Region Nordjylland har indgået aftale med to private leverandører om 240 udrednings- og behandlingsforløb for børn og unge med mistanke om ADHD og autisme.

Aftalen er indgået gennem Sundhed Danmark og løber i første omgang fra 1. september 2026 og et år frem. Regionen har forud afsøgt det private marked og bruger en del af nye psykiatrimidler til at finansiere købet, fremgår det af en pressemeddelelse.

De private forløb skal være et supplement til regionens egen børne- og ungdomspsykiatri og målrettes nogle af de børn og unge, der allerede står på venteliste.

“Arbejdet med at sikre hurtigere hjælp til børn og unge i mistrivsel er en af de højst prioriterede opgaver, og vi afsøger derfor alle muligheder for at kunne nedbringe ventelisterne,” siger Lene Linnemann (SF), formand for Udvalg for Implementering af 10-årsplanen for Psykiatriområdet.

Hun understreger samtidig, at aftalen ikke løser hele kapacitetsproblemet:

“Det løser ikke ventelisteproblematikken, men det er et væsentligt bidrag.”

Branchen tog initiativet

Det var Sundhed Danmark, der selv rettede henvendelse til Region Nordjylland, efter at regionsrådsformand Mads Duedahl (V) i sin nytårstale havde gjort børne- og ungdomspsykiatrien til en politisk topprioritet.

Brancheorganisationen repræsenterer private sundhedsvirksomheder og har formidlet aftalen med Aleris PP og Empano, som skal levere forløbene.

“Da regionsrådsformanden i sin nytårstale pegede på børne- og ungdomspsykiatrien som en topprioritet, tog vi i Sundhed Danmark kontakt til regionen,” siger branchedirektør Lars Oxlund Christoffersen.

Sundhed Danmark ser ikke aftalen som en isoleret nordjysk løsning. Organisationen ønsker, at modellen også bliver taget i brug i andre regioner og på voksenområdet.

“Vi vil derfor gerne invitere de øvrige regioner til at lade sig inspirere, så vi sammen kan løfte de store udfordringer i psykiatrien,” siger Lars Oxlund Christoffersen.

Nye midler går til privat kapacitet

Region Nordjylland får omkring 20 mio. kr. i 2026 som led i akutplanen for børne- og ungdomspsykiatrien. En del af pengene skal finansiere de private forløb.

“De nye midler sikrer, at vi har finansiering til indkøbet af de ekstra forløb hos private aktører. Derudover giver det os mulighed for at planlægge flere indsatser, der kan understøtte den tidlige hjælp til børn og unge i mistrivsel,” siger Lene Linnemann.

Regionens egen børne- og ungdomspsykiatri skal fortsat vurdere, hvilke patienter der omfattes af aftalen. Familierne bliver derefter kontaktet af regionens Enhed for Sygehusvalg og kan tage imod tilbuddet om et privat forløb.

Sundhed Danmark håber, at aftalen bliver begyndelsen på et bredere offentligt-privat samarbejde, hvor private leverandører ikke alene bruges til de 240 nordjyske forløb, men også til at øge kapaciteten i psykiatrien andre steder i landet.

Vil du læse resten af artiklen?

Prøv OPS-Indsigt gratis i 4 uger

Få adgang med det samme - ingen binding - ingen kreditkort 4 ugers gratis prøveperiode

Log ind