal opdatere planen, og hvordan ansvar og information bevæger sig mellem region og kommune.
Dermed bliver spørgsmål om samtykke, adgang, integration og dataansvar lige så centrale som selve teknologien.
Hjemmebehandling skaber endnu en samarbejdsflade
Udviklingen stopper heller ikke ved digitale platforme.
I foråret skrev vores søstermedie Regional-Indsigt om hvordan man i Region Sjælland flytte hospitalsbehandlingen hjem. Og Region Sjælland er ikke alene.
I Midtjylland har Regionshospitalet Viborg sammen med kommunerne Viborg, Silkeborg og Skive i flere år arbejdet på en model for hospitalsbehandling i patientens eget hjem. Her beholder hospitalet det lægefaglige behandlingsansvar, mens kommunale akutteams kan udføre dele af behandlingen hos borgeren.
De her løsninger er ikke i sig selv private. Men den illustrerer det marked, der kan opstå, når behandlingen flyttes ud af hospitalet i kølvandet på sundhedsreformen.
Der bliver behov for digitale målinger, kommunikationsløsninger, logistik, medicinhåndtering, beslutningsstøtte og udstyr, som kan forbinde hospitalet med medarbejdere og patienter uden for hospitalsbygningen på en hel anden måde end vi kender det i dag.
Jo mere behandlingen spredes geografisk og organisatorisk, desto større bliver behovet for leverandører, der kan binde forløbene sammen.
Teknologien er også en del af regionernes økonomi
Regionernes brug af teknologi er ikke kun drevet af faglige ambitioner.
I økonomiaftalen for 2026 blev regionerne pålagt et teknologibidrag på 393 mio. kr. Pengene skulle frigøres gennem gevinster fra ny teknologi og nye behandlingsmetoder og bruges til at øge behandlingskapaciteten.
Det skaber et dobbelt pres.
Regionerne skal både investere i nye løsninger og dokumentere, at løsningerne frigør arbejdskraft eller øger kapaciteten. Samtidig skal de håndtere risikoen for, at pilotprojekter udvikler sig til varige systemer, som kræver fortsat finansiering og kan gøre regionen afhængig af bestemte leverandører.
Spørgsmålet er derfor ikke kun, om teknologien virker.
Det er også:
- Hvem ejer løsningen og de modeller, der udvikles på regionale data?
- Hvordan bliver en prototype konkurrenceudsat, hvis den senere skal sættes i drift?
- Kan andre leverandører overtage systemet?
- Hvem hæfter, når beslutningsstøtten indgår i et forkert patientforløb?
- Og hvornår bliver et midlertidigt kapacitetskøb en del af den permanente struktur?
Et marked tager form
Sommerens eksempler udgør endnu ikke en samlet regional strategi. De er udviklet i forskellige regioner, på forskellige fagområder og med forskellige typer aktører.
Men tilsammen peger de på en bevægelse.
Private og eksterne leverandører skal ikke længere kun levere behandling, bygninger, personale eller teknisk udstyr. De bliver i stigende grad inviteret ind i de funktioner, der forbinder patienten med sundhedsvæsenet: udredning, koordinering, datadeling og beslutningsstøtte.
Det kan give regionerne hurtigere adgang til kapacitet og innovation.
Men det betyder også, at grænsen mellem offentlig myndighed, klinisk ansvar og privat leverance bliver mindre tydelig.
Regionerne er dermed ikke blot ved at købe flere løsninger. De er med til at skabe et marked omkring selve patientforløbet.
