Fra tirsdag kan kommuner og regioner langt hurtigere indgå og iværksætte horisontale samarbejdsaftaler om sundhedsopgaver uden et almindeligt udbud.
Sundheds- og Kirkeministeriet har udstedt en ny bekendtgørelse, som fjerner den hidtidige minimumsperiode på ni måneder mellem aftalens indgåelse og ikrafttrædelsen.
Efter de hidtidige regler kunne aftaler indgået efter 1. april 2026 tidligst træde i kraft 1. juli 2027 og først ni måneder efter indgåelsen. Efter de nye regler kan en aftale træde i kraft umiddelbart efter indgåelsen – dog tidligst 1. januar 2027.
Parterne skal fortsat tage hensyn til, at berørte medarbejdere får en hensigtsmæssig overgang, og at borgere informeres om flytningen af opgaver.
Ændringen sker efter ønske fra KL og Danske Regioner. Ministeriet skrev i forbindelse med høringen, at reglerne skal: ”understøtte et mere smidigt samarbejde om implementeringen af reformen”.
Samtidig lempes reglerne for at ændre eksisterende aftaler. De hidtidige begrænsninger for, hvornår der kunne indgås tillæg, fjernes, og tillæg kan fremover omfatte overførsel af aktiver, passiver, rettigheder og pligter. Ansatte kan fortsat ikke overføres, når et tillæg træder i kraft.
Aftalerne står uden for almindeligt udbud
Horisontale samarbejdsaftaler gør det muligt for kommuner og regioner at løse offentlige opgaver sammen uden at gennemføre et almindeligt udbud, hvis betingelserne i udbudslovens § 15 er opfyldt. Det kræver blandt andet, at aftalen udgør et reelt samarbejde om fælles målsætninger og ikke blot et leverandørforhold, hvor den ene myndighed køber en ydelse af den anden.
På sundhedsområdet bliver modellen brugt til eksempelvis akutsygepleje, sundheds- og omsorgspladser og andre opgaver i det nære sundhedsvæsen. Den kan også omfatte støttefunktioner som rengøring og madproduktion, hvis de bidrager til løsningen af de fælles offentlige opgaver.
Private virksomheder kan anvendes som underleverandører, men kan ikke være part i den horisontale aftale.
Erhvervsorganisationer advarede
Både Dansk Erhverv og DI advarede under høringen om, at de mere fleksible regler kan gøre det lettere at holde opgaver i et lukket offentligt kredsløb.
Dansk Erhverv skrev, at ordningen indebærer risiko for, at:
”private leverandører og eksisterende private underleverandører reelt afskæres fra at bidrage til opgaveløsningen.”
Organisationen pegede blandt andet på manglende markedsafdækning, begrænset økonomisk gennemsigtighed og risikoen for, at private og selvejende tilbud mister det opgavegrundlag, som finansierer specialiserede kompetencer.
DI anerkendte behovet for praktisk anvendelige regler, men vurderede, at den øgede fleksibilitet:
”skærper behovet for værn mod, at aftalerne i praksis udvikler sig til leverandørforhold”.
DI anbefalede desuden, at centrale oplysninger om aftalerne blev gjort offentligt tilgængelige. Det skulle blandt andet gælde økonomien, opgavefordelingen og myndighedernes vurdering af, om betingelserne for at undlade udbud er opfyldt.
Ministeriet får kun begrænsede oplysninger
Den nye bekendtgørelse kræver, at regionen orienterer Sundheds- og Kirkeministeriet om, at en aftale eller et tillæg er indgået, dens gyldighedsperiode og fordelingen af opgaver.
Der stilles derimod ikke krav om, at hele aftalen, økonomien eller den udbudsretlige vurdering offentliggøres. Bekendtgørelsen indeholder heller ikke krav om en forudgående markedsafdækning.
Dermed bliver det i praksis op til kommuner og regioner selv at dokumentere, at samarbejdet er reelt, og at aftalen ikke blot dækker over et offentligt leverandørforhold, som burde have været konkurrenceudsat.
Den nye bekendtgørelse træder i kraft 17. november 2026.





