Københavns Kommune og Danmarks Naturfredningsforening indgår et samarbejde for at styrke biodiversiteten i hovedstaden med plads til ildsjæle, uenighed og ekspertviden.
Af Steen Houmark – [email protected], NB Medier – [email protected]
Verden over er biodiversiteten i krise, og stadig flere arter er udrydningstruede. Naturen har trods årtiers skåltaler ikke fået det bedre. Det viser en ny stor rapport fra FN, som gør status på naturens tilstand.
Ingen af de 20 mål, som FN har sat for naturen, og som skulle nås i årene fra 2010 til 2020, er kommet i hus.
”Rapporten viser, at vi ikke har nået nogen som helst af de politiske mål. Et stort problem er desuden, at landene selv indrapporterer deres resultater,” siger Carsten Rahbek professor ved Københavns Universitet og forskere i biodiversitet til ritzau.
Noget tilsvarende gør sig gældende i København, hvor selvom byen i årtier har arbejdet med grønne løsninger, klimaomstilling og bæredygtighed, så er naturen og biodiversiteten i byen presset.
Et partnerskab hvor ekspertviden strømmer ind i kommunens forvaltninger
Det er baggrunden for at Københavns overborgmester Frank Jensen (S) og Danmarks Naturfredningsforenings præsident Maria Reumert Gjerding er gået sammen om en ny, ambitiøs partnerskabsaftale, der skal fremme biodiversiteten i landets hovedstad ved at skabe flere levesteder til vilde plante- og dyrearter, og give flere københavnere jord under neglene og adgang til vild natur i den by, hvor de bor.
Partnerskabet indebærer samarbejde omkring en ny biodiversitetsstrategi for kommunen, der skal fremme biodiversiteten og naturen i København over de næste 30 år – med konkrete delmål som fx flere grønne oaser til træer, vilde blomster, fugle og insekter, begrønning af kommunale bygninger og græsnings- og naturplejelaug i alle bydele.
Det er planen at strategien skal udvikles og rulles ud i samarbejde med københavnerne.
Partnerskabet bliver et samarbejde, hvor Danmarks Naturfredningsforening forventes at bidrage ind på tværs af kommunens forvaltninger med ekspertviden, særlige koncepter for bynatur og samarbejde med relevante aktører.
Et partnerskab med plads til uenighed
“København skal være verdens grønneste by i mere end én forstand. Vi skal have langt færre grå veje, pladser og byrum, og flere træer, grønne tage, græsningslaug og grønne åndehuller, så vi får naturen helt ind i alle københavneres hverdag. Det er et langt, sejt træk at øge biodiversiteten, men det er muligt, hvis vi alle sammen gør en indsats. Danmarks Naturfredningsforening er en stærk allieret – de har en enorm viden om natur, som er afgørende for at skabe reelle forandringer og engagere københavnerne i at gøre byen grønnere,” siger overborgmester Frank Jensen (S) i en pressemeddelelse.
Hos formanden i den lokale afdeling af Danmarks Naturfredningsforening i København, Ole Damsgaard, er der også store forhåbninger til det nye partnerskab, men kan også se nogle af de udfordringer der kan være ved samarbejdet med baggrund i tidligere erfaringer.
“Naturen i København er presset. Og vi er selvfølgelig begejstrede for, at vi nu skal i gang med for alvor at udvikle en ambitiøs strategi for biodiversiteten i København. Det er der brug for. Og så er det klart, at flotte visioner ikke løser naturens krise i sig selv. Den kræver, at vi i København sætter reel plads af til naturen, etablerer flere store naturarealer og sikre at naturen tænkes langt mere ind i byudviklingen end den hidtil er. Vi er uenige om Amager Fælled og Fiskerhavnen, ligesom vi ønsker en større naturpark i Nordhavn, end kommunen lægger op til, men derfor kan vi godt samarbejde om at få mere natur i byen,” siger Ole Damsgaard.
Ildsjæle skal have mulighed for ansvar
Københavns Kommune har netop sat penge af til en ny pulje til borgerdrevne naturprojekter, som skal udmøntes i samarbejde med Danmarks Naturfredningsforening. Puljen skal åbne byen op for lokale ildsjæle, som på udvalgte arealer kan få ansvaret for at tage vare på eksisterende natur eller skabe nye initiativer, som gør byen grønnere. Det kan for eksempel være blomsterenge i parken, træer i gaden, grønne gårdrum, plantevægge op ad kedelige, grå bygninger og taghaver med vild natur.
“Hvis vi skal løse naturens krise, kræver det at både politikerne og borgerne bidrager og viser handlekraft og engagement. Med det her partnerskab skal Københavns Kommune gå foran og skabe den langsigtede strategi for naturen i København. Samtidig inddrager vi borgerne i at skabe mere bynatur og formulere visionerne for naturen i København. Det her partnerskabet vil forhåbentlig være med til at sætte en ny grøn kurs for København”, siger Maria Reumert Gjerding, præsident for Danmarks Naturfredningsforening.
Jonas Bjørn, der er politisk ordfører for Socialdemokratiet i København, peger på, at strategien i forhold til den biodiversitetskrise vi befinder os i kun kan lykkedes, vi inddrager borgerne
” Det kan vi kun lykkes med, hvis byen arbejder sammen. Vi har set, at københavnerne gerne vil være med til at gøre byen grønnere. Samtidig med vi sætter en ny strategisk retning for natur og biodiversitet i byen,” siger Jonas Bjørn.
Hos formand hos Danmarks Naturfredningsforening i København, Ole Damsgaard, er der også store
Arbejdet med at udvikle strategien går i gang 1. januar næste år og skal vedtages politisk primo 2022. Københavnerne kan søge om midler til grønne projekter allerede fra foråret næste år.
Kort om partnerskabet
Det nye, grønne partnerskab omfatter to spor:
Udvikling af ambitiøs biodiversitetsstrategi, der opstiller klare mål og visioner for at stoppe arternes tilbagegang og udvikle et grønnere København de næste 30 år. Eksisterende naturområder skal beskyttes bedre, det grønne skal integreres bedre i form af nye naturarealer i nye byområder. Og byens træer skal beskyttes og have bedre vilkår.
Strategien skal udvikles i tæt dialog med københavnerne, der inviteres til at give deres holdninger og idéer gennem borgerinddragelse med lokale workshops mm. før strategien vedtages politisk.
En ny pulje på syv millioner til at fremme borgerdrevne indsatser, som er med til at skabe mere natur i hverdagen. Puljen kan søges af københavnere, der ønsker at få ansvaret for at tage vare på eksisterende natur eller skabe et nyt projekt, der gør byen grønnere. Partnerskabet indebærer, at kommunen sammen med Danmarks Naturfredningsforening arrangerer aktiviteter med biodiversitet i fokus og udpeger steder, som vil være egnede til at skabe plads til mere og vildere natur.
Markedet for friplejehjem udvider sig hele tiden, nu har en international kapitalforvalter købt sit første danske friplejehjem og forventer at investere i 5 til 7 de næste år.
Af Steen Houmark – [email protected], NB Medier – [email protected]
De bygninger som friplejehjemmet Lærkevej består af, har nu skiftet ejer. Scandinavian Property Development, der sammen med plejevirksomheden Attendo har udviklet og bygget friplejehjemmet i Frederikssund kan nu afhænde det første bæredygtighedscertificerede friplejehjem i Danmark til en international investor.
For et par uger efterlyste rådmand for Ældre- og Handicapforvaltningen i Odense Søren Windell (K) flere investorer til markedet for friplejehjem, nu er de her.
Salget af Lærkevej friplejehjem betyder nemlig samtidig, at der melder sig endnu en spiller på markedet for friplejehjem og her er der ikke tale om en hvilken som helst spiller, men en spiller der tilkende giver, at den er kommet for at blive.
OPS-Indsigt har tidligere lavet en kort markedsoversigt i forhold til, hvilke virksomheder der i øjeblikket er dem som fremstår tydeligst på markedet.
