Sommeren har budt på en række sager om private botilbud, økonomisk tilsyn, millionlønninger, påbud, politianmeldelser og kommuner, der må overveje, om de fortsat kan købe pladser hos bestemte leverandører.
Det har med god grund sat fokus på velfærdskriminalitet, leverandørkontrol og kommunernes ansvar som købere.
Læs også: Kommunerne købte pladserne
Men midt i den debat er der en risiko for, at kvaliteten bliver gjort til et spørgsmål om ejerform. Som om kommunal drift i sig selv er en garanti for ordentlighed, og privat drift i sig selv er en risiko.
Så enkel er virkeligheden ikke.
To kommunale sager nuancerer billedet
Det viser to aktuelle sager fra den kommunale ældrepleje.
Styrelsen for Patientsikkerhed har givet Fremtidens Plejehjem i Aalborg Kommune et alvorligt påbud, der indebærer stop for indtag af nye beboere, indtil forholdene igen vurderes patientsikkerhedsmæssigt forsvarlige. Tilsynet bag sagen fandt sted i maj, og styrelsens materiale viser, at plejehjemmet allerede tidligere har været under påbud om blandt andet sygeplejefaglige vurderinger og journalføring. (stps.dk)
I Aarhus Kommune har Hjemmeplejen Beder/Malling ligeledes fået påbud efter et reaktivt tilsyn på baggrund af en bekymringshenvendelse. Styrelsen pegede blandt andet på mangelfuld, ikke ajourført og usystematisk journalføring og vurderede, at manglerne rummede en betydelig fare for patientsikkerheden. Aarhus Kommune har efterfølgende offentliggjort, at en ny handleplan skal styrke patientsikkerheden i Beder/Malling. (stps.dk)
Begge sager handler om kommunal drift.
Det gør dem ikke værre end sager i privat drift. Men det gør dem vigtige.
Svigt kan opstå i alle driftsformer
For de minder os om, at kvalitet ikke automatisk følger med CVR-nummerets ejerform. Kvalitet opstår i ledelse, faglighed, bemanding, dokumentation, systematik, kultur og evnen til at reagere, når noget begynder at skride.
Og svigt kan opstå alle steder, hvor de elementer ikke hænger sammen.
Det betyder ikke, at ejerform er ligegyldig. Private og selvejende leverandører rejser særlige spørgsmål om takster, overskud, koncernforbindelser, økonomisk gennemsigtighed og kommunernes mulighed for at se ind i leverandørens drift. De spørgsmål er reelle og bør ikke nedtones.
Men kommunale tilbud rejser andre spørgsmål: Kan kommunen føre tilstrækkelig skarp kontrol med sig selv? Er der samme offentlighed om problemer i egen drift som hos eksterne leverandører? Og reagerer man lige hurtigt, når svigtet ikke ligger hos en privat aktør, men i kommunens egen organisation?
Læs også: Privat hjemmepleje lukkede – kommunal hjemmepleje fik lov at fortsætte
Hvis svaret er uklart, har vi ikke et privat problem eller et offentligt problem. Så har vi et kvalitetsproblem.
Nye reformer gør kvalitetsspørgsmålet større
Det er især vigtigt netop nu, fordi ældreloven og sundhedsreformen gør grænserne mellem hjemmepleje, sygepleje, rehabilitering og behandling mere flydende.
Fremtidens hjemmepleje bliver mere sundhedsfaglig. Fremtidens plejehjem får beboere med tungere og mere komplekse behov. Og private leverandører forventes at indgå i helhedspleje, teknologi, sygepleje og borgernære forløb.
Når opgaverne bliver mere komplekse, bliver det ikke nok at spørge: Hvem ejer tilbuddet?
Man må spørge: Hvem har det sundhedsfaglige ansvar? Hvem følger op på journalføringen? Hvem sikrer medicinhåndtering? Hvem opdager mønstre i fejl og klager? Hvem har adgang til data? Og hvem griber ind, før problemer bliver til påbud?
Den politiske debat bliver ofte for grov
Når en privat leverandør svigter, bliver sagen let brugt som argument mod markedet. Når et kommunalt tilbud svigter, bliver sagen ofte behandlet som et lokalt ledelsesproblem.
Men for borgeren er forskellen mindre vigtig.
Borgeren har brug for sikker pleje, korrekt medicin, systematisk opfølgning og medarbejdere, der har tid, kompetencer og ledelsesopbakning til at gøre arbejdet ordentligt.
Derfor bør efterårets debat om velfærdens kvalitet handle mindre om, hvorvidt offentlig eller privat drift principielt er bedst, og mere om hvordan vi sikrer ensartet kontrol på tværs af driftsformer.
Samme krav til private og kommunale leverandører
Private leverandører skal kunne tåle skarp økonomisk og faglig kontrol, fordi de leverer velfærd for offentlige midler til borgere, der ofte ikke selv kan vælge konsekvenserne fra.
Men kommunale leverandører skal kunne tåle det samme.
Hvis kommunerne skal købe bedre ind, skal de også kunne stille samme krav til sig selv, som de stiller til andre. Hvis staten vil styrke tilsynet med private, skal den samtidig fastholde, at kommunal egen-drift ikke står uden for kvalitetsdebatten. Og hvis borgerne skal have frit valg, skal de kunne stole på, at valget hviler på sammenlignelig viden om kvalitet – ikke på en forestilling om, at ejerformen i sig selv fortæller sandheden.
Det afgørende skel
Fremtidens Plejehjem og Beder/Malling viser netop det: Det afgørende skel går ikke mellem offentligt og privat.
Det går mellem tilbud, der har styr på kvaliteten – og tilbud, der ikke har.
