Den nye politiske aftale om takster på botilbudsområdet skal gøre det lettere at gennemskue, hvad kommunerne betaler for, og hvad borgerne får for pengene. Samtidig skal aftalen bidrage til at fjerne de økonomiske gråzoner, som ifølge aftalepartierne giver mulighed for snyd og misbrug.

Men spørgsmålet er, om politikerne med den nye model har fundet løsningen på de problemer, der gennem længere tid har præget debatten om botilbuddenes økonomi. Det tvivler Per Nikolaj Bukh, professor i økonomistyring ved Aalborg Universitet, på.

Efter at have gennemgået aftalen grundigt peger han på, at der ganske vist er forbedringer, men at flere af de mest grundlæggende spørgsmål fortsat står ubesvarede.

Tror ikke debatten er slut

I sidste uge udpegede han i en anden artikel fire punkter, som de centrale aktører ønskede løst, men som de konstant væver ind i hinanden under den almindelige debat, så det er svært at skaffe sig et overblik.

“De fire punkter; stigende udgifter, økonomisk regelbrud, velfærdskriminalitet og kommunernes takstfejl. Det har man ikke løst med den her aftale,” siger Per Nikolaj Bukh.

Og han tror heller ikke på, at debatten om profit på velfærd vil forsvinde, blot fordi taksterne nu skal tage udgangspunkt i kommunernes omkostninger.

I aftaleteksten fremhæves det, at en ny takstmodel skal skabe større sikkerhed for, at ressourcerne anvendes til borgerne, øget transparens med omkostningerne og at modellen skal bidrage til at fjerne de gråzoner, som enkelte brodne kar udnytter.

Men efter Per Nikolaj Bukhs vurdering er der forskel på at skabe større gennemsigtighed om prisfastsættelsen og så at sikre, at pengene faktisk bliver anvendt korrekt.

Gennemsigtighed er et middel – ikke et mål

Professoren anerkender, at aftalen indeholder væsentlige forbedringer.

Med nationale indsatsniveauer bliver det lettere at sammenligne, hvor mange støttetimer borgerne kan forvente. Samtidig skal kommunerne offentliggøre beregningsgrundlaget for de takster, som fremover fastsættes i fællesskab på regionalt niveau.

Det kan give et bedre indblik i både den kommunale økonomi og det antal timer, som indgår i takstberegningen. Men Per Nikolaj Bukh mener, at der er en risiko for, at gennemsigtigheden bliver gjort til et mål i sig selv.

“Når man laver en styringsløsning, så kan den jo ikke have som formål at være transparent. Altså transparent må være en løsning, ikke et formål,” fastslår han.

Hans pointe er, at større gennemsigtighed først bliver en reel forbedring, hvis oplysningerne kan bruges til at sikre, at borgerne får den indsats, der er behov for, og at pengene anvendes til relevante formål og de konkrete udgifter er på et rimeligt niveau.

Det er ikke nødvendigvis det samme som at kunne sammenligne priser og timer på tværs af tilbud.

Kan tilsynet få sværere ved at gribe ind?

Aftalen indeholder også en styrkelse af kontrollen. Her afsættes der 20 millioner kroner til socialtilsynene over fire år, mens kontrolenheden i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen får tilført yderligere seks millioner kroner årligt fra 2028. Men de to kontrolspor har forskellige opgaver.

Den uafhængige kontrolenhed skal undersøge, om kommunernes takster er beregnet korrekt, om relevante omkostninger er medtaget, og om de tilbud, der sammenlignes, faktisk er sammenlignelige.

Socialtilsynene skal fortsat føre tilsyn med botilbuddenes kvalitet. Her peger Per Nikolaj Bukh på, at socialtilsynene i dag netop forholder sig til, om et botilbuds udgifter er relevante for den indsats, der leveres.

Med den nye model kan kontrollens fokus efter hans vurdering forskydes fra, hvordan pengene anvendes, til om tilbuddet leverer det antal timer som taksten forudsætter.

“Hvis man erstatter vurdering af det enkelte tilbuds konkrete udgifter med, et takstbånd, der afspejler omkostningsstruktur i de kommunale tilbud, så behøver tilsynet egentlig ikke længere at forholde sig til de enkelte udgiftsposter, når taksten skal fastsættes,” siger Per Nikolaj Bukh.

Hans bekymring er, at en model, som skal skabe større gennemsigtighed, samtidig kan gøre det vanskeligere at gribe ind over for udgifter, som ikke kommer borgerne til gode.

Det er dog ikke en konsekvens, der følger direkte af aftaleteksten. Socialtilsynene skal fortsat føre tilsyn med tilbuddenes kvalitet, og de nærmere regler er endnu ikke fastlagt. Men Bukhs pointe er, at aftalen ikke tydeligt besvarer, hvordan kontrollen med de konkrete udgifter skal fungere i den nye prisstruktur.

De afgørende regler mangler stadig

En anden væsentlig usikkerhed er, at en række af modellens centrale elementer endnu ikke er fastlagt. Antallet af indsatsniveauer skal først besluttes i et efterfølgende arbejde. Det samme gælder de nærmere regler for takstberegning og mulighederne for at differentiere priserne.

En national overheadsats skal fastlægges på baggrund af en uvildig analyse, som forventes i 2027.

Per Nikolaj Bukh peger her på, at disse spørgsmål får stor betydning for både kommunale og private botilbud. Særligt vanskeligt kan det blive at sikre sammenlignelige priser, når private tilbud har andre ejendoms- og finansieringsomkostninger end kommunale tilbud. (Det ser vi nærmere på i næste artikel)

Aftalen åbner ganske vist for særlige takster, men hvordan forskellene skal håndteres i praksis, er endnu ikke afklaret. Derfor er professoren også tilbageholdende med at konkludere, hvordan den nye model samlet vil fungere.

Han afviser ikke, at den kan blive en forbedring på nogle områder. Men han efterlyser konkrete beregninger eller beregningsmodeller, som kan illustrere, hvad det er man har tænkt, samt større klarhed om de principper, der skal omsætte aftalen til virkelighed.

En aftale med et ubesvaret spørgsmål

Efter planen skal den nye takstmodel træde i kraft den 1. januar 2028, mens kommunerne får frem til udgangen af 2029 til at indplacere borgernes indsatser i de nye niveauer.

Der er dermed fortsat tid til at udvikle de regler, som skal få modellen til at fungere.

Men for Per Nikolaj Bukh er det centrale spørgsmål, om politikerne med aftalen først og fremmest har skabt et nyt system til at fastsætte priser – eller også har fundet en løsning på de problemer med økonomisk kontrol, som har været med til at begrunde reformen.

Hans foreløbige vurdering er, at den nye model kan skabe mere gennemsigtighed, men at det fortsat er uklart, hvordan den skal sikre, at pengene i sidste ende anvendes til den indsats, borgerne har brug for.

Vil du læse resten af artiklen?

Prøv OPS-Indsigt gratis i 4 uger

Få adgang med det samme - ingen binding - ingen kreditkort 4 ugers gratis prøveperiode

Log ind