[raw]
[/raw]Det er kapitalforvalteren Northern Horizon der melder sig på det danske marked for friplejeboliger bygningsinvestor. Der er her tale om et dansk selskab med aktiviteter i Østersølandene. I alt har Northern Horizon ejendomme for omkring 7,5 milliarder kr. under forvaltning med kapital, der typisk kommer fra investorer som forsikrings- og pensionsselskaber. Det skriver Byens Ejendom.
Det solgte friplejehjem er det andet plejehjemsbyggeri, der i Danmark har modtaget DGNB-certificering. Det andet er Vonsild Have i Kolding, som også drives af Attendo og blev opført som et OPP i 2015.
”Bæredygtighed er altafgørende i moderne byggeri. Vi er derfor meget stolte over, at premieren på vores investeringer i Danmark sker i det første guldcertificerede friplejehjem herhjemme,” siger Kasper Wehner, der er Investment Manager og landechef for Northern Horizon til Byens Ejendom.
Hos Scandinavian Property Development er man også ganske godt tilfreds.
”Vi er glade for at se, at et moderne, bæredygtigt plejehjemsbyggeri kan tiltrække en stor international investor som Northern Horizon. Det er et godt tegn på, at veludførte byggeprojekter med vægt på bæredygtighed har investorernes interesse i dag,” siger Stig Holmboe, partner i Scandinavian Property Development.
Det antydes af udtalelser i Byens Ejendomme, at Scandinavian Property Development og Northern Horizon fremover kommer til at have et parløb på markedet for friplejehjem, hvor den ene udvikler og bygger og den anden investere i den efterfølgende bygningsdrift.
Forventer at investere i 5 – 7 friplejehjem
På Northern Horizon`s hjemmeside kan man læse, at der er tale om en nyoprettet fond fokuseret på investering i ældreområdet under Northern Horizon, der har købt plejehjemmet Lærkevej i Frederikssund, samt 30 seniorvenlige boliger i et nabobyggeri. Den samlede sum er på over 250 millioner kr.
Hos Northern Horizon regner man med at investere i yderligere 5 til 7 danske plejehjemsprojekter over de næste 2-3 år, hvilket svare til ca 2 procent af det forventede behov for plejehjemspladser i 2030.
Her forudser forskellige brancheorganisationer, som KL, Dansk Industri og Dansk Byggeri et plejeboligbehov på mellem 15.000 og 35.000 boliger. Når tallet svinger handler det lidt om, hvorvidt man lægger en faktor ind for såkaldt ”sund aldring”. Et meget omdiskuteret begreb, hvor tesen om at vi både bliver ældre og sunder gør at vi ikke har samme efterspørgsel på velfærdsydelser, som tidligere generationer.
Senest har vi set, hvorledes budgetlægningen stak af fra virkeligheden i Frederikssund, da man tilsyneladende lagde for megen vægt på ”sund aldring”.
Men uanset estimaterne, så indikerer tal fra Danmarks Statistik at behovet for plejehjemspladser bliver enormt, ca 160.000 flere ældre over 80 år i 2030.
[raw]
[/raw]
Vi får behov for mange nye plejehjem inden for de næste ti år. Friplejehjem bygget og drevet af private investorer, nævnes ofte som løsningen, men hvem er de? Læs i denne analyse, hvor mange de er, hvilken erfaring de har og hvem der danner par med hvem.
Af Steen Houmark – [email protected], NB Medier – [email protected]
Behovet for plejehjemspladser er til at få øje på. I 2030 vil vi have et behov på ca 35.000 plejehjemspladser, hvis kommunerne fastholder det nuværende visitationsniveau. Det hænger sammen med, at vi netop i 2030 kan se frem til ca. 160.000 flere ældre over 80 år ifølge Danmarks statistik.
Kommunernes økonomi er pressede og det er næppe sandsynligt, at kommunerne via deres anlægsbudgetter kan finde finansiering til ca 350 megaplejehjem inden 2030.
Løsningen kan derfor være, at man får nogle private investorerne til at bygge efter friplejeboligloven. Denne tanke har hen over sommeren givet en del politisk efterspørgsel på friplejehjem fra flere kanter.
Venstres formand Jakob Ellemann-Jensen har annonceret, at man skal have et friplejehjem i hver kommune og samtidig har en rådmand i Odense efterlyst private, der vil investere i friplejehjem for nu blot at nævne nogle af de politikere, der har været ude i medierne omkring friplejehjem.
[raw]
[/raw]
To typer af erfarne aktører
Men hvordan ser markedet ud? Hvem er de og er der i det hele taget nok aktører til, at vi kan tale om et marked, som er tilstrækkeligt solidt til, at de kan imødekomme efterspørgslen på friplejehjem?
OPS-indsigt har lavet en oversigt, der kort skitsere nogle af de helt store spiller på dette marked.
11 virksomheder med lidt forskellige profil, hvor de generelt deler de sig i to grupper. Dem som har erfaring med investering og bygningsudvikling og dem, der har erfaring med at drive plejehjem, udliciterede, selvejende og private.
Et andet karakteristika er, at aktørerne gennemgående er meget store virksomheder og på plejeoperatørsiden kan man se organisationer, der driver flere plejehjem end gennemsnitskommunerne.
På den led er nogle af de væsentligste forudsætninger for at gå ind på det her marked på plads.
Driver over 80 plejehjem i forvejen
Investorerne og bygningsudviklere kan bygge de nye friplejehjem og plejeoperatørerne har alle solid erfaring med plejehjemsdrift. Til sammen driver de 6 plejeoperatører over 80 plejehjem i Danmark og flere af er involveret i byggerier af friplejehjem, som endnu ikke står færdige.
Af figur 1 kan man lavpraktisk aflæse, hvilken branche, hvilken ejerprofil og hvilken erfaring den enkelte virksomhed har med plejehjem/friplejehjem. Eksempelvis driver plejevirksomheden Altiden 6 plejehjem for en række kommuner og har 2 friplejehjem i støbeskeen. (Tal i parentes) Tilsvarende kan man læse at investerings- og bygningsudviklingsvirksomheden NREP er på vej med to friplejehjem.[raw]
[/raw][raw]
[/raw]Det skal i forhold til figur 1 desuden bemærkes, at Pension Danmark og PFA ifølge vores oplysninger ikke har erfaringer med at bygge friplejehjem, men begge pensionsselskaber har store erfaringer med seniorboliger.
OPS-Indsigt erfarer desuden igennem vores research, at der er flere virksomheder på vej af forskellig størrelse og profil. Det indikerer, at antallet af markedsaktører er i vækst.
Pensionsselskaber og selvejende organisationer dominerer billedet
Ser vi på de nuværende aktørers virksomhedsprofiler, så er investorsiden præget af pensionsselskaber, ligesom der er et overtal af selvejende plejeorganisationer på det, der i branchen betegnes som plejeoperatører.
Det betyder, at non-for-profit organisationer dominerer selve plejeleverancen inden for friplejehjem ind til videre.
Pardannelse
OPS-Indsigt har også set på, hvorledes de her aktører interagerer. Det fremgår af figur 2, hvem af aktørerne der så at sige bygger og driver friplejehjem sammen.
Forstået på den måde, at investor og bygningsudvikler står for byggeriet inklusiv den efterfølgende bygningsdrift, hvor plejeoperatøren er den plejefaglige garant under så vel byggeriet, som i den efterfølgende drift.
Her har plejeoperatøren typisk en langtidslejekontrakt med ejeren af bygningerne. Undtagelsen er Scandinavien Property Development, der ifølge OPS-Indsigts oplysninger, som en del af deres strategi bygger mhp derefter at sælge til en anden investor og bygningsoperatør.
Det har blandt andet været tilfælde med det nye friplejehjem i Frederikssund, som drives af Attendo.
