Frederiksberg Kommune bliver den næste kommune, der vælger at hjemtage driften af plejehjem fra en privat leverandør.
Fra 1. juli 2027 overtager kommunen driften af Lindehaven og Akaciegården, som i dag drives af Altiden. Kommunen har besluttet ikke at udnytte muligheden for at forlænge kontrakten, der udløber den 30. juni næste år, fremgår det af en pressemeddelelse.
Beslutningen kommer i forlængelse af, at Gribskov Kommune også har valgt at hjemtage driften af to plejehjem efter mange års privat drift.
Læs også: Gribskov hjemtager to plejehjem
Men hvor der i Gribskov har været forskellige udlægninger af baggrunden for hjemtagningen, fremstår afslutningen på samarbejdet mellem Frederiksberg og Altiden foreløbig mere afklaret.
Begge parter udsendte torsdag hver sin pressemeddelelse om beslutningen.
Kommunen vil tilføre flere penge
Frederiksberg Kommune begrunder hjemtagningen med et ønske om at gennemføre et kvalitetsløft på de to plejehjem og samtidig øge budgetterne.
Ifølge kommunen kan det ikke lade sig gøre inden for den eksisterende aftale med Altiden.
“Vi ønsker et markant kvalitetsløft, som det ikke har været muligt for Altiden at imødekomme inden for den nuværende aftale. Kvalitetsløftet kan derfor bedst ske med en økonomisk indsprøjtning og i sammenhæng med udvikling af kvaliteten i kommunens øvrige plejehjem,” siger formand for Ældre- og Sundhedsudvalget Sine Heltberg (S).
Kommunen oplyser ikke i pressemeddelelsen, hvor mange ekstra penge den vil tilføre de to plejehjem, eller hvilke konkrete kvalitetsforbedringer der skal gennemføres.
Dermed står det foreløbig også åbent, hvorfor det ønskede kvalitetsløft forudsætter, at kommunen selv overtager driften, frem for at videreføre samarbejdet på ændrede vilkår.
Altiden tager beslutningen til efterretning
Hos Altiden bliver beslutningen mødt med en afdæmpet reaktion.
“Vi har været glade for samarbejdet med Frederiksberg Kommune og er stolte af den indsats, vores medarbejdere hver dag leverer på Lindehaven og Akaciegården. Samtidig respekterer vi kommunens beslutning og ser nu frem mod at sikre en god overgang for alle beboere, pårørende og medarbejdere,” siger administrerende direktør Trine Mottlau.
Altiden kommenterer ikke direkte kommunens begrundelse om, at det ønskede kvalitetsløft ikke kan gennemføres inden for kontrakten.
Begge parter lægger derimod vægt på at sikre en tryg overgang. Kommunen oplyser, at alle medarbejdere på de to plejehjem får mulighed for at beholde deres job, når kommunen overtager driften.
Friplejehjem fylder i Altidens fremtid
Mens Altiden dermed mister driften af to kommunale plejehjem, fortsætter virksomheden sin ekspansion på friplejemarkedet.
Inden for det seneste år har Altiden indgået tre nye aftaler om etablering af friplejehjem. Det er en udvikling, som OPS-Indsigt tidligere har beskrevet som et tegn på fornyet aktivitet på et marked, der i en periode var præget af færre nye projekter.
I pressemeddelelsen om Frederiksberg understreger Trine Mottlau, at Altiden fortsat ser muligheder på ældreområdet.
“Kommunerne træffer løbende beslutninger om, hvordan de ønsker at organisere ældreplejen. Altiden vil fortsat være en aktiv og engageret aktør på området, hvor vi bringer vores erfaringer og kompetencer i spil til gavn for de ældre. Vi ser fortsat attraktive muligheder for samarbejde med kommuner, ligesom vi har stor tro på friplejehjem som et vigtigt supplement i fremtidens ældrepleje,” siger hun.
Forskellige bevægelser i markedet
Med hjemtagningerne i Gribskov og Frederiksberg er der fire plejehjem på vej fra privat til kommunal drift, men i sidste uge så vi hvordan Dragør Kommune har aftalt at lægge hele sin plejehjemskapacitet over til OK-Fonden.
Læs også: Kommune betaler for, at plejehjem overgår til selveje
Samtidig fortsætter etableringen af nye friplejehjem, hvor private og selvejende leverandører driver plejehjem efter en anden økonomisk og juridisk model end kommunale driftskontrakter.
De tre udviklinger illustrerer, at markedet for privat plejehjemsdrift ikke nødvendigvis bevæger sig i én retning.





