Velfærdskriminalitet var omdrejningspunktet, da FOA på Fagbevægelsens Hovedscene ved Folkemødet inviterede til debat under overskriften “Folk og Røvere i Velfærdssamfundet”.
Ifølge LOS er der tale om en vigtig problemstilling, som alle aktører på socialområdet bør tage alvorligt. Men organisationen mener samtidig, at debatten bevægede sig væk fra løsningerne.
“Desværre bar debatten generelt set mere præg af ideologisk skyttegravskrig, hvor man skød med spredhagl mod alle private aktører, frem for at fokusere på at finde løsningerne, der kan gøre livet bedre for de mange udsatte borgere og gøre livet surt for de rådne æbler i branchen,” rapporterer LOS til OPS-Indsigt
Fem meter presseklip – men hvem talte de udsattes sag?
Som led i debatten havde FOA’s næstformand Thomas Enghausen medbragt en lang række pressehistorier om svindel og misbrug på velfærdsområdet.
Ifølge LOS blev perspektivet imidlertid ensidigt.
“For at understrege sin pointe havde FOAs næstformand Thomas Enghausen samlet en mere end fem meter lang liste med presseklip om velfærdssvindel, som blev foldet ud i teltet.”
LOS hæfter sig særligt ved, at konsekvenserne for de borgere, der i dag bor på private tilbud, ikke blev en del af diskussionen.
“Det gik desværre usagt hen, at listen over mennesker, der ville miste deres hjem, hvis vi, som FOA lagde op til, lukker alle private bosteder, ville være omtrent tre gange længere.”
De private var ikke inviteret til bordet
Et andet kritikpunkt handler om sammensætningen af panelet.
LOS konstaterer, at de ikke-offentlige sociale tilbud ikke var repræsenteret i debatten, selv om diskussionen i høj grad handlede om netop dem.
“I stedet havde man inviteret Friskolerne, som opererer på et helt andet marked, og er underlagt en anden lovgivning,” lyder det fra LOS.
KL-formand: Tilliden lider, når alle skæres over én kam
LOS peger i sin rapportering på et udsagn fra KL’s formand Peter Rahbæk Juel som et af debattens mere samlende budskaber.
“I LOS er vi overbeviste om, at de bedste løsninger på problemerne skal findes i fællesskab. Som KL’s formand Peter Rahbek Juhl sagde, så lider tilliden til hele branchen et knæk, når alle seriøse aktører tages til indtægt for enkelte kriminelles handlinger.”
Efterskrift: Kardemommeby fortæller måske en anden historie
LOS afslutter selv med en kritik af, at de private aktører i debatten blev gjort til “røverne i Kardemommeby”.
Men måske er det værd at dvæle et øjeblik ved selve fortællingen. For hvis de private sociale tilbud blev placeret i rollen som røverne, er det værd at huske, hvordan historien faktisk ender.
I Thorbjørn Egners univers er røverne ganske vist problemet i begyndelsen. De passer ikke ind, bryder reglerne og skaber utryghed. Men fortællingen slutter ikke med, at de udstødes af fællesskabet. – Tværtimod.
Tante Sofie som privat aktør
Det afgørende vendepunkt kommer, da Tante Sofie efter at hun er blevet røvet tager ansvar. Ikke som myndighed. Ikke som offentlig institution. Men som en handlekraftig privat aktør, der tør gribe ind, stille krav og tro på, at mennesker kan forandre sig.
Hun får de utilpassede røvere ind på et nyt spor.
Resultatet er, at røverne ikke længere står udenfor samfundet. De bliver en del af det. De får ansvar, funktioner og en plads i fællesskabet. Brandmester, bagermester og cirkusdirektør.
Derfor er det måske ikke helt så enkelt at bruge Kardemommeby som billede på kampen mellem offentlige og private aktører.
For læser man historien til ende, er moralen ikke, at bestemte aktører skal holdes ude af byen. Moralen er snarere, at nogen må tage ansvar for at bringe mennesker tilbage i fællesskabet – også når opgaven er vanskelig.
Og i Kardemommeby var det ikke myndighederne alene, der gjorde forskellen. Det var Tante Sofie. En privat aktør, der så muligheder, hvor andre så problemer.
Faktaboks: Folkemødets udsendte korrespondenter
OPS-Indsigt deltager ikke fysisk på Folkemødet 2026.
For fortsat at kunne følge debatterne om offentlig-private samarbejder, velfærd, indkøb og socialområdet har redaktionen indgået aftaler med en række organisationer og aktører, som fungerer som OPS-Indsigts udsendte observatører og korrespondenter under Folkemødet.
Organisationerne har ikke indflydelse på OPS-Indsigts redaktionelle vurderinger, men bidrager med referater, observationer, fotos og input fra arrangementer, som redaktionen ikke selv har mulighed for at overvære.
LOS har i denne sammenhæng fungeret som OPS-Indsigts udsendte korrespondent på Fagbevægelsens Hovedscene, hvor debatten “Folk og Røvere i Velfærdssamfundet” fandt sted.