[raw]
[/raw]
Hvordan er analysen blevet til
Analysen er blevet til på basis af den viden, som OPS-Indsigt har gjort sig igennem det sidste års iagttagelse af markedet for friplejehjem.Opsamlet ved blandt andet interviews, hertil kommer markedsresearch i forbindelse med denne artikel og heri indgik blandt andet et studie af virksomhedernes egne hjemmesider. Links til disse neden for.
Altiden
Attendo
Diakonissestiftelsen
Danske Diakonhjem
OK fonden
Fonden Mariehjemmene
NREP
Scandinavien Property Development
PFA
39 procent af de voksne på sociale tilbud kommer fra andre kommuner. Det viser en analyse fra Social- og Indenrigsministeriet. Private sociale tilbud medvirker herved til, at kommuner kan score en risiko- og investeringsfri udligningsgevinst på milliarder. Læs i denne analyse hvorfor.
Af Steen Houmark – [email protected], NB Medier – [email protected]
Markedet for sociale tilbud består af både af private, kommunale og regionale tilbud med det særlige karakteristika, at de kommunale både er storindkøber og storleverandør og det er præcist det sidste, som har præget markedsdynamikken på det specialiserede socialområde, men nu ser det ud til at udligningsreformen kommer til at sætte sit særlige præg på denne dynamik. Det vender vi tilbage til
OPS-Indsigt har tidligere beskrevet, hvorledes kommunerne som i et andet våbenkapløb har anvendt forhandlingskonsulenter, når de har skulle forhandle priser med sociale botilbud. Her er en af pointerne, at dette våbenkapløb handler mindre om de private tilbud end om de offentlige storleverandører, der sidder på ca 2/3 af de sociale tilbud med solide forhandlingskompetencer i baglandet.
[raw]
[/raw]
Debatten om kommunernes brug af forhandlingskonsulenter rullede i efteråret og medvirkede bl.a. at man fik indskrevet i finansloven for 2020, at der skulle ske en evaluering af det specialiserede socialområde, så man vidste hvad der var op og ned. Det er i denne sammenhæng Social- og Indenrigsministeriet har gennemført en ny undersøgelse.
Undersøgelsen viser i sin analyse at 9.500 ud af 24.000 voksne borgere i botilbud, har bopæl udenfor den kommune, som betaler borgerens service. Det svare til godt 39%.
En gevinst på 300.000 kroner på borgere fra andre kommuner
I forhold til udligningsreformen betyder det, at i og med at man nu har afskaffet det såkaldte betalingskommunefolketal, så er det fremover dyrere for kommunerne at have borgere anbragt i sociale tilbud uden for kommunegrænserne. Omvendt er der også en potentiel udligningsgevinst for kommunerne ved at have specialiserede private sociale tilbud inden for kommunegrænsen, som andre kommuner visitere til.
Gevinsten kan være på over 300.000 kroner pr borger, som visiteres ind til et privat botilbud fra en anden kommune. Med 9.500 ud af 24.000 voksne borgere i botilbud, som har bopæl udenfor den kommune, som betaler borgerens service, er det adskillige milliarder kroner, som opholdskommunerne fremover scorer i udligning hvert år. (Læs beregningsgrundlaget i artiklen: Botilbud i nabokommuner koster hjemkommuner flere milliarder om året.)
En ny bopæl betyder, at alle de udligningskroner, som borgeren normalt ville indkassere til hjemkommunen, overgår nu til den nye bopælskommune. Dermed er det både bloktilskud og udgiftsbehov til borgeren, som overgår til bopælskommunen. Det til trods for, at det er hjemkommunen, som betaler for borgerens service.
[raw]
[/raw]
Private botilbud bidrager positivt til udligningsregnskabet
Når de private sociale tilbud er særligt interessante handler det om den specialiseringsgrad som disse tilbud ofte har. Der er tale om tilbud specialiseret i en sådan grad, at det ville kræve kommuner i regionsstørrelse for at have et tilstrækkeligt stort område.
Det alene taler for, at udligningsreformens negative toldmurs effekt ikke vil have fuldt gennemslag. De specialiserede private og for den sags skyld også de regionale og kommunale tilbud vil fortsat trække borgere til fra andre kommuner.
En anden ting som gør de specialiserede private tilbud interessante i denne sammenhæng er, at investeringen, udviklingen og driften af dem er økonomisk risikofrie for kommunen, samtidig med at et privat botilbud bidrager positivt til beliggenhedskommunens udligningsregnskab og hertil kommer skabelsen af arbejdspladser.
Det vil sige, hvis kommunen er bekymret for, at dens egne kommunale tilbud ikke kan ”løbe rundt” på grund af toldmuren, kan der lidt tænkt være en vis musik i at lade de private overtage de kommunale botilbud og således minimere risikoen, samtidig med at specialiseringen opretholdes.
Hvor meget vil toldmurseffekten slå igennem?
Man kan diskutere om denne nye virkelighed vil give kommunerne et særligt økonomisk incitament for at vælge tilbud inden for kommunegrænsen.
Hvorvidt kommunerne vil lade sig stimulere og fremadrettet visitere mere inden for egen kommunegrænse end til nabokommunerne handler om kommunerne vil sætte regel over skøn. Det er nemlig således, at kommunerne via sociallovgivningen er forpligtede til at visitere borgerne til det tilbud, der matcher borgeren bedst ud fra en faglig skønsmæssig betragtning. Regel må altså ikke stå over fagligt skøn. Det vil sige, man må ikke visitere udelukkende inden for egen kommunegrænse.
Udfordringen med at en borger er anbragt på et tilbud, hvor målgruppen ikke passer er allerede kendt i dag. Her kompenserer man ofte tilbuddet ved at betale tillæg til taksten, så tilbuddet kan opgradere sig specifikt i forhold til den enkelte borgere. Det gør det alt andet lige dyrere at anbringe en borger på et tilbud, der ikke passer til ham eller hende.
Ny analyse fra Social- og Indenrigsministeriet viser, at 39 procent af de voksne med handicap bor i botilbud udenfor kommunen. Det tal kan blive lavere, efter udligningsreformen gjorde det dyrere at vælge et botilbud udenfor kommunegrænsen.
Af Steen Houmark – [email protected], Peter Risager – [email protected], NB Medier – [email protected]
En ny velfærdspolitisk undersøgelse har haft til formål at belyse, i hvilket omfang kommunerne benytter botilbud uden for kommunegrænsen. Analysen er en del af evalueringen af det specialiserede socialområde, som blev aftalt ved finanslov 2020.
Undersøgelsen fra Social- og Indenrigsministeriet viser, at 39 procent af voksne med handicap, som bor i et botilbud, har bopæl i en anden kommune end den, der afholder udgifterne.
Analysen er interessant fordi OPS-Indsigt tilbage i Marts og Maj bragte en række artikler, der beskrev at udligningsreformen kunne medføre, at kommunerne fik stærke økonomiske incitamenter til at vælge tilbud inden for kommunegrænsen.
[raw]
[/raw]Der er her ikke tale om et valg mellem offentlig eller private, men ganske enkelt potentiale for en form for protektionisme, hvor dem der er inden for kommunegrænsen er dem man vælger først.
Nu tydeliggør analysen, denne problematik yderligere.
Konkret handler det om afskaffelsen af betalingskommunefolketallet, som man gennemførte med den nye udligningsreform. I praksis betyder ændringen, at det er blevet væsentligt dyrere at anbringe en borger i et botilbud i en anden kommune, da de dermed skifter bopæl.
I alt kan det nu være over 300.000 kroner, som en kommune mister i udligning per borger, som visiteres til et botilbud udenfor kommunegrænsen. Med 9.500 ud af 24.000 voksne borgere i botilbud, som har bopæl udenfor den kommune, som betaler borgerens service, er det adskillige milliarder kroner, som betalingskommunerne fremover mister i udligning hvert år.
En ny bopæl betyder, at alle de udligningskroner, som borgeren normalt ville indkassere til kommunen, overgår til den nye bopælskommune. Dermed er det både bloktilskud og udgiftsbehov til borgeren, som overgår til bopælskommunen. Det til trods for, at det er hjemkommunen, som betaler for borgerens service.
