Sidste weekends aftale om takster på botilbudsområdet skal skabe større gennemsigtighed og gøre det lettere for kommunerne at sammenligne priser og indsatser. Samtidig er ambitionen at begrænse de omfattende forhandlinger, som i dag præger markedet for botilbudspladser.
Men den valgte konstruktion kan vise sig at blive mere kompliceret end forventet. Det vurderer Per Nikolaj Bukh, professor i økonomistyring ved Aalborg Universitet, efter at have gennemgået aftalen grundigt.
Læs også: Ny takstaftale skal løse botilbuddenes økonomiske problemer – men fire står tilbage
Han hæfter sig især ved, at politikerne har valgt en model med nationale indsatsniveauer, mens selve taksterne skal fastsættes regionalt efter nationale kriterier, som endnu ikke er fremlagt.
Dermed kan sammenlignelige pladser få forskellige priser afhængigt af, hvor i landet botilbuddet ligger.
“Det eneste, der er fælles, er sådan set indsatsniveauerne, fordi de er nationale. Men taksterne inden for niveauerne fastlægges regionsvis mellem kommunerne, og de bliver forskellige. Det bliver godt nok indviklet, for hvad sker der, når en kommune køber en plads i en anden region, hvor taksten er en anden?” spørger Per Nikolaj Bukh.
Når borgeren krydser regionsgrænsen
Det er ikke nogen usædvanlig situation, at en kommune køber en botilbudsplads i en anden landsdel.
Mange specialiserede tilbud har borgere fra flere kommuner, og et botilbuds geografiske placering er ikke nødvendigvis afgørende for, hvor borgerne kommer fra. Men med den nye model skal kommunerne inden for hver af de fire regioner fastsætte bindende takster på baggrund af omkostningerne ved sammenlignelige offentlige tilbud.
Læs også: Ny takstaftale får ros – men kan den bremse udgifterne?
Det rejser ifølge Per Nikolaj Bukh et grundlæggende spørgsmål om, hvordan priserne skal fungere på tværs af regionsgrænser.
“For hvad, når et botilbud sælger pladser til kommuner i forskellige regioner, så kan der vel ikke være til forskellige takster, når det er den samme plads? De her forskelle kan sagtens blive over 10%, og hvad betyder det for kommunernes budgetsikkerhed,” spørger han.
Det rejser spørgsmål om skal en kommune betale den takst, som gælder i den region, hvor botilbuddet ligger? Eller får den regionale prisfastsættelse andre konsekvenser, når køberen befinder sig i en anden region?
Aftalen fastlægger de overordnede principper, men den giver ikke et udtrykkeligt svar på alle de praktiske situationer, der kan opstå ved køb på tværs af regionerne. For professoren er det et eksempel på, at ønsket om et mere ensartet system ikke nødvendigvis fører til en enklere model.
Mange takster inden for samme niveau
Kompleksiteten stopper ikke ved regionsgrænserne.
Aftalen lægger op til nationale indsatsniveauer, der skal afspejle omfanget af den støtte, borgerne har behov for. Men inden for hvert niveau skal der også kunne fastsættes forskellige takster. Det er blandt andet muligt at tage højde for særlige kompetencer, personalebehov og fysiske faciliteter.
Den fleksibilitet er nødvendig på et område, hvor borgernes behov varierer betydeligt. Men den betyder også, at der kan opstå mange forskellige priser inden for den samme overordnede struktur.
Per Nikolaj Bukh illustrerer i interviewet problemstillingen med et tænkt eksempel, hvor 15 indsatsniveauer kombineres med tre til fem forskellige takster inden for hvert niveau. Det kan resultere i et omfattende antal priser, som skal beregnes og administreres af såvel kommuner som leverandører.
Der er alene tale om et eksempel. Det endelige antal indsatsniveauer og takster er som nævnt endnu ikke fastlagt. Spørgsmålet er derfor, om modellen kommer til at gøre priserne lettere at sammenligne, eller om den i praksis skaber en ny form for kompleksitet.
Samme pris – men forskellige omkostninger
En anden udfordring handler om forskellene mellem kommunale og private botilbuds økonomi.
