Skip to main content

”Med aftalen giver vi socialtilsynet flere muskler til at gribe ind over for brodne kar. Så de historier, vi har set den senere tid, om tilbud, der bruger vikarer som store pengemaskiner eller bruger pengene til at renovere deres egen skovhytte i Sverige, forhåbentlig ikke gentager sig,” siger social- og ældreminister Astrid Krag (S) i en kommentar til en ny aftale om et styrket tilsyn med de sociale tilbud.

Der var ellers lagt op til noget helt andet, da hun i september 2020 indledte, hvad der mindede om en lynkrig mod privat sociale tilbud og deres mulighed for at trække overskud ud.

”Det her handler om at få sat en stopper for, at udsatte borgere er sociale hæveautomater for private firmaer, der trækker velfærdskroner ud,” sagde Astrid Krag dengang til Ekstra Bladet.

Har været syv måneder undervejs

Kampagnen trak ud og udviklede sig hurtigt til en vinterkrig i pressen og på de sociale medier, hvor man i holdningsmæssige ekkokamre blev mødt af tastaturkrigere, der kæmpede for eller imod profit på velfærd. Samtidig kunne man iagttage en modstandskamp på de indre linjer mellem regeringen og dens støttepartier, der til tider mindede om en ”broder- eller borgerkrig.” 

Ministerens forslag blev omtalt i skarpe retoriske vendinger, som ideologisk quick-fix, en måde at afmontere borgernes frihed og krænkende for retsbevidstheden.

Men ikke nok med, at der pågik en holdningsmæssig og ideologibaseret kritik, så rullede modargumenterne og kritikken ind over forslaget fra blandt andet kommunale embedsmænd, jurister, bankfolk og forskere og ikke mindst brancheorganisationerne, som repræsentanter for de private sociale tilbud.

Nu syv måneder senere har vi så en politisk aftale, som ikke indeholder et profitforbud, men det mange har efterspurgt i debatten. Et styrket socialtilsyn.

De Radikale ville ikke være med

”Det er ingen hemmelighed, at regeringen ønskede at sætte en stopper for, at private tilbud kan trække en masse penge ud til private ejere. Det ønsker vi stadig, men det er der desværre ikke 90 mandater i Folketinget, som er enige med os i. Det er utrolig ærgerligt,” siger Astrid Krag i en pressemeddelelse.

Ministeren er ikke alene om at være ærgerlig over udfaldet.

”Jeg er svært ærgerlig over, at det ikke har været muligt at samle flertal for at lukke profitmuligheden, men med aftalen om at øge gennemsigtigheden i tilbuddenes økonomi og styrke tilsynet, tager vi dog et skridt i den rigtige retning,” Jakob Sølvhøj. socialordfører for Enhedslisten

Socialminister Astrid Krag glædes dog over, at aftalen betyder, at man fra myndighedernes side vil blive i stand til tæt at kunne følge hvor mange penge de private tilbud trækker ud i profit, og at oplysningerne om dette bliver offentligt tilgængelige, så det bliver muligt for kommunerne at fravælge tilbud, der trækker store summer ud.

Det glæder også Trine Torp, der er socialordfører for SF.

”Nu strammer vi endelig nettet og kræver økonomisk gennemsigtighed og bedre sammenhæng mellem pris og kvalitet i tilbuddene, så vi forhåbentlig stopper de brodne kar, der bruger socialområdet til at tjene penge på udsatte børn og unge og mennesker med handicap,” siger hun.

Hun havde ligesom Astrid Krag og Jakob Sølvhøj gerne fastsat en egentlig grænse for, hvad private kan trække ud i udbytte, men det lykkedes altså ikke, fordi Det Radikale Venstre ikke bakkede op om et forbud mod profit og en tvangsomlægning af private sociale tilbud.

”Aftalen sætter fokus på det allervigtigste: Kvaliteten i de tilbud, som tager sig af nogle af vores mest udsatte og svage borgere på det sociale område. Tilsyn er i den forbindelse vores fælles sikkerhed for, at både offentlige og private tilbud lever op til den kvalitet, der bliver aftalt. Derfor er jeg særlig glad for, at aftalen ud over at skærpe det faglige tilsyn, også tager fat på økonomien og giver styrkede muligheder for at opdage og forhindre, hvis nogen snyder på vægten,” siger socialordfører Henrik Vinther.

Og her hentyder han til, at der flere steder meget tydeligt i aftalen står, at eksempelvis transparens gælder både offentlige og private tilbuds økonomi.

Dansk Erhverv: Vi er meget lettede

Hos Dansk Erhverv der er en af brancheorganisationerne på det specialiserede område, er man godt tilfreds med aftalen og finder det er positivt, at regeringen sammen med støttepartierne, nu styrker socialtilsynet og giver flere muskler til det økonomiske tilsyn. 

”Den åbenhed om faglighed, kvalitet og økonomi uanset ejerskabsform, som branchen har efterspurgt og som aftalen tilvejebringer, er helt afgørende for tilliden til indsatser for udsatte og mennesker med handicap. Samtidig betyder aftalen, at vi forhåbentligt ikke længere skal diskutere, hvem der må levere hjælpen, men i stedet kan bruge energien på at sikre et løft i kvaliteten for det enkelte menneske – uanset hvilken virksomhedsform, der leverer hjælpen. Vi er meget lettede over, at der fortsat er plads til både private og selvejende aktører på dette område,” siger administrerende direktør Brian Mikkelsen.

FOA er skuffetHos FOA som har været en af de meget aktive debattører i forhold til et forbud mod profit er man skuffet.Her mener man, at den nye aftale om socialtilsynene ikke stopper muligheden for at trække overskud ud af private sociale tilbud.”Den sag stopper ikke her, vi kommer til at arbejde videre med at få stoppet profit på velfærd,” erklærer Thomas Enghausen, næstformand i FOA i en pressemeddelelse.

Vil du læse resten af artiklen?

Prøv OPS-Indsigt gratis i 4 uger

Få adgang med det samme - ingen binding - ingen kreditkort 4 ugers gratis prøveperiode

Log ind

Leave a Reply