Kommentar: Bo- og dagtilbuddet Mosefryd i Nordsjælland har den seneste uge spillet hovedrollen i en række artikler i Politikken og Kommunen.dk med fokus på at ejeren har taget millioner ud til sig selv.
Det er i sig selv en rigtig kedelig historie, der er med til at skabe utryghed omkring privat drift på socialområdet. Det hjælper ikke, at man her bemærker, at der kun er tale om et lille familiedrevet tilbud, der skal hjælpe mellem fire og otte personer med blandt andet autisme og udviklingshandikap.
Det er heller ingen trøst, at Magistraten i Frederiksberg Kommune den 15. april har tiltrådt Socialtilsyn Hovedstadens indstilling om at bringe botilbuddets godkendelse til ophør, fordi man bl.a. ikke vurderer, at Mosefryds økonomiske, organisatoriske og socialfaglige kvalitet er tilstrækkelig høj, og at tilbudsleder og -ejer ikke har vilje eller evne til inden for en rimelig tidshorisont at tilvejebringe den fornødne kvalitet i tilbuddet.
Kommunal takst- og refusionskarrusel
De her historier rammer af en eller anden grund hårdere i den private sektor end, når det rammer den kommunale sektor, fordi de puster mere til debatten om profit på velfærd end til en debat om stærk betænkelig kommunal forvaltning.
Man kan bare se på sagen om Mændenes Hjem i København fra begyndelsen af 2023. Her skulle Københavns Kommune ifølge Altinget angiveligt have betalt løn til egne ansatte af penge, der ellers skulle have hjulpet hjemløse og stofmisbrugere, men ved at lægge andre kommunale lønudgifter ind i herberget pumpede man taksten op og trak pengene ud.
Herved etablerede man en takst- og refusionskarrusel.
I forbindelse med sagen kom det frem, at socialtilsynet igennem flere år havde kritiseret kommunens praksis for at være i strid med “forsvarlig forvaltning af offentlige midler”.
“Socialtilsyn Hovedstaden har underbyggede indikationer på, at den påfaldende høje døgntakst for Herberget kan bero på medregning af omkostninger uvedkommende for Herbergets drift,” skriver tilsynet i aktindsigten. Og I september 2022 blev situationen så alvorlig, at Socialtilsynet truede med at lukke Mændenes Hjems herberg, hvis ikke kommunen fik styr på sagen.
Det klister mere, når private fusker
I foråret 2024 kunne vi så læse, at en redegørelse fra Social-, Bolig-, og Ældreministeriet, som Altinget havde aktindsigt i, viste, at Københavns Kommune havde hevet 56 millioner kroner ud af herberget på en løn- og takstkarrusel. Millioner som Kommunen står til at skulle sende tilbage til de kommuner, som har købt pladser på Mændenes Hjem og til Staten som har givet refusion.
Men selvom historier som denne er i en hel anden skala end sagen om Mosefryd, sætter det sig ikke tilsvarende i befolkningens og meningsdannernes forargelse over administrationen af offentlige midler.
”Det er jo bare noget som kan ske i en kommune. – Hvad havde du lige regnet med?” – er svaret ofte, når vi på OPS-Indsigt fra tid til anden italesætter, at der også kunne være tale om ”kommunale profitmodeller”.
Det er som om et råddent æble i en privat kurv af sociale tilbud lugter og klister mere end et tilsvarende i en kommunal kurv.
Tastaturkrigerne er hurtige, når det handler om private
Til gengæld kan man være sikker på, at tastaturkrigerne er ude med det samme på X og andre sociale medier, hvis en enkelt lille privat opfører sig på samme måde.
Det ser vi også tydeligt i sagen om Mosefryd, hvor bl.a. FOA`s næstformand Thomas Enghausen er lynhurtigt ude i et opslag. (Artikel fortsætter efter opslag)
Endnu en grisk og grådig profitmager på det specialiserede socialområde er afsløret, mens hun har begge hænder dybt nede i den offentlige sektors lommer. Hvor er det vildt at vi uge efter uge skal være vidne til så flosset moral på dette område. Kalder på politisk handling asap.
— Thomas Enghausen (@enghausen) June 30, 2024
Opslaget er ikke enestående, men fremfor at lade en konkret sag føre til en fornyet heksejagt på en særlig organisationsform så burde vi i stedet finde ud af, hvordan vi sikrer, at alle de skattekroner vi bruger på socialområdet bruges ordentligt – uanset om de bruges det er det ene eller det andet sted.
