Netcompany bliver nu medejer af Danish Centre for AI Innovation (DCAI), der ejer og driver Danmarks AI-supercomputer Gefion.

Den private it-virksomhed investerer 325 mio. kr., mens den statslige Danmarks Eksport- og Investeringsfond, EIFO, tilfører yderligere 150 mio. kr. Novo Nordisk Fonden øger samtidig sin investering, så de tre ejere samlet tilfører selskabet 500 mio. kr., Det fremgår af en pressemeddelelse.

”Det handler om at styrke Danmarks og Europas konkurrenceevne, robusthed og digitale suverænitet – og om at sikre, at vi ikke blot deltager i AI-revolutionen, men også er med til at forme den,” siger André Rogaczewski, CEO i Netcompany.

Når investeringen er gennemført, vil Novo Nordisk Fonden eje 52,6 pct. af DCAI. EIFO og Netcompany vil hver eje 23,7 pct. Netcompany får desuden en plads i DCAI’s bestyrelse og almindelige rettigheder som minoritetsaktionær.

Det er en markant udbygning af den offentlig-private konstruktion omkring Gefion. Hidtil har selskabet været ejet af Novo Nordisk Fonden og EIFO. Nu bliver en kommerciel it-leverandør både medejer og en del af den strategiske ledelse af den nationale AI-platform.

Læs også: Investering i AI-supercomputer åbner vejen mod superliga 

Ifølge Netcompanys selskabsmeddelelse tegner de tre investorer aktier til samme pris og på identiske vilkår. Investeringen værdisætter DCAI til 875 mio. kr. før kapitaltilførslen. Aftalen er underskrevet og uden yderligere betingelser.

Skal åbne Gefion for flere

Formålet med investeringen er at øge kapaciteten og give flere virksomheder, offentlige institutioner og forskere adgang til sikker AI-infrastruktur placeret i Danmark.

Gefion anvendes allerede inden for blandt andet forskning, forsvar, sundhed og industri. Ifølge DCAI nærmer supercomputeren sig sin kapacitetsgrænse, mens behovet ændrer sig fra træning af store modeller til løbende drift af AI-systemer og agenter.

EIFO forventer en kraftig vækst:

“AI forandrer grundlæggende vores økonomi og samfund, og vi forventer, at efterspørgslen efter AI-kapacitet i Danmark vil seksdobles på blot fem år.”

Det siger EIFOs administrerende direktør, Peder Lundquist, i forbindelse med offentliggørelsen.

Den nye ejerkreds fremhæver især offentlige institutioner, regulerede brancher og mindre virksomheder som målgrupper. Ambitionen er, at de skal kunne anvende avanceret AI uden at være afhængige af udenlandske datacentre og infrastrukturejere.

Fra samarbejdspartner til medejer

Netcompany bidrager ikke kun med kapital. I præsentationen af aftalen fremhæves virksomhedens erfaring med at udvikle og drive komplekse og samfundskritiske digitale løsninger.

Dermed får samarbejdet en dobbelt karakter. Netcompany bliver på én gang medejer af infrastrukturen og en privat virksomhed, der kan udvikle AI-løsninger til offentlige myndigheder og andre kunder med brug af infrastrukturen.

”Det handler om at styrke Danmarks og Europas konkurrenceevne, robusthed og digitale suverænitet – og om at sikre, at vi ikke blot deltager i AI-revolutionen, men også er med til at forme den,” siger André Rogaczewski, CEO i Netcompany.

Pressemeddelelsen oplyser ikke, om ejerskabet giver adgang til reserveret kapacitet, særlig indsigt i kundernes behov eller andre kommercielle fordele. Den beskriver heller ikke, hvordan DCAI vil sikre lige adgang for Netcompanys konkurrenter.

Det kan blive afgørende, hvis Gefion skal fungere som en fælles national platform. Andre it-leverandører skal i så fald kunne anvende infrastrukturen på vilkår, der gør det muligt at konkurrere om AI-opgaver for kommuner, regioner og statslige myndigheder.

Offentlige indkøb bliver næste spørgsmål

Et andet ubesvaret spørgsmål er, hvordan offentlige institutioner skal købe kapacitet og ydelser fra DCAI.

Selv om EIFO er medejer, er det ikke dermed givet, at myndigheder kan købe direkte uden konkurrence. Det afhænger blandt andet af DCAI’s retlige status, kontrolforholdene, den konkrete ydelse og om selskabet opererer på et kommercielt marked.

Det bliver derfor relevant at få afklaret, om offentlige kunder køber ren regnekraft, komplette AI-løsninger eller udviklingsforløb – og hvornår udbudsreglerne finder anvendelse.

Investeringen kan give Danmark en stærkere og mere uafhængig AI-infrastruktur. Men den gør samtidig governance, konkurrenceneutralitet og gennemsigtige adgangsvilkår til en central del af projektet.

Vil du læse resten af artiklen?

Prøv OPS-Indsigt gratis i 4 uger

Få adgang med det samme - ingen binding - ingen kreditkort 4 ugers gratis prøveperiode

Log ind