Enhedslisten forfølger igen ønsket om et forbud mod profit, næsten som det var nedfældet i det såkaldte forståelsespapir under den første regering ledet af Mette Frederiksen (S) fra 2019.
Det fremgår af et beslutningsforslag, som partiet fremlagde i Folketinget lige før regeringen, barslede med en aftale om en sundhedsreform og siden en grøn trepart.
Beslutningsforslaget er interessant, da den første regering under Mette Frederiksen led tre nederlag på præcis den her mærkesag. I forståelsespapiret fra sommeren 2019 kunne man flere steder læse, hvordan der nu skulle andre ”boller på suppen” med forbud mod, at private velfærdsvirksomheder kunne trække overskud ud til ejerne.
Men det skete ikke, både fordi forslaget mistede støtte fra Det Radikale Venstre, men også fordi det langt hen ad vejen kolliderede med lovgivningen, herunder en af grundlovens hjørnesten, som handler om ejendomsretten.
Læs også: Regeringens profit-mærkesag er slået hjem i Ludo for tredje gang
Peger på enkeltsager
Beslutningsforslaget sigter mod, at der inden udgangen af 2025 er gennemført lovgivning, så der kun må oprettes og drives ikke-offentlige sociale tilbud i form af selvejende institutioner, for at sætte en stopper for at overskud kan trækkes ud som profit.
Forslagsstillerne argumenterer med, ”at der med jævne mellemrum dukker historier op i pressen om privatejede kommercielle sociale tilbud, hvor ejerkredsen har trukket enorme profitter ud,” skriver Enhedslisten i indledningen.
Læs også: Stenhård opbremsning og tilbagebetaling har reddet kritiseret botilbud
Her peger man på en række enkeltsager, som har været bragt primært af Politiken i løbet af efteråret.
Enhedslisten ønsker ikke, at private sociale tilbud lukkes, ”men modellen indebærer, at eksisterende private kommercielle sociale tilbud skal omlægges til selvejende institutioner,” skriver man.
Overser finansieringsudfordring
Enhedslistens forslag virker enkelt på papiret, men som de tidligere forslag fra den kampagne, daværende socialminister Astrid Krag indledte, så har det i praksis vist sig fuldstændig umuligt.
En af de helt store og ofte oversete udfordringer er finansiering af det selvejende tilbud. Her har OPS-Indsigt tidligere undersøgt og fået forklaret af bankeksperter, at lovgivning ift. realkredit gør, at det som udgangspunkt ikke er muligt at skaffe finansiering til ejendom, som anvendes til botilbud uden at nogen stiller en garanti.
Læs også: Astrid Krags ønske om et profitforbud bekymrer bank
Det er ikke noget som Enhedslisten forholder sig til i sit forslag, men til gengæld erkender partiet, at omlægning af private tilbud har nogle udfordringer, derfor forslår partiet da også en overgangsordning for de eksisterende botilbud.
Den skal sikre, at der ikke er borgere, der kommer i klemme, for i overgangsperioden vil Enhedslisten pålægge de kommercielle tilbud en overgrænse for, hvor meget af tilbuddets overskud, der må udbetales som udbytte til ejerkredsen, ”for at sikre, at overskud geninvesteres i tilbuddet til gavn for beboerne,” skriver man.
Læs også: Et råddent æble i en privat kurv, lugter mere end et i en kommunal kurv