Det kunne fx handle om en ensartet årsregnskabsmodel for alle tilbud, kommunale som private, samtidig med en styrkelse af kvaliteten af det økonomiske tilsyn.
Et markedsvilkår
Sager som den om Mosefryd gør, at de mange retskafne blandt branchens private og selvejende medlemmer påklistres et en mærkat, som i den grad er uretfærdig, men den virkelighed er også et signal om, at de private altid skal være mere transparente og renere end deres kommunale konkurrenter, der alt andet lige bliver vægtet på en hel anden vis.
Det er et markedsvilkår, som de private aktører indtil videre må leve med, selvom når vi holder sagerne op mod hinanden, så virker det langt fra rimeligt, at de ansvarlige ledere og politikere i en kommune som København kan slippe af krogen for herbergssagen, som er mindst lige så slem.
Man kan let få den tanke, at systematiske administrative fiflerier i et embedsværk er mindre problematiske end klodset ”tvind-lignende” adfærd i et lille privat botilbud.
I den ene sag kan man ikke finde en skyldig, fordi det er komplekst, indviklet og kommunalt, men i den anden er det helt tydeligt, selvom det fusk der ser ud til at være sket udgør under 10 pct. af det beløb, man fandt frem til i den Københavnske herbergssag.
Et botilbud med rod og problematisk adfærd
Ser man alene på sagen om Mosefryd, kan man godt forstå forargelsen over, at ejeren over en treårig periode hiver over en million mere end budgetteret ud til sig selv. Det er virkelig mange penge, og særligt når tilbuddet omfatter så få borgere.
”Samlet set har leder således på tre år tilegnet sig selv mere end 1,1 mio kr. i løn udover den budgetterede løn. Gennemsnitligt over tre år har leder realiseret en årlig løn på ca. 1.190.000 kr. Den gennemsnitlige årlige lederløn på tværs af alle tilbud omfattet af Socialtilsyn Hovedstadens tilbud udgør kr. 740.000,” skriver Socialtilsynet i tilsynsrapporten fra foråret 2024.
Ejeren har altså fået en årsløn, der ligger 450.000 kr. over gennemsnittet for at drive en lille botilbud.
Socialtilsynets rapport beskriver et botilbud med rod i penalhuset og en sammenblanding mellem privatøkonomi og virksomhedsøkonomi, der er helt utilstedelig.
Hertil kommer, at ejeren i en ”tvind-lignende” model supplerer sin indtjening ved at leje flere ejendomme ud til Mosefryd. Alene i 2022 kostede det Mosefryd 680.000 at leje botilbuddets bygning og grund.
Her vurderer socialtilsynet, at omkostningerne til ejendommene er ”højere end andre sammenlignelige tilbud” og ”uforholdsmæssigt højt” per beboer. Faktisk vurderer tilsynet, at lejeomkostningerne har ”karakter af en systematisk overfinansiering af tilbuddets ydelser, hvor andre økonomiske hensyn end tilbuddets varetages”.
Ubesvarede spørgsmål
Tilbage står spørgsmålet, hvordan kan det være, at Socialtilsynet først slog til i 2024?
Man må da have opdaget, hvad det var der skete i Mosefryd længe før. Det sociale tilbud Mosefryd har nemlig siden, det åbnede jævnligt haft besøg af socialtilsynet og i den seneste tilsynsrapport skriver tilsynet, som en af begrundelserne for, at man vil lukke stedet. ”Der er særligt lagt vægt på, at tilbuddet har eksisteret i 4 år og fortsat er udfordret på at sikre tilstrækkelig kvalitet til gavn for borgernes trivsel og udvikling.”
I den sammenhæng er det værd at bemærke, at tilsynet allerede ved to besøg tilbage i 2022 konstaterede, at 6 ud af tilbuddets 8 faste medarbejdere er uuddannede og det samme er tilfældet i 2023.
Her konstaterer tilsynet i forbindelse med det ene uanmeldte tilsynsbesøg, at indsatsen er præget af pasning fremfor faglig bevidst indsats, alligevel er det først i sommeren 2024, at man anbefaler at lukke tilbuddet.
Vi har stillet Socialtilsynet en række spørgsmål. Herunder, hvordan kan være, at det af tilsynsrapporterne fra 2022 fremgår, at Socialtilsynet vil udarbejde en administrativ rapport om økonomien på Mosefryd, men det sker tilsyneladende først i 2023?
Vi har ved denne artikels udgivelse ikke hørt fra tilsynet, men følger siden op på tilsynets forventede svar.