Et økonomisk incitament for at vælge tilbud i egen kommune
Problemet er, at man dermed skaber et direkte økonomisk incitament for kommunerne til at tilbyde en borger med handicap et tilbud indenfor egen kommune.
LOS-Landsorganisationen for Sociale Tilbud, har tidligere overfor OPS-Indsigt vurderet, at dette incitament blot yderligere understøtter en kommunetænkning, om at man kan klare det hele selv.
Man skal nok heller ikke forvente den store hjemtagningseffekt. “Strategien fra kommunerne har i forvejen været ret offensiv, så potentialet for, hvor mange der kan hjemtages, yderligere må være ved at være nået.” Udtalte direktøren for LOS i marts måned til OPS-Indsigt.
På den lidt længere bane kan man potentielt se nogle udfordringer, hvor de højt specialiserede tilbud bliver pressede og må lukke, hvad enten de er private eller offentlige, hvis kommunerne vælger egne tilbud ved nyvisiteringer.
[raw]
[/raw]
Alle taber på ordningen
Den nye mekanisme har vakt kritik, fordi det økonomiske incitament til at placere en borger i egen kommune er skadeligt for både den enkelte borger og samfundsøkonomien som helhed.
Den enkelte borgere kan risikere, at kommunen alene visiterer til tilbud der ligger indenfor kommunegrænsen uanset om de er offentlige eller private.
Her kan borgeren så havne i den situation, at tilbuddet enten ikke helt passer til borgerens behov, eller at borgeren slet ikke er inden for tilbuddets målgruppe og derfor ikke får den støtte som han eller hun helt konkret har brug får.
Udfordringen med at en borger er anbragt på et tilbud, hvor målgruppen ikke passer er allerede kendt i dag. Her kompenserer man ofte tilbuddet ved at betale tillæg til taksten, så tilbuddet kan opgradere sig specifikt i forhold til den enkelte borgere. Det gør det alt andet lige dyrere at anbringe en borger på et tilbud, der ikke passer til ham eller hende.
Alligevel kan det ofte være billigere for en kommune at vælge et dyrere botilbud, så længe det ligger indenfor kommunegrænsen, og er under 300.000 kroner dyrere om året end et tilsvarende tilbud i en anden kommune. Dermed skabes der et decideret dødvægtstab i samfundsøkonomien, fordi man skaber incitamenter til ikke at vælge den mest effektive, billige eller bedste løsning.
Populært sagt kan man altså sige, at der skabes en toldmur mellem kommunerne, fordi man skal betale for at placere borgeren i en anden kommune.
Det økonomiske incitament er ikke af en ligegyldig størrelse. Ganger man de 9.500 borgere med de cirka 300.000 kroner i mistet udligning per borger, er det et besparingspotentiale fra udligningen på knap tre milliarder kroner for hjemkommuner, hvis de kan finde et passende botilbud indenfor kommunegrænsen til voksne med handicap.
Det beløb er kun udregnet på baggrund af socioøkonomiske og aldersbestemte udgifter, som en kommune mister, men andre områder af udligningen påvirkes også negativt. Se regneeksemplet for aldersbestemte og socioøkonomiske udgiftsbehov nederst i artiklen.
Bloktilskud og udskrivningsgrundlag påvirkes negativt
Ikke nok med at kommunen mister konkrete udlignings- og tilskudsbeløb, så bliver kommunens udskrivningsgrundlag per indbygger i langt de fleste tilfælde også højere. Det skyldes, at borgere i botilbud typisk vil have enten lav eller ingen indkomst.
Når den borger flytter til en anden kommune, bliver det antal indbyggere, som det samlede udskrivningsgrundlag skal divideres med, lavere. Det betyder, at udskrivningsgrundlaget per indbygger bliver højere, selvom kommunen i de fleste tilfælde vil have nøjagtigt samme egentlige udskrivningsgrundlag. Dermed bliver deres udligning også lavere.
Oveni det, bliver bloktilskuddet for en kommune, som placerer en borger i botilbud i nabokommunen lavere, fordi bloktilskuddet fordeles efter antal indbyggere i kommunen. Når en kommune mister en indbygger, bliver bloktilskuddet dermed lavere.
Området undersøges
Fordi netop afskaffelsen af betalingskommunefolketallet med udligningsreformen affødte en større politisk debat i foråret, blev den endelige konklusion, at området skal undersøges nærmere.
Den nye velfærdsanalyse understøtter dette behov yderligere fordi den viser, at der alene blandt voksne med handicap er 9.500 borgere, som berøres af ændringen. Dertil kommer børn og ældre, som også bliver flyttet på tværs af kommunegrænserne. Ifølge tidligere opgørelser er der over 25.000 danskere som bor i en anden kommune end den, der betalers deres service.
Omlægningen af betalingskommunefolketallet blev lavet, fordi man i en rapport fra det såkaldte finansieringsudvalg i 2018 havde fundet, at der kan opstå svindel med registreringen af borgere, og at man med bopælskommuneopgørelsen vil få et mere sikkert beregningsgrundlag.
[raw]
[/raw]
Det har taget finansminister Nicolai Wammen over tre uger, at svare på et spørgsmål vedrørende kompensation af private velfærdsvirksomheders corona-merudgifter. Læs analyse af redaktør Steen Houmark om brevets mest centrale punkter.
Af Steen Houmark – [email protected], NB Medier – [email protected]
Den 12. august stillede Folketingets Sundheds- og Ældreudvalg ved formand Jane Heitmann finansminister Nicolai Wammen et spørgsmål, hvor man bad ham kommentere henvendelserne fra Dansk Erhverv og Selveje Danmark vedrørende kommunernes håndtering af kompensationen for merudgifter i forhold til ikke-kommunale virksomheder.
Det svar tikkede ind den 9. september, dagen før Folketingets Sundheds- og Ældreudvalg har møde med KL`s Sundheds- og Ældreudvalg. Godt tre uger har det været undervejs.
I samme periode har Dansk Erhverv været ude i et opråb, fordi det kun er en fjederdel af Dansk Erhvervs medlemmer, der er blevet kontaktet af kommunerne i forbindelse med dækning af merudgifterne.
[raw]
[/raw]
Kommunerne skal i dialog med de private
OPS-Indsigt er i besiddelse af Nicolai Wammens brev, men hvad er det så egentligt, at finansministeren svarer?
”Det forudsættes, at den enkelte kommune går i dialog med de private institutioner omkring udgifter relateret til COVID-19,” skriver han i svaret
Det betyder med andre ord, at han i et vist omfang konkretiserer opgaven for kommunerne og giver et vift med en vognstand om, at den udfordring vil han helst ikke blandes ind i.
Men samtidig slår han fast, at der i økonomiaftalen ikke er fastsat krav om størrelsen på kompensationen til de enkelte kommunale og private tilbud, ”da det vil være op til en lokal vurdering på baggrund af lokale forhold,” skriver han.
[raw]
[/raw]
Skubber problemet ud til kommuner og socialtilsyn
Finansministeren lægger op til, at det er en lokal vurdering. Det vil sige opgaven sendes helt klart tilbage til kommunerne som myndighed og forvalter af de mange milliarder, der strømmede ud i kommunerne i forbindelse med økonomiaftalen i sommers.
I det hele taget prøver han at skubbe løsningen af denne udfordring væk fra Christiansborg, blandt andet skriver han specifikt i forhold til de sociale tilbud, hvor han fremhæver socialtilsynets rolle.
Her skriver han nemlig ”Har et socialt tilbud efter serviceloven ekstraudgifter til driften som følge af COVID-19, har tilbuddet mulighed for at indregne underskuddet i næste års takster efter de almindelige regler herom. Hvis tilbuddets likviditet ikke rækker hertil, har tilbuddet mulighed for at hæve taksterne inden for gældende regler. Det indebærer, at det ændrede budget skal godkendes af socialtilsynet.”
