Debatten begyndte med nogle få linjer i en ny håndbog om beregningen af takster på det specialiserede socialområde.
Siden er sagen vokset.
Liberal Alliances socialordfører Katrine Daugaard har hen over sommeren stillet en omfattende række spørgsmål til socialministeren om blandt andet hjemlen, kapitalforrentning, socialtilsynenes praksis, private tilbuds mulighed for at skabe overskud og den retlige status af den nye taksthåndbog.
Ministerens svar gør én ting klar: Private sociale tilbud må gerne tjene penge.
Læs også: Professor har nærlæst ministersvar: Læs hans vurdering her
Men de viser samtidig, hvorfor striden ikke er slut.
For ministeriet skelner mellem overskud, kapitalforrentning og de omkostninger, der må lægges til grund for taksten.
1. Hvad startede sagen?
I begyndelsen af 2026 offentliggjorde Social- og Boligministeriet en ny BDO-udarbejdet håndbog om takstberegning på det specialiserede socialområde. Samtidig arbejdede ministeriet med en ny vejledning om socialtilsynenes økonomiske tilsyn.
Her blev det slået fast, at et forventet eller ønsket overskud ikke kan indregnes i taksterne.
Det vakte kritik og blandt andre professor i økonomistyring ved Aalborg Universitet Per Nikolaj Bukh stillede i OPS-Indsigt spørgsmål ved, hvordan det kunne hænge sammen med reglerne om kapitalforrentning og private leverandørers mulighed for at drive sociale tilbud på kommercielle vilkår.
Læs også: Er ministeriet gået for langt?
Sagen rykkede efterfølgende ind i Folketinget, hvor Katrine Daugaard begyndte at stille spørgsmål til ministeren.
2. Hvorfor siger ministeriet nej til forventet overskud?
Ministeriets centrale argument findes i socialministerens svar på Socialudvalgets spørgsmål 25.
Taksterne på sociale tilbud reguleres blandt andet af servicelovens § 174 og bekendtgørelsen om finansiering af sociale tilbud.
Ifølge ministeren indeholder bekendtgørelsen en udtømmende liste over de indtægter og omkostninger, der kan og skal indgå i takstberegningen.
Et ønsket eller forventet overskud er ikke nævnt på listen og er ifølge ministeriet heller ikke en driftsomkostning og derfor må det ikke indregnes i grundlaget for taksten.
Ministeriet afviser samtidig, at der er tale om en ny regel eller en ny fortolkning. Ifølge ministeren har reglerne på dette punkt været gældende for private driftsherrer siden 2015.
3. Betyder det, at private sociale tilbud ikke må få overskud?
Nej. Det er en vigtig sondring i ministerens mange svar.
Et privat tilbud kan ende året med et positivt resultat, hvis eksempelvis omkostningerne bliver mindre end budgetteret eller indtægterne større.
Ministeriet har også slået fast, at reglerne ikke forhindrer private tilbud i at udlodde et realiseret overskud.
Den nye taksthåndbog siger tilsvarende om private tilbud:
“Et privat tilbud har ikke samme mulighed for direkte at indregne tidligere års resultat. Men derimod for at opnå et positivt resultat – et overskud – til konsolidering af virksomheden eller udlodning.”
Diskussionen handler derfor ikke om et generelt forbud mod profit. Den handler om, hvad der må regnes ind i taksten på forhånd.
4. Må et privat tilbud så indregne afkast på sin kapital?
Ja, man må godt indregne afkast på sin kapital, men her bliver sagen mere kompliceret.
Forrentning af kapital er udtrykkeligt blandt de poster, som kan indgå i takstgrundlaget og her bad Katrine Daugaard ministeren tage stilling til et konkret eksempel:
Hvis et privat tilbud har 10 mio. kr. i regnskabsmæssige driftsomkostninger og en lovligt beregnet kapitalforrentning på 500.000 kr., skal takstgrundlaget så være 10 eller 10,5 mio. kr.?
Ministerens svar er 10,5 mio. kr.
Den lovligt beregnede kapitalforrentning på 500.000 kr. må altså indgå i grundlaget for taksten. Ministeren har samtidig oplyst, at der inden for Socialministeriets ressortområde ikke er fastsat regler, som begrænser det afkast, tilbuddene kan opnå ved at stille kapital og risiko til rådighed i forbindelse med driften.
5. Hvorfor er sagen så stadig vanskelig?
Sagen er fortsat uhyre vanskelig, fordi kapitalforrentningen ikke nødvendigvis er en almindelig regnskabsmæssig omkostning.
Det går et af Daugaards opfølgende spørgsmål direkte efter.
Ministeren svarer her, at budgettet til brug for takstberegningen ikke kun kan indeholde de forventede faktiske udgifter. Det kan også indeholde kalkulatoriske poster som afskrivninger og forrentning af kapitalapparatet, der “ikke nødvendigvis fremgår direkte af regnskabet”.
Og dermed opstår sagens centrale regnestykke.
Hvis et tilbud opkræver en takst, hvori der indgår en kalkulatorisk kapitalforrentning på eksempelvis 500.000 kr., men de 500.000 kr. ikke optræder som en regnskabsmæssig omkostning i resultatopgørelsen, hvor ender beløbet så?
Det er netop her, diskussionen om kapitalforrentning kontra forventet overskud opstår.
6. Hvad har ministeren ikke svaret på?
Trods de mange ministersvar er flere konkrete spørgsmål fortsat uklare.
Katrine Daugaard har blandt andet spurgt, hvilken kapital der må forrentes, om egenkapital kan indgå, hvordan renten skal fastsættes, om der må indgå et risikotillæg, og hvordan kapitalforrentningen konkret skal fremgå af et privat tilbuds budget og takstkalkulation.
På de spørgsmål har ministeren ikke leveret en tilsvarende konkret beregningsmodel. Det betyder, at ministeriets overordnede skel efter sommerens svar er forholdsvis tydeligt:
Et ønsket eller forventet overskud kan ikke i sig selv lægges oven i taksten. En lovligt beregnet kapitalforrentning kan. Og et faktisk overskud må gerne opstå.
Men præcis hvordan kapitalforrentningen skal beregnes – og hvordan en kalkulatorisk kapitalforrentning regnskabsmæssigt skal holdes adskilt fra det forventede overskud, som ministeriet afviser – står fortsat mindre klart.
7. Hvorfor er det vigtigt?
Det handler om mere end regnskabsteknik.
Taksterne er betalingen for pladser på botilbud og andre sociale tilbud og dermed både kommunernes udgift og leverandørernes indtægtsgrundlag.
For private tilbud handler spørgsmålet samtidig om muligheden for at få et afkast på den kapital og risiko, der er bundet i virksomheden. Og for kommunerne og socialtilsynene handler det om at kunne vurdere, hvilke udgifter der legitimt kan indgå i de takster, det offentlige i sidste ende betaler.
Derfor er forskellen mellem et vilkårligt ønsket overskud og en dokumenterbar kapitalforrentning ikke bare semantik.
Det er efter sommerens mange spørgsmål blevet selve omdrejningspunktet i sagen.
Træk PDF filer på ministersvar her
Link til svar 239
Link til svar på 240
Link til svar på 241
Link til svar på 242
Link til svar på 243
Link til svar på 244
Link til svar på 245
Link til svar på 246
Link til svar på 247
Link til svar på 248
Link til svar på 250
