Alles Lægehus har pr. 1. december 2025 ansat den erfarne Mette Knakkergaard som ny administrerende direktør. Hun kommer fra stillingen som Country Manager i Memira, der er blandt de førende i Skandinavien og Holland indenfor synskorrigerende metoder.
Her har hun ifølge en pressemeddelelse haft det overordnede ansvar for driften af 12 klinikker i Danmark og mere end 8.000 operationer årligt, hvor hun har stået i spidsen for en markant vækstrejse med fokus på faglig kvalitet, patientsikkerhed og den gode patientoplevelse.
Og noget tyder på, at det er samme rejse, hun skal stå bag i Alles Lægehus.
Ansættelsen sker efter, at virksomheden i foråret hentede sin første lægefaglige direktør, speciallæge Anders Frey, der trådte ind i direktionen 1. april 2025. Dermed er der nu foretaget to centrale greb i ledelsesopbygningen i kølvandet på et år præget af kritik, skærpet tilsyn og økonomisk underskud.
Topchef med væksterfaring og kvalitetsfokus
Ifølge pressemeddelelsen skal Mette Knakkergaard lede den fortsatte udvikling af klinikporteføljen:
“Med ansættelsen af Mette får Alles Lægehus en erfaren og visionær leder, der forstår både drift, faglighed og forandring. Hun har vist, at hun kan skabe udvikling i komplekse organisationer, hvor faglighed, kvalitet og nærvær er omdrejningspunktet,” siger bestyrelsesformand Thomas Helt.
Den nye direktør fremhæver selv, at opgaven handler om at forme en stærk organisation, der er klar til næste fase af det nære sundhedsvæsen:
“Jeg glæder mig til at blive en del af alles Lægehus og til at videreudvikle de stærke rammer for kvalitet og faglighed. Sammen skal vi fortsætte arbejdet med at udvikle en organisation, der understøtter sundhedsreformens målsætninger og bidrager til at forme fremtidens nære sundhedsvæsen,” siger Mette Knakkergaard .
En strategisk opmanding efter stormen
Det seneste halvandet år har været udfordrende for Alles Lægehus, særligt efter DR-dokumentaren ”Læger på kanten”. Der bl.a. førte til politianmeldelse, kontrolbesøg fra Styrelsen for Patientsikkerhed, der ikke viste noget, som adskilte sig fra gennemsnittet af lægeklinikker, men medieeksponeringen var massiv.
Læs også: Region Nordjylland vil af med kritiseret lægehus
Ugeskrift for Læger spurgte i et interview Anders Frey, da han blev udpeget som lægefaglig direktør: Er det sager, der bekymrer dig?
“Nej, de har ikke bekymret mig, men de har selvfølgelig mit fokus. Og det er noget, vi for guds skyld skal undgå, sker igen. Det er en del af det arbejde, jeg har kastet mig over i første omgang,”, lød det dengang.
Nye stærke ledelsesprofiler skal konsolidere koncernen
Mette Knakkergaard tiltræder nu og skal sikre struktur, drift og organisationsudvikling, for de 31 lægeklinikker der er tilknyttet Alles Lægehus og som ifølge virksomheden gerne skulle blive til flere.
Anders Frey skal sikre lægefaglig kvalitet, kontinuitet og samarbejdet med klinikkerne.
Sammen med bestyrelsesformanden og iværksætteren Thomas Helt er sigtet, at de skal tegne billedet af en virksomhed, der:
- Kapacitetsudvider direktionen og fortsætter væksten
- Imødekommer kravene i det nye nære sundhedsvæsen
- Positionerer sig som en stabil og sikker samarbejdspartner for regionerne