Bemærk her, at Finansministeren opererer med begrebet underskud. Det kan tolkes derhen, at hvis det sociale tilbud har overskud på året alt i alt, ja så kan man ikke hæve taksten, selvom man altså har haft en ekstraudgift.
Han åbner ganske vist for muligheden af, at det enkelte tilbud genforhandler betalingen for den enkelte borger med den visiterende kommune efter almindelige aftaleretlige regler, men her har sidste vinters debat om kommunernes brug af forhandlingskonsulenter jo vist at gøre dette noget vanskeligt.
[raw]
[/raw]Kommer Dansk Erhverv halvt i møde
Af brevet skal man i øvrigt bemærke to ting. Leverandørerne skal kunne dokumentere deres udgifter og for det andet lægges der op til, at en kompensation er i balance med det merudgiftsniveau, som kommunen har og her må man forvente, at kompensationen i gennemsnit hverken kan ligge over eller under de merudgifter kommunen har på egne institutioner.
Det sidste matcher sådan set Dansk Erhvervs ønske om en ligelig behandling af kommunale og ikke kommunale tilbud.
Til OPS-Indsigt skriver velfærdspolitisk chef Troels Toftdahl blandt andet ”Vi beder kun om ligestilling og adgang til det samme som kommunale tilbud får.”
Samlet set kommer Finansministeren Dansk Erhvervs ønsker halvt i møde. På den ene side konkretiseres opgaven overfor kommunerne. De skal i dialog med de enkelte velfærdsvirksomheder og en kompensation skal være i balance med de merudgifter kommunerne selv har. Altså en ligebehandling mellem leverandører.
På den anden side er det meget tydeligt, at det er de lokale myndigheder kommunerne og socialtilsynene, der bliver gatekeepers på denne udfordring.
Og her var udfordringen jo i forvejen dialogen. Derfor er udkommet af Wammens brev svært at spå om. Begge parter har i processen udtrykt meget modsatrettede holdninger.
Hvor KL har fundet opgaven med at udmønte kompensation for merudgifter til covid-19 kompleks og forbundet med en række udfordringer, der bl.a. består i, at kommunerne ikke altid har hjemmel til at kompensere leverandørerne, så står Dansk Erhverv der, at de mener, at de bare bliver sendt rundt fra Herodes til Pilatus.
Denne karrusel er ikke nødvendigvis stoppet fordi Nicolai Wammen har sent et svar til Folketingets Sundheds- og Ældreudvalg, for det forudsætter, at de to parter går i dialog.
KL og Dansk Erhverv er uenige om, hvor vanskeligt det er at udmønte kompensationen for covid-merudgifter til private. Nu viser det sig, at de kommunale institutioner også er ramt. Læs i denne analyse og hvor pengene måske forsvinder hen.
Af Steen Houmark – [email protected], NB Medier – [email protected]
I aftalen om kommunernes økonomi for 2021 er regeringen og KL blevet enige om, at kommunerne kompenseres med i alt 2,6 mia. kr. til håndtering af merudgifter relateret til COVID-19. Heraf går de 1,2 mia. kr. til blandt andet merudgifter til rengøring i kommunale og private velfærdstilbud. Det fremgår af aftalen.
Men et er at indgå en aftale mellem to myndigheder (staten og kommunerne), noget andet har været, at få den udmøntet, så den også kommer ud i de private så vel som de kommunale tilbud.
[raw]
[/raw]
KL: Det er mere komplekst end som så at udmønte kompensationen
Dansk Erhverv har tidligere været ude i et opråb, hvor de påpegede at kun hver fjerde private velfærdsleverandør er blevet kontaktet af kommunerne med hensyn til kompensation af corona-merudgifter.
Hertil skriver kontorchef i KL`s økonomiske sekretariat Claus Mogensen til OPS-Indsigt, da vi henvender os for at få afklaring på, hvad det er der er så svært følgende:
”Vi har brugt ganske meget tid og energi på at få afklaret, hvad vi må hos ministerierne. Vi har jo ganske mange forskellige typer af private institutioner, som er underlagt forskellige regelsæt for beregning af takster mv. Det betyder desværre også, at vi ikke får lov til at anvende én model på tværs af fx friplejehjem, sociale institutioner og private dagtilbud.”
Claus Mogensen angiver også, at det kan tage ganske lang tid, før KL får svar fra ministerierne om hvad kommunerne må og ikke må og i den sammenhæng oplyser han, at man fortsat ikke har fået svar fra alle.
Det vil sige at KL sådan set sidder låst fast på en række punkter, når kommunerne henvender sig om hvorvidt de kan udbetale kompensation til en privat velfærdsleverandør. Det kan være en af grundene til, at det ligesom går lidt langsomt med at få udmøntet kompensationen for merudgifter.
[raw]
[/raw]
Dansk Erhverv: Det er ikke komplekst at finde en løsning
For udenforstående kan det virke besynderligt, at man fra KL`s side trækker kompleksitets- eller regelkortet, men ser man ind i lovgivningen på velfærdsområderne, vil man hurtigt iagttage, at regler, strukturer og processer for bevillinger variere rimeligt meget på tværs af områder som børn, ældre, handicappede og socialt udsatte. Claus Mogensen kan altså godt have en pointe i, at selvom regeringen og kommunerne i juli fik indgået en økonomiaftale, så tager det tid at få udmøntet kompensationerne ude i kommunerne da forholdene er meget forskellige.
Men det argument køber velfærdspolitisk chef i Dansk Erhverv Troels Toftdahl ikke.
”På socialområdet er der hjemmel til at øge taksterne – alligevel er der kommuner der mener, at de ikke har hjemmel. På plejeområdet gør de samme kriterier sig gældende uanset om man er kommunal eller privat,” skriver han i en mail til OPS-Indsigt.
I hans optik er udfordringen ikke mere komplekst end, at der er givet nogle penge til kommunerne, som staten har en forventning om, at de deler på en fair måde mellem kommunale tilbud og private tilbud.
”For det første beder vi ikke om flere penge end der er aftalt. Vi beder om ligestilling og adgang til det samme som kommunale tilbud får.” Skriver han til OPS-Indsigt
Han er overbevist om, at KL ikke mener at de har fået fra meget.
Kompensationen når heller ikke ud i kommunale institutioner
Men nu viser det sig, at det ikke kun er de private virksomheder, der har problemer med at få udmøntet kompensationen for merudgifter. De kommunale har også udfordringer
Det er nemlig ikke alle institutioner, der har fået kompensation for ekstraudgifter til værnemidler, rengøring og personale trods intentionen, lyder det fra SF
”Det er helt uholdbart, at nogle kommuner har fået penge til institutioner, men ikke har leveret dem ud til institutionerne. Det, synes jeg faktisk, er en kende skamløst. Vi foreslår, at finansministeren tager en snak med kommunerne, siger gruppeformand Jacob Mark til ritzau
De Radikale har også fokus på, hvor kompensationen for merudgifter til blandt andet rengøring forsvinder hen.
”Det er vigtigt, at vi fortsætter en høj hygiejne, uden at det tager tiden fra børnene. Derfor skal pengene være der til at betale ekstra rengøring, så pædagoger og lærere kan være sammen med børnene, siger børneordfører Lotte Rod (R) i en skriftlig kommentar til ritzau.
Kompensationen forsvinder i de kvartalsvise budgetkorrektioner
Men hvor forsvinder pengene henad, hvis de ikke kommer ud til hverken de private eller kommunale institutioner?
OPS-Indsigt har ringet rundt til en række kommuners økonomiforvaltninger for at få et indblik i eller en kommentar til om det kan have sin rigtighed. Her er et af svarene til baggrund, ”at man naturligt efter sommerferien har skåret ned på den ekstra rengøring, da retningslinjerne for smitteforebyggende tiltag i daginstitutionerne blev ændret.”
