“Det er jo afgørelsen, der er vigtig for borgeren – ikke om der mangler et dokument.”
Sådan lyder det fra professor på CBS, Nanna Mik-Meyer, der sammen med sine medforfattere, Anne Mette Møller og Erika Ausker står bag bogen Skøn, magt og retssikkerhed i Magtudredningen 2.0.
Læs også: Når teknologien forskubber magten
I et interview med OPS-Indsigt gør hun op med en udbredt fortælling særligt i medier og debatfora: At de høje omgørelsesprocenter på socialområdet dokumenterer et system, der træffer forkerte afgørelser.
“For læseren virker det jo som om, at der er nogle forkerte afgørelser i alle de her sager. Og det er jo så langt fra tilfældet,” understreger hun.
Og hun ved hvad hun taler om. Nanna Mik Mayer har i over 20 år haft socialområdet under lup som socialantropolog. Og i den nye bog har hun, Møller og Ausker opstillet analyser, der udover forskningsbaseret viden baserer sig på interviews med sagsbehandlere, teamledere og jurister i kommuner og Ankestyrelsen.
Læs også vores anmeldelse: En sjældent klar bog om et uklart system – men ikke et ord om magten på markedet
Omgørelser er proces – ikke nødvendigvis fejl
Ifølge Nanna Mik-Meyer er problemet ikke nødvendigvis kvaliteten af afgørelserne, men måden de bliver til på.
“Det, vi ved fra både kommuner og Ankestyrelsen, det er, at deres indtryk ikke er, at særlig mange sager får en anden afgørelse. Der er for det meste tale om procesfejl.”
Dermed bliver omgørelser ofte et spørgsmål om manglende dokumentation, behov for nye oplysninger eller formelle juridiske fejl – ikke om selve den faglige vurdering af borgerens behov.
“Det forholder man sig ikke til i Ankestyrelsen, og her skal man være opmærksom på, at det er jo afgørelsen, der er vigtig for borgeren. Det er jo det, der er vigtigt. Ikke om der har manglet et ekstra dokument,” siger Nanna Mik-Meyer.
Sager udvikler sig – og det forsvinder i debatten
Et centralt, men ofte overset forhold er, at sager på socialområdet udvikler sig over tid.
“Det er simpelthen ikke den samme borgersituation, du står med efter et stykke tid,” påpeger Nanna Mik-Meyer.
Når en sag bliver sendt til Ankestyrelsen, kan der gå måneder eller i nogle tilfælde år inden svaret kommer fra styrelsen. I mellemtiden kan der være kommet nye oplysninger, og borgerens situation kan have ændret sig, siden kommunen oprindeligt vurderede sagen.
“Det forklarer måske, hvorfor der ikke eksisterer viden om, hvor mange sager, der ender med en ny afgørelse, efter at Ankestyrelsen har hjemsendt den. Vores interviewpersoners vurdering er, at det ikke sker så tit,” fortæller Nanna Mik-Meyer.
Det gør det ifølge Mik-Meyer problematisk at bruge omgørelsesprocenter som mål for kvalitet, hvis kvalitet forstås som den korrekte faglige afgørelse.
Forvaltningsdomstol: Risiko for mere jura – ikke bedre afgørelser
Omgørelsesprocenterne er blevet et politisk tema og der tales ofte i debatterne om behovet for en forvaltningsdomstol. Men det er ifølge Mik-Meyer måske ikke den rigtige løsning på problemet med de høje omgørelsesprocenter.
“Hvis ikke der er noget, der peger på, at kommunerne faktisk laver mange fejl i afgørelserne, – og det er der ikke – så er det måske at skyde gråspurve med kanoner,” understreger Nanna Mik-Meyer.
Hun peger samtidig på, at en forvaltningsdomstol risikerer at forlænge sagsbehandlingstiden yderligere.
“Vi kan risikere, at sagerne bare trækker meget længere ud – og fortsat ender med den samme afgørelse.”
Tre ben: Skøn, jura og økonomi
I stedet peger Nanna Mik-Meyer på, at afgørelser på socialområdet altid træffes i et spænd mellem tre hensyn:
- det socialfaglige skøn
- den juridiske vurdering
- de økonomiske rammer
Og her er skønnet ifølge hende ikke vilkårligt – men nødvendigt – og i øvrigt en del af lovgivningen.
“Når vi laver faglige vurderinger på det specialiserede socialområde, så er det jo meget individuelle og konkrete løsninger. Det ligger i lovgivningen,” understreger Nanna Mik-Meyer.
Samtidig spiller økonomien en reel – men indirekte – rolle, særligt efter budgetloven.
“Er der en særlig grund til at vælge det dyreste? Eller kan et billigere tilbud være lige så godt?,” lyder spørgsmålet.
Lovgivningen er klar. Økonomi må ikke være et direkte argument i afgørelsen, men sætter rammen for, hvad der fremstår som realistiske løsninger i den enkelte kommune, som er med til, at øge oplevelsen af, at borgere med samme behov bliver behandlet forskelligt på tværs af postnumrene i landet.
Et skjult rum: Valget mellem tilbud
I interviewet anerkender Mik-Meyer også, at en væsentlig del af beslutningen foregår uden for borgerens indblik.
“Borgeren sidder jo ikke med til visitationsudvalgsmøderne, hvor der bliver fremlagt forskellige løsninger.”
Det gælder også valget mellem forskellige typer leverandører – kommunale, regionale, selvejende og private. Et magtfelt, der ikke foldes ud i bogen, som vi ser på i anmeldelsen.
“Det er fuldstændigt rigtigt. Vi diskuterede det undervejs, men det blev for komplekst ift vores fokus og sidetal. Men det er rigtigt, at i et magtperspektiv, kan man sige, at jo mindre transparent tingene er, jo sværere er det at forholde sig til også som borger,” siger Nanna Mik-Meyer og fortsætter:
“Leverandørfeltet er en black box for borgeren. Man får resultatet: Det er det her, vi kan tilbyde dig, men valgmulighederne er ikke tilstede.”
Hun peger samtidig på, at økonomiske hensyn kan spille ind på et strukturelt niveau.
“Hvis kommunen har egne pladser, som ikke er fyldt op, så er det klart, at der kan være et incitament til at bruge dem.”
Retssikkerhed handler også om tid og relation
Ifølge Nanna Mik-Meyer er det derfor ikke nødvendigvis mere jura, som en forvaltningsdomstol, der er den oplagte løsning.
“Hvis vi mener, der er problemer, så skal vi kigge på de vilkår, som socialrådgiverne arbejder under,” siger hun.
Nanna Mik-Meyer peger blandt andet på store forskelle i sagsmængder mellem kommuner som et reelt retssikkerhedsproblem. Det er jo ganske enkelt svært at finde tid til at indhente alle de oplysninger, som en korrekt oplyst sag kræver.
“Hvis du har dobbelt så mange sager som en anden, så har du selvfølgelig også mindre tid. Og det påvirker alt andet lige kvaliteten,” slutter Nanna Mik-Meyer.Det skal her bemærkes at Dansk Socialrådgiverforenings seneste seneste vilkårsundersøgelse, viser at sagsbehandlere på det specialiserede børneområde har 33 sager i gennemsnit. Anbefalingen fra januar 2026 er på 23.