Efter aftalen skal de regionale takster tage udgangspunkt i de offentlige tilbuds omkostninger ved at levere en sammenlignelig indsats. Det skal sikre fælles beregningsprincipper og lige vilkår mellem offentlige, selvejende og private leverandører.
Læs også: Kommunerne får magt over priserne på botilbud
Men Per Nikolaj Bukh peger på, at tilbuddene ikke nødvendigvis har samme økonomiske forudsætninger. – Særligt ejendomsomkostningerne kan være forskellige.
“Hvis ideen er, at de private skal have samme takst som kommunerne og levere det samme antal timer, så har vi et problem. Private tilbud vil altid have højere ejendomsomkostninger end kommunale tilbud, fordi kommunerne kan finansiere deres bygninger langt billigere,” forklarer han.
Forskellen opstå typisk, når et privat botilbud lejer bygninger på markedsvilkår, mens et kommunalt tilbud finansierer bygninger langt billigere . Dermed kan to tilbud levere en sammenlignelig faglig indsats, men have forskellige omkostninger ved at stille de nødvendige fysiske rammer til rådighed.
Aftalen åbner for differentierede takster og mulighed for at tage hensyn til særlige forhold hos private leverandører. Der kan også aftales afvigelser fra de almindelige takster, hvis parterne er enige. Men de nærmere beregningsregler mangler fortsat.
Det er derfor endnu uklart, hvordan forskellene i ejendoms- og finansieringsomkostninger konkret skal håndteres.
Forhandlingerne kan få nyt indhold
Et af de politiske mål med den nye takstmodel er at reducere det administrative arbejde, som kommuner og botilbud i dag bruger på prisforhandlinger. For når taksterne bliver bindende og beregnet efter fælles principper, skal der i princippet ikke længere forhandles om prisen på samme måde som i dag.
Men Per Nikolaj Bukh tvivler på, at det nødvendigvis betyder færre uenigheder.
Forhandlingerne kan i stedet komme til at handle om, hvilket indsatsniveau en borger skal placeres i, om der er grundlag for en differentieret takst, og hvilke omkostninger der skal indgå i beregningerne. Dermed kan en del af de nuværende diskussioner blot flytte sig til andre dele af systemet.
“Jeg tror ikke, at de konsulentvirksomheder, som har gjort det til deres levebrød at hjælpe de to parter med at forhandle med hinanden, bliver arbejdsløse af den her model. Det kan godt være, at nogle forhandlingselementer forsvinder, men der bliver stadig masser at forhandle om,” siger Per Nikolaj Bukh.
Han peger samtidig på, at botilbudsområdet er vanskeligt at standardisere. Mange tilbud er små, borgernes støttebehov varierer, og en enkelt borger med særligt omfattende behov kan få stor betydning for økonomien i et tilbud med få pladser.
Derfor er det ikke givet, at faste takster og indsatsniveauer vil fjerne behovet for individuelle vurderinger.
De afgørende beregninger mangler
Per Nikolaj Bukh afviser ikke, at den nye model kan blive en forbedring. Han anerkender behovet for fælles beregningsprincipper og større gennemsigtighed, men understreger, at det endnu er vanskeligt at vurdere de økonomiske konsekvenser.
Flere centrale elementer skal først udvikles i den kommende tid. Det gælder blandt andet antallet af indsatsniveauer, reglerne for differentierede takster indenfor indsatsniveauerne og den nationale overheadsats, som skal fastlægges på baggrund af en uvildig analyse.
Først når der foreligger konkrete beregninger, bliver det muligt at vurdere, hvordan modellen vil påvirke forskellige typer botilbud, og om det vil påvirke kommunenes udgiftsniveau og budgetsikkerhed.
Efter planen skal den nye takstmodel træde i kraft den 1. januar 2028, mens kommunerne får frem til udgangen af 2029 til at indplacere borgernes indsatser i de nye niveauer. Indtil da står det åbent, om modellen vil skabe den forenkling, som aftalepartierne ønsker.
For Per Nikolaj Bukhs vedkommende er det afgørende ikke blot, at taksterne bliver mere gennemskuelige, men også at de afspejler de reelle forskelle mellem tilbuddene – uden at der opstår nye og omfattende forhandlinger om, hvilken pris der skal gælde.