Et andet svar er, at man ude i institutionerne, måske kan have vanskeligt ved at gennemskue, at man på den ene side får en kompensation for merudgifter, samtidig med at man befinder sig i en tilbagevendende regnskabsmæssig situation, hvor mange kommuner her i efteråret laver budgetkorrektioner. Det vil sige, at de lokale budgetter nedjusteres, så der ikke opstår overforbrug på årets regnskab.
Så på den led kan man godt sige, at pengene nogle steder bliver i de kommunale forvaltninger
Den 10. september har Folketingets Sundheds- og Ældreudvalg møde med KL`s Sundheds- og Ældreudvalg og har vil kommunernes kompensation af merudgifter blive drøftet
Regeringen og KL har desuden en aftale om at gennemføre opfølgende drøftelser om eventuel yderligere håndtering af kommunernes COVID-19 udgifter ultimo 2020.
I KL mener man, at der ikke altid er hjemmel til dækning af private velfærdsvirksomheders corona-merudgifter. Det mener Jane Heitmann (V), er at gemme sig bag et figenblad. Nu har Finansministeren givet sit svar på et spørgsmål, hvor man ifølge Dansk Erhverv render fra Herodes til Pilatus.
Af Steen Houmark – [email protected], NB Medier – [email protected]
I dag er der fællesmøde mellem Folketingets Sundheds- og Ældreudvalg møde med KL`s Ældreudvalg og her er det helt sikkert, at problemstilling vedrørende dækning af private velfærdsvirksomheders merudgifter ude i kommunerne vil blive vendt.
Udfordringen bunder i, at som et led i aftalen om kommunernes økonomi for 2021 er regeringen og KL blevet enige om, at kommunerne kompenseres med milliarder til håndtering af corona-relaterede merudgifter. Pengene når tilsyneladende ikke ud til de private velfærdsvirksomheder.
Mange private eller selvejende velfærdsvirksomheder har nemlig hen over sommeren haft den oplevelse, at de enten ikke er blevet kontaktet af kommunerne eller også har de fået afvist deres ønske om dækning af merudgifter i forbindelse med covid-19, således som det blev aftalt i økonomiaftalen mellem kommunerne og regeringen.
Senest har Dansk Erhverv lavet en undersøgelse blandt deres medlemmer, som viser, at kun hver fjerde er blevet kontaktet af kommunerne.
[raw]
[/raw]Udfordringen er interessant, da omkring 35 procent af alle borgere der modtager en eller anden form for blød velfærd, får hjælp eller service fra en privat leverandør, hvad enten det er plads i en daginstitution, hjemmehjælp, mad eller ophold på et socialt tilbud.
OPS-Indsigt satte som det første medie fokus på udfordringen i maj måned. Siden har det ikke være meget mediedækning af problemstillingen før Berlingske i sidste uge bragte en artikel, men til gengæld har der været rejst en række spørgsmål i Folketingets Sundheds- og Ældreudvalg.
KL: Det er ikke altid, kommunerne har hjemmel til at dække merudgifter
Da OPS-Indsigt rejste udfordringen første gang, var det i forbindelse med, at det Det Danske Madhus fik afvist, at kommunerne betalte for et såkaldt værnemiddelstillæg, som de havde påført deres faktura.
Tillægget var påført af Det Danske Madhus ud fra den enkle betragtning, at deres chauffører mange gange dagligt skulle ind i det ældres bolig for at aflevere maden i borgerens køleskab. Det var blandt andet denne trafik som medførte et øget brug af handsker, som ikke havde fundet sted før corona.
[raw]
[/raw]Den sag fik KL til at skrive ud til kommunerne og gøre dem opmærksomme på, at det ikke de ikke nødvendigvis var forpligtede til at betale dette ekstra tillæg, hvis de læste deres kontrakter igennem.
”Det er KL`s juristers vurdering, at det vil bero på en konkret fortolkning af den kontrakt, som er indgået med den private leverandør, om leverandøren kan hæve prisen som følge af øgede omkostninger til produktionen, i dette tilfælde værnemidler. Hvis kommunen ikke vurderer, at kontrakten giver mulighed for at øge betalingerne til leverandøren, er det KL´s vurdering, at kommunerne ikke har hjemmel til at acceptere en øget betaling for leverancerne.” Skriver kontorchef Claus Mogensen i KL`s økonomiske sekretariat, da OPS-Indsigt henvender sig.
Formand for Folketingets ældreudvalg: ”Ikke i orden at trække kontraktkortet”
Det undrer Jane Heitmann (V), der er Formand for Folketingets Sundheds- og Ældreudvalg
”Det er helt nyt for mig og det undrer mig meget,” siger hun til OPS-Indsigt, da vi henvender os og fortæller, at nogle kommuner efter KL`s vejledning undgår at betale private velfærdsvirksomheder for merudgifter i forbindelse med covidt-19 ved at henvise til, at hvis det ikke står i kontrakten, så har kommunerne ikke hjemmel til at betale.
”Jeg synes ikke, at det er i orden, at kommunerne dækker sig ind under et figenblad ved at trække kontraktkortet,” siger Jane Heitmann til OPS-Indsigt.
Dansk Erhverv: Som at rende fra Herodes til Pilatus
På den led ligger hun på linje med Troels Yde Toftdahl velfærdspolitisk chef i Dansk Erhverv. Han giver i en mail til OPS-Indsigt udtryk for, at det er som at rende fra Herodes til Pilatus, når det drejer sig om private velfærdsvirksomheders dækning af merudgifter i forbindelse med covid-19.
KL har nemlig, for at imødekomme Dansk Erhverv foreslået, at man kom med nogle konkrete sager, som man kunne tage udgangspunkt i og ad den vej finde løsninger. Det kunne man læse i Berlingske i sidste uge, hvor Troels Yde Toftdahl rejste udfordringen.
Men den model betragtes i Dansk Erhverv som at rende fra Herodes til Pilatus, hvis de skal sikre at alle kommuner udmønter kommuneaftalen korrekt.
En opgave som grundlæggende ligger mere i KL`s regi end i Dansk Erhvervs.
Wammen: Den enkelte kommune skal i dialog med de private
Jane Heitmann, har tidligere stillet en stribe spørgsmål om emnet til regeringen og nu er der så kommet svar. Her ser det ud til, at Finansminister Nicolai Wammen forsøger at skære igennem, for i et svar til Folketingets Sundheds- og Ældreudvalgets skriver han blandt andet:
”Det forudsættes, at den enkelte kommune går i dialog med de private institutioner omkring udgifter relateret til COVID-19 og i dialogen finder et niveau for kompensation til de private, som er i balance med den fornødne dokumentation og merudgiftsniveauet i kommunen i øvrigt.”
Her lægges der altså klart op til, at kommunerne er mere proaktive end det fremgår af Dansk Erhvervs undersøgelse.
[raw]
[/raw]
Debatten fortsætter i dag
Spørgsmålet er om Nicolai Wammens svar til Folketingets Sundheds- og Ældreudvalg vil løse noget som helst?
Det kan man muligvis få en pejling på i dag (den 10. september). Her har Folketingets Sundheds- og Ældreudvalg nemlig møde med KL`s ældreudvalg og her er det helt sikkert, at denne problemstilling vil blive vendt.
Jane Heitmann siger til OPS-Indsigt, at hun vil i alt fald spørge ind til, om det kan have sin rigtighed, at KL støtter op omkring de typer af undvigemanøvre hun har hørt foregå ude i kommunerne, herunder at kommunerne trækker kontraktkortet.
”Endelig synes jeg, at udfordringerne er værd at bringe ind i debatten på topmødet om ældrevelfærd,” siger hun til OPS-Indsigt.
Kun hver fjerde private velfærdsleverandør er blevet kontaktet af kommunerne i forbindelse med dækning af merudgifter ved corona. Branchen føler sig ulige behandlet af kommunerne, som administrerer de ekstra midler, der blev afsat ved økonomiaftalen.
