Gribskov Kommune afslutter den private og udliciterede drift af plejecentrene Bakkebo og Skovsminde og overtager selv driften fra Altiden den 1. marts 2027.
Samtidig overtager kommunen demensdagcentret Holbohave. De tre tilbud bliver herefter en del af den kommunale organisation PlejeGribskov.
Dermed bevæger Gribskov sig i den modsatte retning på plejecenterområdet, samtidig med at kommunen netop har gennemført et udbud og valgt to private leverandører til helhedsplejen i borgernes eget hjem.
Læs også: Gribskov skifter model: To private vinder udbud om helhedspleje
Kontrakten er dyrere
I juni fremlagde administrationen som led i arbejdet med kommunens budgetudfordringer som huser bl.a. et merforbrug på hjemmeplejen i omegnen af 30 mio. kr. et forslag i kommunens råderumkatalog om at opsige kontrakten med Altiden. Begrundelsen var kort: »Kontrakten er dyrere end de øvrige plejehjem.«
Her fremgik det også, at Bakkebo og Skovsminde senest blev konkurrenceudsat i 2023, hvor Altiden genvandt driften, samt at kontrakten kan opsiges med 12 måneders varsel, og administrationens forslag var at benytte denne mulighed.
På det tidspunkt var det endnu ikke besluttet, at kommunen selv skulle overtage. Administrationen skulle efter en opsigelse analysere alternative driftsformer og efterfølgende forelægge de driftsmæssige og økonomiske konsekvenser politisk.
I september meddelte kommunen så, at beslutningen er truffet: Plejecentrene overgår til PlejeGribskov 1. marts næste år.
Ingen besparelse fremgår af råderumskataloget
Hvor meget kommunen forventer at spare på hjemtagningen, fremgår imidlertid ikke af det råderumskatalog, der dannede udgangspunkt for opsigelsen.
I skemaet over forslagets økonomiske konsekvenser er der ikke anført et beløb for den forventede besparelse. Kommunen vurderede samtidig på dette tidspunkt, at der »formodentlig« ikke ville være konsekvenser for borgerne, mens konsekvenserne for medarbejderne var angivet som ukendte.
Det økonomiske grundlag blev også et tema under den efterfølgende høring. Et høringssvar indsendt på vegne af en gruppe medarbejdere og borgere ved Skovsminde og Bakkebo udtrykte »dyb og faglig bekymring« over opsigelsen.
Gruppen pegede blandt andet på, at der efter dens opfattelse tilsyneladende ikke var udarbejdet en samlet økonomisk analyse af de potentielle afledte konsekvenser for kommunens økonomi og borgernes tryghed.
Høringssvaret fremhævede samtidig medarbejdernes oplevelse af tilfredshed med kvaliteten og resultaterne på de to plejecentre og rejste spørgsmålet om, hvilken konkret forbedring beboerne ville få ved at ændre driftsformen.
Kommunen er tilfreds med Altiden
Der er heller ikke noget i kommunens begrundelse, der peger på utilfredshed med kvaliteten hos den private leverandør.
Tværtimod understreger Gribskov Kommune i meddelelsen om hjemtagningen, at kommunen gennem kontraktperioden har haft et godt samarbejde med Altiden og været tilfreds med både samarbejdet og medarbejdernes indsats.
Kommunen betegner direkte overdragelsen som »en økonomisk, politisk beslutning«.
Centerchef Ida Kock Møller fremhæver samtidig, at kommunen og Altiden nu skal samarbejde om at skabe en rolig overgang for beboere, pårørende og medarbejdere.
De ansatte hos Altiden fortsætter deres ansættelse under Gribskov Kommune efter overdragelsen. Det betyder ifølge kommunen, at beboerne fortsat vil møde kendte medarbejdere.
Et langt privat driftsforløb nærmer sig afslutningen
Hjemtagningen bliver samtidig afslutningen på et usædvanligt langt forløb med privat drift af de to plejecentre.
De blev første gang udliciteret i 2002 og virksomhedskonstruktionen bag Skovsminde har været den samme med forskellige navne som ISS, Care Partner, Aleris og senest altså Altiden.
I forhold til Bakkebo, som ligeledes har været i privat drift siden 2002, så har der været to forskellige private leverandører inde. Oprindeligt var det Aktive Care der vandt udbuddet i 2002, men driften skiftede så ved udbuddet i 2006 over til en anden privat virksomhed, som i dag hedder Altiden.
For den aktuelle beslutning står ét spørgsmål imidlertid tilbage: Kommunen har begrundet opsigelsen med, at Altiden-kontrakten er dyrere end driften af de øvrige plejehjem. Det offentliggjorte råderumsmateriale viser derimod ikke, hvor stor forskellen er, eller hvor stor en økonomisk gevinst kommunen forventer ved selv at overtage driften.
OPS-Indsigt har derfor bedt Gribskov Kommune om at redegøre for det økonomiske grundlag for hjemtagningen.





