I mere end 20 år har selvejende daginstitutioner og Frederiksberg Kommune været uenige om et administrationstilskud på 1,8 procent. I Hvidovre har en strid om kommunens mulighed for at sænke administrationstilskuddet været omkring Ankestyrelsen.
Nu lægger et omfattende juridisk responsum en ny brik ind i diskussionen om, hvor langt kommunerne kan gå.
Det er professor ved Center for Erhvervsret og Offentlig Regulering Rasmus Grønved Nielsen, der har gennemgået reglerne for fastsættelse og ændring af administrationstilskud til selvejende daginstitutioner og privatinstitutioner.
Læs også: Professor: Kommunens aftaler med dagtilbud er ikke almindelige kontrakter
Responsummet er dateret 1. juni 2025 og er først for nylig blevet offentliggjort af Børneringen og DLO.
En central konklusion er, at kommunerne ikke frit kan fastsætte administrationstilskuddet, når der ikke kan opnås enighed med en selvejende institution.
Aftale – eller tilbagefaldsregel
For selvejende daginstitutioner er udgangspunktet, at institutionen og kommunen kan aftale størrelsen på administrationstilskuddet.
Kan parterne ikke blive enige, skal kommunen ifølge responsummet se på de aftaler, den allerede har med andre selvejende eller udliciterede daginstitutioner. Det er en forudsætning, at aftalerne omfatter alle fem administrationsopgaver: løn, bogføring, budget og regnskab, revision samt personalejuridisk bistand.
Tilskuddet skal i så fald fastsættes ud fra det gennemsnitlige administrationstilskud i disse aftaler.
Findes sådanne aftaler ikke, træder tilbagefaldsreglen i kraft. For selvejende institutioner betyder den et administrationstilskud på 2,1 procent af kommunens gennemsnitlige budgetterede bruttodriftsudgift pr. barn.
De 2,1 procent er dermed ikke en fast landsdækkende sats. Kommunen og den enkelte selvejende institution kan aftale et andet niveau.
For privatinstitutioner er konstruktionen anderledes, fordi administrationstilskuddet som udgangspunkt fastsættes af kommunen. Hvis kommunen ikke har relevante aftaler med selvejende eller udliciterede institutioner, som omfatter alle fem administrationsopgaver, er tilbagefaldssatsen 2,5 procent. Forskellen mellem 2,1 og 2,5 procent skyldes ifølge responsummet en momsmæssig korrektion.
Går i rette med fortolkningen i Hvidovre
Netop spørgsmålet om kommunens mulighed for at ændre tilskuddet har tidligere givet anledning til konflikt i Hvidovre.
Her havde ni ud af ti selvejende institutioner ifølge materialet driftsoverenskomster, som gav kommunen mulighed for med ni måneders varsel at ændre administrationstilskuddet, hvis parterne ikke kunne blive enige. For én institution indeholdt aftalen ikke en sådan bestemmelse.
Da sagen nåede Ankestyrelsen, ville styrelsen ikke tage stilling til, om Hvidovre Kommune kunne nedsætte administrationstilskuddet for denne institution. Styrelsen henviste blandt andet til, at driftsoverenskomsten var indgået på privatretligt grundlag, og at uenighed om aftalegrundlaget i sidste ende måtte afgøres ved domstolene.
Rasmus Grønved Nielsen når på centrale punkter frem til en anden fortolkning af den offentligretlige regulerings betydning.
Han afviser blandt andet en fortolkning, hvorefter tilbagefaldsreglen kan begrænses afhængigt af, hvornår de relevante aftaler er indgået. Der er efter hans vurdering ikke hjemmel til en sådan tidsmæssig begrænsning.
En ensidig ændring er en afgørelse
Responsummet betyder ikke, at et administrationstilskud aldrig kan ændres.
Kommunen kan efter omstændighederne ændre et ensidigt fastsat tilskud med virkning fremadrettet. Men professoren vurderer samtidig, at en sådan ensidig ændring er en afgørelse i forvaltningslovens forstand.
Kommunen skal derfor holde sig inden for lovgivningen om administrationstilskud og samtidig overholde forvaltningsloven og de almindelige forvaltningsretlige grundsætninger. En ændring skal blandt andet være begrundet i saglige hensyn.
Det er et centralt skel på et område, hvor kommunen både kan optræde som aftalepart over for en selvejende institution og som offentlig myndighed.
På Frederiksberg er striden endt ved domstolene
På Frederiksberg er uenigheden rykket ind i retssystemet.
FOBU har tidligere oplyst, at organisationen har stævnet Frederiksberg Kommune, og Børneringen er efter OPS-Indsigts oplysninger medunderskriver på vegne af en række institutioner.
Læs også: Uenighed om administrationstilskud sendte organisationer til juraprofessor
Konflikten går mere end 20 år tilbage og handler blandt andet om kommunens administrationstilskud på 1,8 procent.
I 2024 forsøgte Frederiksberg Kommune at sænke satsen yderligere til 1,5 procent. Forslaget blev siden trukket tilbage, efter at PwC konstaterede en formelfejl i beregningen.
Responsummet tager ikke stilling til den verserende sag på Frederiksberg. Men det behandler netop det underliggende spørgsmål om, hvilke regler der gælder for administrationstilskuddet, når kommune og selvejende institution ikke er enige.
Sætter spørgsmålstegn ved myndighedernes fortolkning
Responsummets rækkevidde stopper ikke ved de enkelte kommunesager.
Efter at have gennemgået blandt andet Hvidovre-sagen og en tidligere sag fra Statsforvaltningen konkluderer Rasmus Grønved Nielsen, at der efter hans opfattelse kan sættes spørgsmålstegn ved de to tilsynsudtalelser om opsigelse af driftsoverenskomster og ændring af administrationstilskud.
Dermed rejser responsummet også et spørgsmål om den hidtidige myndighedsfortolkning af reglerne.
OPS-Indsigt har forelagt de centrale konklusioner for ministeriet og spurgt, om ministeriet deler professorens fortolkning, og om responsummet giver anledning til at præcisere vejledningen på området.