Af Steen Houmark – [email protected], NB Medier – [email protected]
Det lød rigtig godt, da man i marts vedtog loven om hjælpepakkerne i Folketinget. Siden vidste det sig, at man ved samme lejlighed afskaffede epidemilovens §27. En slags forsikringsordning for den private sektors virksomheder i tilfælde af at epidemi. OPS-Indsigt har tidligere beskrevet nogle af konsekvenserne ved denne beslutning.
[raw]
[/raw]Lige op til sommeren lavede regeringen og kommunerne så en økonomiaftale for 2021, der tilførte kommunerne 1.2 milliarder til merudgifter i forbindelse med corona. Det fremgår af aftalen, at man allerede i 2020 skal kompenseres for merudgifter til bl.a. rengøring i kommunale og private velfærdstilbud.
Udfordringen er bare at ligesom med hjælpepakkerne, så ser det ud til, at man indtil videre har lovet mere end man kunne holde. De private og selvejende virksomheder, der er leverandører af velfærd i kommunerne, savner nemlig deres andel – et trecifret millionbeløb til at dække corona merudgifter, som med økonomiaftalen bude blive dækket af kommunerne. Det skriver Berlingske om søndag.
Det skal ses i perspektiv af, at op mod 40 procent af alle de borgere, der modtager hjemmehjælp i følge Danmarks Statistik, får leveret hjælp af en privat velfærdsvirksomhed efter loven om frit valg. Hertil kommer, at en meget stor del af de sociale område er dækket af private botilbud, for nogle af samfundets svageste.
Kommunerne betragter pengene som deres
En ny rundspørge lavet af Dansk Erhverv (DE) og Selveje Danmark viser således, at kun en fjerdedel af deres medlemmer på velfærdsområdet har modtaget en henvendelse fra kommunen vedrørende de ekstra coronaudgifter.
Ved coronakrisens begyndelse slog finansminister Nicolai Wammen (S) fast, at kommunale, private og selvejende institutioner skulle sidestilles. Men det er ifølge Dansk Erhverv ikke sket.
Til Berlingske siger velfærdspolitik chef i Dansk Erhverv Troels Yde Toftdahl, at pengene ikke er blevet ligeligt fordelt. De kommunale aktører bliver forfordelt, lyder det.
”Når først kommunerne har fået pengene, så bliver de til kommunale penge. Når de så skal videre ud, så skal vi nærmest vriste dem ud, fordi de har lært at betragte dem som deres egne penge,” siger han.
Det vil sige kommunerne har ikke til sinds at ville dække private virksomheders ekstraudgifter i forbindelse med corona og det er ikke første gang man kan læse om den historie.
Dækning af merudgifter er ikke et nyt problem
Allerede i Maj skrev OPS-Indsigt om hvorledes KL sagde nej til værnemiddelstillæg i forbindelse med, at det Danske Madhus havde varslet kommunerne, at de vil sætte prisen op pr. leverance. Det skete med inspiration i en artikel i OPS-Indsigt. Begrundelsen for det ekstra tillæg skete med basis i en anbefaling KL havde udmeldt i en direktørmail fra den 19. marts 2020.
Den mail fortolkede KL siden anderledes end leverandøren og derfor afviste man det såkaldte værnemiddelstillæg.
[raw]
[/raw]
KL vil kun drøfte konkrete sager
Kommunernes Landsforening har fået forelagt den aktuelle kritik fra Dansk Erhverv og Selveje Danmark af Berlingske.
I et skriftligt svar skriver Claus Ørum Mogensen, kontorchef i KLs Økonomiske Sekretariat, at de forskellige servicområder er forskelligt ramt af coronakrisens restriktioner, og at man har opfordret kommunerne til ”at gå i dialog med de ikkekommunale aktører og sørge for, at der er en fornuftig balance mellem kompensation af egne og private tilbud.”
Berlingske fremhæver flere eksempler på, at selvejende og private velfærdsaktører har haft svært ved at få pengene ud af kommunerne og når Dansk Erhverv og Selveje Danmark henvender sig til KL, er man kun interesseret i at tage drøftelsen ud fra konkrete problemstillinger.
Fanget i en klemme
Da præcis udfordringen med fordeling af midler til merudgifter blev debatteret i Folketinget sagde Finansminister Nicolai Wammen:
”Jeg har ikke nogen grund til at tro, at kommunerne ikke på en seriøs og ordentlig vis vil lave en ligestilling af både offentlige, private og selvejende institutioner.”
Men som situationen beskrives i Berlingske er velfærdsleverandørerne fanget i en klemme. På den ene side anerkender man fra centralt hold, at de private virksomheder har merudgifter og man laver aftaler, der burde afhjælpe det, men når kommunerne så ikke administrerer efter forventningerne, er der ingen hjælp at hente fra hverken KL eller regering.
[raw]
[/raw]
Forsker opfordrer Christiansborgpolitikere til at tænke sig om, før de laver lovindgreb om udbytte på socialområdet. ”Det vil i den sammenhæng virke uhensigtsmæssigt, hvis den politiske ambition er flere sociale investeringer,” skriver han i et indlæg på Altinget.
Af Steen Houmark – [email protected], NB Medier – [email protected]
Debatten om profit på velfærd har fået et nyt opsving i kølvandet på sagen om den såkaldte børnehjemsbaron. Fronterne mellem brancheorganisationer som Dansk Erhverv, LOS og Dansk Industri er trukket hårdt op i forhold til de værktøjer, der argumenteres for hos fagforbund som FOA og SL.
Det så vi i sidste uge, hvor OPS-Indsigt bragte et interview med blandt andet næstformanden for FOA Thomas Enghausen og velfærdspolitisk chef i Dansk Erhverv Troels Yde Toftdahl.
[raw]
[/raw]Fagforbundene ønsker et lovindgreb, der lægger sig op ad friskoleloven, så man så at sige, hegner de private aktører yderligere ind. Her skal man jo tænke på at der i forvejen findes en lovgivning, der gør det ulovligt som den såkaldte børnehjemsbaron har udført ulovligt.
Logikken fra brancheorganisationerne er, at mere lovgivning ikke nødvendigvis fritager samfundet for brodne kar og svindlere.
Deres argumentation understøttes nu i bredt omfang af en forsker fra Roskilde Universitet
Forsker: De afledte konsekvenser af lovindgreb sjældent til debat
Emil Søbjerg Falster der er Ph.d.-studerende, peger i et debatindlæg på Altinget i, at lovindgreb, historisk set, er sådan vi plejer at håndtere udfordringerne på socialområdet. ”Aktørerne peger på en eller flere problemer, og politikerne vil gerne vise handlekraft, hvorfor de vedtager en lov, der eliminerer eller begrænser problemerne.” Skriver han.
Hans pointe er, at vi tror på, at vi gennem lovgivning kan føre kontrol og undgå de forhold, som af forskellige årsager kategoriseres som problematiske.
Han har desuden fat i, at de afledte effekter af den slags lovindgreb sjældent bliver genstand for debat. ”Det tages på mange måder for givet, at hvis vi blot ændrer loven, vil vi opnå mere kontrol med de aktører, der udnytter systemet.” Skriver han.
Hos Dansk Industri udtrykte direktør Jakob Scharff i sidste uge overfor OPS-Indsigt bekymring for, at man via lovgivning indførte en overskudsgrad. Det ville ifølge ham reducere investeringskraften på det sociale område og medføre at det private initiativ forsvandt. Han så heller ikke i horisonten et kommunalt valgtema til næste år, hvor kommunerne stod klar til at investere i nye sociale tilbud.
[raw]
[/raw]Forbud mod overskud kan føre til afspecialisering
Emil Søbjerg Falster har fat i en anden pointe, idet han mener, at et forbud mod overskud kan tvinge private aktører til at have en belægningsgrad på 100 procent, mens de på nuværende tidspunkt kan have en belægningsgrad på for eksempel 90 procent. Dette slip på 10 % giver de sociale tilbud muligheden for kun at optage de borgere, der faglig og målgruppemæssigt passer ind i tilbuddet.
