Økonomiaftalen mellem regeringen og Danske Regioner blev præsenteret som en aftale om flere penge til sundhedsvæsenet, flere behandlingstilbud tæt på borgerne og et løft af blandt andet psykiatri, kronikerindsatser og fertilitetsområdet.
Men læser man reaktionerne fra markedet, er der et punkt, som flere hæfter sig ved:
Den private kapacitet fylder næsten ikke i aftalen.
Det undrer brancheorganisationerne Sundhed Danmark og Sundhed og Life Science, som begge peger på, at regionerne står over for flere patienter, flere opgaver og flere ambitioner – men ikke nødvendigvis flere hænder.
Sundhed Danmark: Brug hele sundhedsvæsenet
Hos brancheorganisationen Sundhed Danmark er der tilfredshed med, at der afsættes penge til blandt andet kronikerpakker, børne- og ungdomspsykiatrien og fertilitetsområdet.
Men ifølge branchedirektør Lars Oxlund bliver den afgørende test, om pengene også omsættes til hurtigere hjælp i praksis.
“Vi er glade for, at der bliver sat penge bag vigtige områder som kronikerpakker, akutplanen for børne- og ungdomspsykiatri og regeringens initiativer på kvindesundhed og fertilitetsområdet. Nu bliver den store test, om ambitionerne også bliver omsat til hurtigere hjælp i praksis,” siger han i en pressemeddelelse.
Han mener, at det kræver, at regionerne tænker private aktører ind fra begyndelsen.
“Patienterne er ligeglade med, om hjælpen leveres på en offentlig eller en privat matrikel. De har brug for hurtig adgang, høj kvalitet og sammenhængende forløb. Derfor skal de private sundhedsvirksomheder tænkes ind fra starten – ikke som en nødløsning, men som en fast del af kapaciteten.”
Kronikerpakker og psykiatri peger mod eksisterende kapacitet
Sundhed Danmark peger særligt på de nye kronikerpakker og indsatsen på psykiatriområdet.
Organisationen fremhæver, at private fysioterapiklinikker allerede spiller en central rolle i behandlingen af patienter med kroniske lidelser, mens private sundhedsaktører også råder over kapacitet inden for blandt andet psykiatri, speciallægehjælp, fertilitet og rehabilitering.
Set fra organisationens perspektiv bliver spørgsmålet derfor ikke kun, hvor mange penge der tilføres. Men også hvordan kapaciteten bringes i spil.
Kapaciteten findes allerede
Samme budskab går igen hos Sundhed og Life Science under Dansk Erhverv.
Her hæfter man sig ved, at økonomiaftalen lægger op til flere opgaver, og større aktivitet uden nødvendigvis at beskrive, hvordan den samlede kapacitet skal udvides.
Særligt hilsner man det velkommen, at aftalen følger op på regeringens akutplan for børne- og ungdomspsykiatrien, og at der afsættes midler til at nedbringe ventetider og styrke behandlingskapaciteten.
”Der er brug for konkrete løsninger, som kan hjælpe børn og unge hurtigere til udredning og behandling. Her er det vigtigt, at regionerne også har dialog med de private aktører på området, så den samlede kapacitet udnyttes bedst muligt til gavn for patienterne,” siger branchedirektør Katrina Feilberg i en pressemeddelelse.
Dansk Erhverv understreger, at det er afgørende, at de ekstra midler, der tildeles via økonomiaftalen til regionerne, omsættes til bedre behandling, kortere ventetider og højere kvalitet for patienterne. Her er der en bekymring for, at flere penge kan føre til flere offentlige stillinger og øget administration frem for bedre behandling.
Dansk Erhverv peger derfor på behovet for et vedvarende fokus på produktivitet, et mere bredspektret fokus på effekt, så ressourcerne bidrager til konkrete forbedringer frem for øget administration og bureaukrati.
Fraværet er måske den egentlige historie
Det interessante ved årets økonomiaftale er måske derfor ikke, hvad der står om private aktører. Men hvad der ikke står.
For mens aftalen afsætter milliarder af til alle de mange opgaver, nævnes private sundhedsvirksomheder kun indirekte gennem de områder, hvor de allerede er aktive.
Dermed efterlades et åbent spørgsmål:
Hvis regionerne skal løfte flere patienter, flere kronikerforløb, flere psykiatriske patienter og flere fertilitetsforløb – hvor skal den ekstra kapacitet så komme fra?
Det spørgsmål bliver sandsynligvis en af de næste diskussioner, når økonomiaftalens ambitioner skal omsættes til virkelighed.





