En efterhånden lang række af centrale aktører har i denne uge trukket sig fra statens milliardudbud til fangst og lagring af CO₂. Det gælder både kommunalt ejede affalds- og fjernvarmeselskaber og store, markedsnoterede energiselskaber.
Fællesnævneren er ikke ejerform – men konklusionen: Risikofordelingen i CCS-udbuddet er skæv.
Når så forskellige aktører som kommunale forsyninger, multiforsyninger og markedsnoterede energikoncerner når frem til samme beslutning, er det et signal, der rækker ud over de enkelte projekter. Det peger på et strukturelt problem i udbuddets design.
Ansvarlighed sætter grænsen
Hos AffaldPlus er begrundelsen formuleret klart. Her peger bestyrelsen direkte på det ansvar, som udbudsmodellen placerer hos ejerkommunerne:
“De nuværende rammevilkår i udbuddet pålægger vores ejerkommuner et betydeligt økonomisk ansvar, idet de skal stille store garantier for et projekt, som både er komplekst og højrisikabelt,” siger Stefan B. Andersen, bestyrelsesformand, AffaldPlus i en pressemeddelelse.
På den baggrund konkluderer selskabet, at det ganske enkelt ikke er forsvarligt at gå videre:
“Det er hverken realistisk eller ansvarligt at afgive et endeligt og bindende tilbud.”
Det er en formulering, der går igen – også hos andre aktører med helt andre ejer- og markedsvilkår.
Her bør det nok bemærkes, at særligt i forhold til de kommunalt ejede selskaber, kan der være en udfordring i lokalsamfundet, hvis eksempelvis et affaldsselskab skal ud i et risikabelt projekt på et område, der ikke er deres kerneforretning.
Risiko uden kontrol
Hos Fjernvarme Fyn bliver kritikken rettet direkte mod statens risikodesign. Her er det ikke teknologien, men modellen, der får et nej:
“Energistyrelsens model flytter i praksis en stor del af risikoen fra staten over på selskabet og dets ejerkommuner,” siger Louise Høst, administrerende direktør, Fjernvarme Fyn i en pressemeddelelse.
Hun understreger samtidig det principielle problem i, at risikoen knytter sig til forhold, selskaberne ikke selv styrer:
“Det er en risiko, som hverken selskab eller kommune kan kontrollere.”
Netop dette punkt – manglende kontrol over hele værdikæden – går igen på tværs af flere frafald.
Eksterne risici vælter business casen
Hos HOFOR, der ellers er langt fremme i udviklingen af CO₂-fangst på Amagerværket, er vurderingen tilsvarende klar. Her handler det især om samspillet mellem tidsplan og usikkerhed om lagring:
“De eksterne risici i projektet er for store til, at vi kan afgive endeligt bud nu,” siger Gorm Elikofer, direktør for Energi, HOFOR i en pressemeddelelse.
Meldingen illustrerer, at selv teknisk modne projekter falder fra, når risikoen i lagringsleddet og de statslige rammer ikke hænger sammen.
For kommunalt ejede selskaber betyder det, at risikoen i sidste ende havner hos ejerkommunerne. For børsnoterede selskaber betyder det betydelig regulatorisk og omdømmemæssig eksponering. I begge tilfælde er konklusionen den samme: Det er ikke ansvarligt at afgive bindende bud under de nuværende vilkår.
Et ekko fra havvindudbuddet?
Spørgsmålet er derfor, om staten er ved at gentage erfaringen fra havvindudbuddet sidste år. Også her pegede aktørerne på høj risiko, usikker regulering og manglende balance mellem ansvar og kontrol – og resultatet blev et udbud uden de forventede bud.
Læs også: Ingen bud på Danmarks største udbud af havvindmøller: Hvad gik galt?
CCS-udbuddet risikerer nu at havne samme sted: Milliarder er afsat, men de aktører, som reelt kan levere i stor skala, vælger at stå udenfor.
Set fra et OPS-perspektiv er læringen velkendt: Risiko skal placeres dér, hvor den kan styres.
Når staten designer udbud, der forudsætter, at både kommunale forsyninger og systembærende energiselskaber agerer som højrisiko-projektudviklere, opstår der et mismatch mellem politiske ambitioner og institutionel virkelighed.
Det er dét mismatch, der nu får aktørerne til at trække sig – på stribe.