Han påpeger, at hvis private aktører tvinges til at optage borgere for at have en belægningsgrad på 100 procent, kan det potentielt betyde, at der optages borgere, hvis behov ikke er forenelig med tilbuddets målgruppe. Man fylder så at sige op, for ikke at få et underskud og det vil over tid have en lang række faglige konsekvenser, der potentielt kan medføre til afspecialisering
”Et lovindgreb bør derfor tage højde for, at private tilbud kan have gode faglige argumenter for ikke at have en belægningsgrad på 100 procent, hvorfor de, som det er ud nu, kan være nødsaget til at akkumulere et overskud for at holde deres faglighed og specialisering på et stabilt niveau.” Skriver Emil Søbjerg Falster
Et lovindgreb vil virke negativt i forhold socialøkonomiske investeringer.
En af måderne at undgå faldgruberne ved et lovindgreb er, at benytte sig at, et af tidens hotte hurraord: “Sociale investeringer”
Her har vi allerede et lovkompleks, der åbner op for social-økonomiske virksomheder. Det betyder konkret, at en investor, der investerer i et socialt tilbud, kan få sin investering tilbage under forskellige forudsætninger. Udfordringen er ikke så meget, at investor får sine penge igen, men langt de fleste investorer vil stadig have forrentet deres investering, ellers vil der sandsynligvis ske det, som Jakob Scharff fra Dansk Industri forudsiger – investeringskraften reduceres.
”Et lovindgreb, der fuldstændig forbyder, at private investorer får et udbytte, vil i den sammenhæng virke uhensigtsmæssigt, hvis den politiske ambition ellers er flere sociale investeringer.” Skriver Emil Søbjerg Falster
Og det er præcis en af de pointer, som han adresserer til Christiansborgpolitikere og her skal det lige bemærkes, at Socialminister Astrid Krag tidligere har talt varmt for, at forskellige aktører meldte sig ind i forhold til sociale investeringer.
Hun sagde blandt andet i en pressemeddelelse i efteråret 2019.
”Vi har set, at det i andre lande kan lade sig gøre at investere i sociale og andre indsatser og få en økonomisk gevinst ud af investeringen. Der er også fonde og kommuner i Danmark, der allerede har gjort sig nogle erfaringer med sociale investeringer. Men vi skal endnu længere ned ad den vej. Jeg håber, at mange vil melde sig på banen og kan kun opfordre til det.”
Lolland blev den store vinder, da Social- og Indenrigsministeriet onsdag fordelte særtilskud for 2021.
Af Arne Ullum – [email protected], NB Medier – [email protected]
Kommunerne er blandt de største indkøbere af private serviceses, men i mange kommuner halter økonomien og man er nødt til at gældsætte sig, for blandt andet at kunne iværksætte nødvendige anlægsprojekter.
[raw]
[/raw]
Onsdag blev Lolland med et særtilskud på 81 millioner kroner den store vinder, da social- og indenrigsminister Astrid Krag (S) kort før middag offentliggjorde fordelingen af særtilskud på ialt 354 millioner kroner fra den såkaldte paragraf 16-pulje til vanskeligt stillede kommuner. Lolland får dermed 26 millioner mere end sidste år.
”Danmark er for lille til store forskelle. Der skal være råd til en ordentlig velfærd i hele landet. Derfor har vi indgået en bred politisk aftale om en mere retfærdig udligning. Vi har også åbent sagt, at vi aldrig kan få et system, der tager højde for alle særlige forhold i de enkelte kommuner. Derfor er puljen med særtilskud til vanskeligt stillede kommuner permanent forhøjet som følge af reformen, så vi holder hånden under velfærden i de kommuner, der har det særligt svært,” siger social- og indenrigsminister Astrid Krag (S) i en pressemeddelelse.
54 kommuner havde søgt om penge fra puljen, og ministeren har dermed valgt at sige helt nej til to ud af tre ansøgere. Dette er en større andel en sidste år, hvor 22 kommuner fik tilskud.
Puljen til fordeling i 2021 er på 355,3 mio. kroner, men knap en million er på forhånd give til Aabenraa vedrørende det tyske mindretal, og derfor har ministeren i dag fordelt 354 millioner kroner.
[raw]
[/raw]
Den offentlige sektor bruger allermest på ”social beskyttelse”. Det fremgår af en ny opgørelse fra Danmarks Statistik. Se hvor meget vi bruger på alderdom og hvor lidt på sikkerhed.
Af Steen Houmark – [email protected], NB Medier – [email protected]
Finansminister Nicolai Wammen har netop præsenteret statens husholdningsbudget for 2021 på godt 700 milliarder.
Samlet set havde det offentlige udgifter for i alt 1.150 milliarder kroner i 2019 og købte ind for ca 360 milliarder kroner, så alene i det perspektiv er det offentlige husholdningsregnskab interessant.
Men hvordan ville det offentlige regnskab se ud, hvis vi nedskalerede alle de offentlige udgifter til 1.000 kroner, så er det måske lettere at overskue?
Den øvelse har Danmarks Statistik foretaget og bagefter analyseret, hvad en tusindkroneseddel blev brugt til i det offentlige i 2019.
Vi bruger allermest på velfærd
Den største post på i det offentlige husholdningsregnskab er det man kalder ”social beskyttelse”.
Det dækker over en række sociale og sundhedsmæssige udgifter til fx alderdom og sygdom og invaliditet. Så som hjemmehjælp, pension hjælp til handicappede og meget mere.
Hver gang det offentlige bruger 1.000 kr. så går 434 kr. til området ”social beskyttelse.”
[raw]
[/raw]Kilde: Danmarks Statistik
Figuren viser kun de 10 overordnede offentlige udgiftsposter.
Den største udgift går til ældre
Den største post under ’social beskyttelse, ‘ er udgifter til alderdom, hvor der for hver 1.000 offentlige krone bruges 167 kr. Det næststørste område er sygdom og invaliditet, hvor der bruges 87 kr. for hver 1.000 offentlige krone, som følges af 85 kr. til familier og børn.
Udgifter til social beskyttelse dækker både offentlige serviceydelser og de udgifter, det offentlige har til at give borgerne overførselsindkomster som f. eks. folkepension, sygedagpenge og børnecheck.
[raw]
[/raw]Kilde: Danmarks Statistik
Det offentlige bruger næstmest på sundhedsvæsen
Den næst tungeste overordnede udgiftspost i det offentlige er til sundhedsvæsenet, hvortil det offentlige bruger 167 kr. hver gang der bruges 1.000 kroner.
Herunder ligger udgifter til hospitalstjenester og ambulant behandling, der koster det offentlige henholdsvis 116 kr. og 25 kr.
Den tredjestørste udgiftspost inden for sundhedsvæsen er medicinske produkter, apparater og udstyr, hvilket der årligt bruges 11 ud af 1.000 kr. på.
Grundskole-uddannelserne koster mest i uddanelsessystemet
Den tredjestørste overordnede udgiftspost i det offentlige er til uddannelse. Hver gang det offentlige bruger 1.000 kr., så går 127 kr. til undervisning i bred forstand.
Knap halvdelen, 58 kr., går til folkeskolen og lignende, mens de offentlige udgifter til højere og videregående uddannelser kun beløber sig til 33 kr.
Offentlig orden og sikkerhed koster knap en 20’er
Det danske politi, brandvæsen, domstole og fængsler kategoriseres under navnet ’offentlig orden og sikkerhed,’ som er et område, der i 2019 modtog 19 kroner, hver gang det offentlige brugte 1.000 kroner.
Heraf går de 11 kr. til politiet, 3 kr. kroner går til henholdsvis domstole og fængsler, mens 1 krone dækker de offentlige udgifter til brandvæsnet.
Det offentliges udgifter til forsvaret kategoriseres for sig og her bruges der årligt 23 kr. pr. 1.000 brugte krone.