Hen over sommeren har botilbudsområdet igen og igen vist sig som et af de mest sårbare velfærdsmarkeder.
Der har været sager om politiefterforskning, økonomiske uregelmæssigheder, millionlønninger, lukningstruede tilbud, påbud om medicinhåndtering og kommuner, der nu må forholde sig til, om de fortsat kan have borgere placeret hos bestemte private leverandører.
Klik her for et kort overblik over sagerne
I LATA-sagen har Erhvervsstyrelsen den 8 juli efter medieomtale iværksat en undersøgelse af revisionerne af 2024-regnskaberne i flere LATA-selskaber og fonden Valhalla.
I Natura Hjem-sagen har Tønder Kommune ifølge DK Nyt besluttet at opsige kontrakten med bostedet, hvor kommunen har to unge anbragt, efter omtale af blandt andet millionløn og usikkerhed om tilbuddets fortsatte drift.
I Køge-sagen har Socialtilsynet ifølge DK Social villet lukke autismetilbuddet i Tureby efter fund af lav kvalitet og økonomiske uregelmæssigheder. Konkret mistænker Socialtilsynet dem for, uberettiget at have udbetalt millioner af kroner i løn til deres hustruer. Tilbuddet er derfor politianmeldt.
I Curam-sagen har Styrelsen for Patientsikkerhed givet et nyt påbud om medicinhåndtering efter et reaktivt tilsyn, der fulgte op på et tidligere påbud om journalføring og sundhedsfaglige instrukser.
Hver sag har sin egen karakter. Men tilsammen peger de på en fælles udfordring: Når kommuner køber pladser hos private og selvejende sociale tilbud, køber de ikke blot en ydelse. De køber sig ind i en leverandørs økonomi, ledelse, ejerstruktur, dokumentationskultur og evne til at levere stabil omsorg til borgere med komplekse behov.
Hvis den leverandør vakler, bliver det hurtigt kommunens problem.
Kontrollen er spredt på mange hænder
Debatten om velfærdskriminalitet bliver ofte formuleret som et spørgsmål om brodne kar. Altså om private aktører, der udnytter offentlige midler, svage borgere og et marked med høje takster.
Det billede er ikke dækkende, men desværre heller ikke forkert i en række tilfælde. Det illustrerer sommerens sager. Det er her væsentligt at have in mente, at de fleste ikke-kommunale tilbud er mindst ligeså gode som de offentlige.
Sommerens sager viser dog også en anden og mere strukturel udfordring: Kontrollen med de sociale tilbud er fordelt på mange myndigheder og funktioner.
Socialtilsynet godkender og fører tilsyn med tilbuddene. Styrelsen for Patientsikkerhed kan føre tilsyn med sundhedsfaglige forhold, eksempelvis medicinhåndtering og journalføring. Erhvervsstyrelsen kan undersøge revision og regnskaber. Revisorerne gennemgår årsrapporter. Politiet efterforsker, hvis der er mistanke om strafbare forhold. Og kommunerne visiterer borgere, betaler regningerne og skal følge op på, om den enkelte borger får den hjælp, kommunen har købt.
Problemet er, at ingen nødvendigvis sidder med det fulde billede.
Et tilbud kan have socialfaglige udfordringer ét sted, økonomiske advarselslamper et andet sted og sundhedsfaglige påbud et tredje sted. Samtidig kan køberkommunerne være spredt over hele landet og have meget forskellig indsigt i tilbuddets økonomi, ledelse og daglige drift.
Dermed kan velfærdskriminalitet og alvorlige kvalitetssvigt udvikle sig i mellemrummene mellem systemerne.
Kommunen er ikke bare myndighed – den er også køber
Det særlige ved botilbudsområdet er, at kommunerne både har myndighedsansvaret for borgerne og selv er leverandør samtidig med at kommunerne optræder som købere på et marked.
Når en borger visiteres til et ikke-kommunalt tilbud, mener kommunerne at de ofte betaler en høj takst for en specialiseret indsats. Men kommunens adgang til at kontrollere leverandøren er ikke den samme som ved egen drift.
Kommunen kan følge op på borgerens handleplan, trivsel og mål. Den kan stille spørgsmål til taksten. Den kan opsige aftalen eller stoppe nye visitationer. Men den har ikke nødvendigvis løbende indsigt i interne pengestrømme, ejerforhold, ledelseslønninger, nærtstående selskaber, underleverandører eller den samlede økonomiske robusthed.
Det gør leverandørkontrollen vanskelig.
I praksis kan en kommune derfor stå i en situation, hvor den formelt har købt en godkendt plads, men først sent opdager, at der er alvorlige problemer omkring økonomi, ledelse eller kvalitet.
