Når regeringen og Danske Regioner indgår økonomiaftale, leder mange private leverandører efter de sædvanlige signaler:
Står der noget om frit valg? – Privathospitaler? – Udbud? Partnerskaber? – I årets aftale er svaret stort set nej.
Læs også: Flere patienter, flere opgaver og flere penge – men ikke et ord om den private kapacitet
Alligevel kan aftalen for 2027 vise sig at få større betydning for private sundheds- og velfærdsaktører end mange af de aftaler, hvor private nævnes direkte.
For væksten flyttes til områder, hvor private allerede er en del af infrastrukturen. Vi giver her fem nedslag, som kan vise sig interessante for private leverandører.
Kronikerpakkerne kan blive et stort nyt marked
Meget af opmærksomheden har samlet sig om sygehuse, ventelister og psykiatri, men økonomiaftalen introducerer samtidig de første sygdomsspecifikke kronikerpakker for blandt andet KOL og kroniske lænderygsmerter.
Det lyder teknisk, men i praksis handler det om standardiserede patientforløb, koordination, rehabilitering og opfølgning tæt på borgeren. Det er områder, hvor fysioterapiklinikker, digitale sundhedsløsninger, rehabiliteringsaktører og private sundhedsvirksomheder allerede spiller en væsentlig rolle.
Hvis kronikerpakkerne bliver udbygget i de kommende år, kan de udvikle sig til et af de mest interessante markeder i kølvandet på sundhedsreformen.
Psykiatrien mangler stadig kapacitet
Aftalen tilfører penge til psykiatrien. Det er der bred politisk enighed om, men økonomiaftalen løser ikke det grundlæggende problem:Manglen på kapacitet.
Mangel på speciallæger, psykologer og behandlingsmuligheder forsvinder ikke med et pennestrøg. Derfor er det nærliggende at spørge, om regionerne på længere sigt kan nå målene uden i højere grad at inddrage private aktører, som allerede leverer behandling på dele af området.
Aftalen giver ikke svaret, men spørgsmålet forsvinder ikke.
Fertilitetsområdet er allerede et blandet marked
Et af de mere oversete spor i økonomiaftalen er regeringens ambition om bedre adgang til fertilitetsbehandling og fertilitetstjek.
Her adskiller området sig fra mange andre dele af sundhedsvæsenet. For private klinikker spiller allerede en væsentlig rolle.
Hvis ambitionerne om hurtigere adgang skal realiseres, kan det derfor blive vanskeligt at undgå en diskussion om, hvordan den eksisterende private kapacitet skal bruges.
Sundheds- og omsorgspladserne er mere end et byggeprojekt
Meget af debatten har handlet om, hvem der skal eje bygningerne og hvor mange penge der skal flytte fra kommunerne til regionerne, men det interessante spørgsmål er måske et andet: Hvem skal drive kapaciteten?
Det mener regionerne i udgangspunktet, at de selv skal, men her skal man lige have in mente, at regionerne skal overtage og etablere et betydeligt antal sundheds- og omsorgspladser som led i reformen.
Historien fra både ældreområdet og socialområdet viser, at mangel på kapacitet ofte fører til nye samarbejdsformer mellem offentlige, private og selvejende aktører. Aftalen siger ikke noget om den udvikling, men den udelukker den heller ikke.
Her er det værd at bemærke, at vi har flere friplejeleverandører, der vil kunne træde til, ligesom en del private i sygehussektoren vil kunne levere kapacitet ikke mindst ift akutsygeplejen, som også kan vise sig at blive en udfordring at få implementeret.
Socialområdet kan blive den største joker
Mens sundhedsområdet fylder mest i debatten, kan socialområdet vise sig at blive den største langsigtede historie.
Sundhedsreformen og de tilhørende aftaler peger mod en stærkere regional rolle på dele af det specialiserede område. Det er et slagsmål der skal tages med kommunerne, som i dag har myndighedsrollen, men hvis regionerne får en større rolle i planlægning, koordinering og specialeudvikling, kan det få betydning for en lang række private og selvejende tilbud.
Ikke nødvendigvis fordi markedet bliver større, men alene fordi spillereglerne kan blive ændret.
Den største OPS-historie står mellem linjerne
Det mest interessante ved økonomiaftalen er måske derfor ikke, hvad der står, men hvad der mangler.
Der står næsten intet om private leverandører. Til gengæld står der meget om flere patienter, flere behandlingstilbud, flere kronikerforløb, flere psykiatriske patienter og flere opgaver tæt på borgeren.
Spørgsmålet er derfor ikke, om markedet bliver påvirket. Spørgsmålet er, hvem der skal levere kapaciteten. For regionerne har fået flere penge, men de har ikke fået flere hænder.
