Boganmeldelse:
Der er skrevet meget om det specialiserede socialområde. Om fejl, om retssikkerhed og om borgere, der ikke får den hjælp, de har krav på. Men sjældent er der skrevet så enkelt og præcist om, hvad det egentlig er for et system, vi har bygget, som i Skøn, magt og retssikkerhed.
Bogen er skrevet af professor Nanna Mik-Meyer, Anne Mette Møller og Erika Ausker og er for mig at se, trods den lille størrelse, den hidtil bedste samlede beskrivelse af den magt-kompleksitet, der kendetegner området.
Der er dog et par enkelte udfordringer, når det kommer til behandlingen af markedet, men det vender jeg tilbage til.
Tre hensyn – én afgørelse
Det centrale bidrag er forfatternes evne til at få det komplekse til at fremstå enkelt: At afgørelser på socialområdet i praksis er en triangulering mellem tre hensyn:
- det faglige, individuelle skøn
- den juridiske ramme
- den økonomiske mulighed
Det er ikke tre uafhængige størrelser – men tre hensyn, der konstant må balanceres i den konkrete sag.
Med afsæt i interviews og mange års forskning, får bogen illustreret, hvordan denne afvejning faktisk foregår i praksis. Ikke som en abstrakt model – men som et arbejdsvilkår.
Det er bogens styrke.
En tørresnor – og en fejllæsning
Et af bogens mest interessante bidrag er dens indirekte opgør med det politiske værktøj, der har præget debatten de senere år: det såkaldte Danmarkskort – eller “tørresnoren”.
Her lykkes det forfatterne – uden at gøre det polemisk – at udstille en central misforståelse: At omgørelsesprocenter bliver læst som et mål for faglige fejl.
I virkeligheden viser de noget andet. De viser, om juridiske processer er overholdt.
De siger derimod ikke noget om, hvorvidt den konkrete afgørelse er fagligt rigtig eller forkert. Resultatet er en offentlig debat, hvor: juridiske procesfejl → tolkes som faglige fejl
Og hvor både politikere og medier – mere eller mindre utilsigtet – bidrager til et billede af et system med mange faglige fejlafgørelser.
Bogen får med stor præcision mejslet denne forskydning ud i sten.
Et system, der ser værre ud, end det nødvendigvis er
Når man læser aviser, kan man let få indtryk af et system præget af massive fejl. Men som bogen viser, er der en afgørende forskel: Der er mange fejl i processer – men langt mindre viden om fejl i afgørelser.
Det betyder ikke, at alt fungerer. Men det betyder, at vi risikerer at regulere og reformere på et forkert grundlag.
Den manglende dimension: markedet
Bogen har imidlertid en svaghed. Og det er en væsentlig én.
Det specialiserede socialområde er ikke kun et forvaltningssystem. Det er også et marked.
Et marked, der består af mindst fire aktørtyper:
- kommuner (både købere og leverandører)
- regioner
- selvejende institutioner
- kommercielle private aktører
Dette marked er komplekst, uigennemsigtigt og præget af forskellige incitamenter. Alligevel reduceres det i bogen til en simpel konstruktion: kommunen køber hos “leverandøren”.
Hvem leverandøren er – og hvad det betyder – forbliver ubelyst. Dermed bliver en central del af det magtrum, der påvirker borgerne og de endelige afgørelser, ikke analyseret.
En black box
Det samme gør sig gældende i forhold til prissætningen på markedet og de magtmekanismer, der har præget års kontinuerlige uenigheder og debatter.
Det handler bl.a. om takstfastsættelser ift private aktører, rammeaftaler mellem kommuner og regioner (KKR) på det specialiserede socialområde, der er blevet beskrevet som karteldannelse og så kommunernes individuelle takst- og ydelsesforhandlinger med de ikke-kommunale leverandører efter eksempelvis BIT-metoden.
Professor Nanna Mik-Meyer fortæller i et interview med OPS-Indsigt, at det blev for komplekst at få udfoldet markedsdemmisionen ift det sideantal man skulle holde sig inden for, men hun anerkender behovet for transparens på området og beskriver leverandørfeltet som en black box ikke mindst for borgeren.
Et hul i et OPS-perspektiv
Set fra et OPS-perspektiv er det en klar mangel at markedet ikke er sat mere under lup. For netop i spændet mellem: Egne tilbud – eksterne tilbud – pris – kapacitet opstår nogle af de mest håndfaste styringsmæssige dilemmaer.
Det er her, at økonomien bliver konkret og valget mellem løsninger bliver reelt og borgerens muligheder i praksis afgrænses.
Når denne dimension ikke udfoldes, halter analysen på et centralt punkt.
Pligtlæsning – trods alt
Når det er sagt, ændrer det ikke ved bogens samlede styrke. Skøn, magt og retssikkerhed bør være pligtlæsning for:
- politikere
- patient- og brugerorganisationer
- interesseorganisationer
Og ikke mindst for dem, der til dagligt kommenterer området. For bogen giver et sjældent klart billede af:
- hvordan systemet faktisk fungerer
- hvilke vilkår afgørelser træffes under
- og hvorfor simple løsninger sjældent virker
Samtidig er det bemærkelsesværdigt, hvor klart og tilgængeligt det komplekse formidles – ikke mindst fordi forfatterne står uden for den daglige praksis som hverken klinikere eller rådgivere.
Konklusion
Bogen er nummer syv i serien Magtudredning 2.0 lykkes med noget, der sjældent lykkes så godt for forskere, medier og andre uden direkte dagligdag på feltet:
At forklare et ekstremt komplekst system enkelt – uden at forsimple det. Men den stopper, som nævnt ét skridt for tidligt. Nemlig uden markedet, hvor over 40 pct. er ikke-kommunale aktører.
Læs også: Magt, ulighed og demokratiets sprækker i digitaliseringens tidsalder