Og når problemerne bliver tydelige, kan kommunen ikke bare skifte leverandør fra den ene dag til den anden. Borgerne har ofte komplekse behov, og egnede alternative pladser kan være svære at finde.
Når leverandøren svigter, bliver det et forsyningsproblem
Det er her, velfærdskriminalitet bliver til mere end en kontrolsag.
Hvis en privat eller selvejende leverandør mister godkendelsen, går konkurs, bliver politianmeldt eller får så alvorlige påbud, at kommunerne ikke længere tør placere borgere der, opstår der et forsyningsproblem.
Kommunen skal – sat på spidsen – finde nye pladser. Borgerne skal eventuelt flyttes. Pårørende skal orienteres. Faglige oplysninger skal overdrages. Og en ny leverandør skal kunne rumme borgere, som ofte ikke passer ind i standardtilbud.
Det kan både blive dyrere og dårligere for borgerne.
Dermed bliver spørgsmålet om leverandørkontrol ikke kun et spørgsmål om at beskytte offentlige midler. Det handler også om forsyningssikkerhed i velfærden.
Det er den del, der ofte forsvinder i debatten. Når et tilbud lukker eller mister kommunernes tillid, er det ikke kun markedet, der står med den sidste risiko. Det gør kommunen – og i sidste ende borgeren.
Ny lovgivning løser ikke hele køberproblemet
Regeringen har varslet stramninger, der skal dæmme op for snyd og svigt på sociale tilbud. Der lægges blandt andet op til skærpede karantæneregler, stærkere kontrol med personer bag tilbuddene og krav om, at kommuner som udgangspunkt kun må anvende godkendte tilbud.
Det er et nødvendigt spor.
Men lovgivningen risikerer kun at løse en del af problemet, hvis den primært fokuserer på adgang til markedet og sanktioner over for de værste aktører.
For kommunernes daglige udfordring ligger også i selve købet: Hvilke oplysninger skal en kommune have, før den placerer en borger? Hvilke oplysninger skal den modtage løbende? Hvordan skal økonomiske advarsler deles mellem tilsyn og køberkommuner? Og hvem har ansvaret for at samle signalerne, før problemerne bliver så store, at politiet, revisorer eller tilsyn må gribe ind?
Hvis kommunerne fortsat køber pladser i et marked, hvor oplysninger om kvalitet, økonomi og ejerforhold ligger spredt, vil de også fremover kunne komme for sent.
Fra socialtilsyn til leverandørstyring
Derfor bør efterårets debat om velfærdskriminalitet ikke kun handle om mere tilsyn.
Den bør også handle om bedre leverandørstyring og samarbejde mellem leverandør og bestiller.
Det kan betyde mere systematisk kontrol med ejerforhold og nærtstående selskaber, klare kontraktkrav om økonomisk rapportering, hurtigere deling af tilsynsoplysninger med køberkommuner, skærpede krav til dokumentation af leverede ydelser og mere gennemsigtighed om, hvordan takstmidlerne faktisk anvendes.
Det kan også betyde, at kommunerne i højere grad må opbygge indkøbsfaglige miljøer på socialområdet. Ikke for at erstatte den socialfaglige vurdering, men for at supplere den.
For botilbudspladser er ikke almindelige indkøb. Men de er stadig indkøb.
Kommunerne køber ydelser for store beløb hos leverandører, de ikke selv kontrollerer fuldt ud. Det stiller krav til kontrakter, risikovurdering og løbende opfølgning, som går længere end blot den almindelige visitation.
Et marked under mistanke – men stadig nødvendigt
Det store paradoks er, at de private og selvejende botilbud på den ene side er kommet under stærkere politisk mistanke, men på den anden side fortsat er en nødvendig del af kapaciteten på det specialiserede socialområde.
Kommunerne kan ikke fra den ene dag til den anden erstatte markedet med egen drift. Mange borgere har behov for højt specialiserede tilbud, som kun findes få steder og som ofte leveres af de private. Samtidig er kommunernes egne muligheder for hurtigt at etablere nye pladser begrænset af økonomi, bygninger og mangel på medarbejdere.
Derfor bliver løsningen næppe et simpelt valg mellem offentligt eller privat.
Det afgørende bliver i stedet, om kommunerne og staten kan og vil medvirke til en markedsudvikling frem for en afvikling, hvor seriøse leverandører kan levere, mens useriøse aktører opdages tidligere og lukkes ude hurtigere.
Sommerens sager viser, at den balance endnu ikke er fundet.
Og de viser, at regningen for svag leverandørkontrol ikke kun betales i kroner. Den betales også i utryghed for borgere, pårørende og kommuner, når et botilbud pludselig ikke længere er et sikkert sted at købe velfærd.
