Virksomheder, der bygger markant grønnere end lovgivningen kræver, skal ikke bare kunne bruge det i klimaregnskabet. Det skal også kunne mærkes, når projektet lander på kommunens skrivebord.

Det foreslår Dansk Erhverv, som vil indføre en landsdækkende fast track-ordning for grønne byggeprojekter i forbindelse med den igangværende revision af bygningsreglementet.

Forslaget betyder, at kommunernes byggesagsbehandling i højere grad skal bruges som et incitament til at få private bygherrer til at vælge løsninger, der går længere end lovens minimumskrav.

“Det skal være nemmere at bygge grønt. Hvis vi mener den grønne omstilling alvorligt, skal vi også belønne dem, der går forrest,” siger Katrine Bjerre, branchedirektør for byggeri i Dansk Erhverv i en pressemeddelelse.

To veje ind i den hurtige kø

Dansk Erhverv foreslår to muligheder for at få adgang til fast track-ordningen.

Et projekt skal enten dokumentere et klimaaftryk, som lever op til bygningsreglementets frivillige lavemissionsklasse, eller dokumentere en væsentlig anvendelse af genbrugte byggematerialer med en reel klima- og ressourcegevinst.

Dokumentationen skal foreligge fra begyndelsen, så kommunen ikke efterfølgende skal bruge ekstra tid på at afklare, om projektet opfylder kriterierne.

Samtidig skal reglerne være nationale. En virksomhed skal dermed ikke møde forskellige adgangskrav til den hurtige behandling fra kommune til kommune.

“Fast track må ikke kun være for én bestemt måde at bygge grønt på,” siger Katrine Bjerre.

Ifølge Dansk Erhverv skal eksempelvis genbrug af mursten, træ eller stålkonstruktioner kunne kvalificere et projekt, hvis klima- og ressourcegevinsten kan dokumenteres.

41 procent ramte ikke servicemålet

Forslaget kommer samtidig med en bredere kritik fra både Dansk Erhverv og Dansk Industri af kommunernes byggesagsbehandling.

Læs også: Kommunalt lotteri for byggetilladelser 

Ifølge en analyse fra Dansk Erhverv blev 41 procent af byggesagerne i 2025 ikke behandlet inden for de nationale servicemål. Den gennemsnitlige sagsbehandlingstid var 56 dage.

Dansk Erhverv fastholder derfor også et tidligere forslag om en generel behandlingsgaranti på maksimalt 30 dage. Fast track-modellen skal således ikke erstatte bestræbelserne på generelt at få behandlingstiderne ned.

Læs også: Byggesagsbehandling bliver lidt hurtigere

Forslaget rejser samtidig spørgsmålet om, hvordan kommunerne konkret skal prioritere sagerne, hvis én gruppe af byggeprojekter skal behandles hurtigere end andre.

Dansk Erhverv lægger op til, at regeringen og KL sammen med byggebranchen udvikler en fælles model, der først kan testes i udvalgte kommuner.

“Revisionen af bygningsreglementet er en oplagt mulighed for at gøre grønne valg lettere i praksis. Reglerne skal ikke kun stille krav – de skal også skabe incitamenter,” siger Katrine Bjerre.

Vil du læse resten af artiklen?

Prøv OPS-Indsigt gratis i 4 uger

Få adgang med det samme - ingen binding - ingen kreditkort 4 ugers gratis prøveperiode

Log ind