I december var det Danske Diakonhjems byggeri af Slagelse Friplejehjem, der blev ramt af en konkurs hos entreprenøren. I denne uge er det OK-Fondens og PFA’s byggerier af bl.a. et friplejehjem, 32 seniorboliger, samt et seniorbofællesskab med 30 boliger og fælleshus også beliggende i Slagelse Kommune, der rammes af det som i branchen kaldes en ”megakonkurs.”
“Det er dødærgerligt – Vi forsøger naturligvis at finde en plan og en løsning, så vi kan komme hurtigt videre,” siger Ulrik Ahrendt-Jensen, der er administrerende direktør i OK Fonden til OPS-Indsigt.
Læs også: Byggeri af friplejehjem i Slagelse er sat på standby
Konkursen rammer en af de største spillere i dansk byggeri, nemlig Dansk Boligbyg A/S, som ifølge Licitationen nu er taget under konkursbehandling.
Ifølge den seneste analyse af entreprenørerbranchen var Dansk Boligbyg A/S den 15. største entreprenør herhjemme målt på omsætningen. Virksomheden omsatte i 2022/23 for 1,5 mia. kr., men tjente kun knap otte mio. kr. på bundlinjen.
Dansk Boligbyg A/S er især kendt for sine kompetencer inden for institutionsbyggerier, senest har man bl.a. i december 2023 afleveret friplejehjemmet Helene Marie, der er en del af Fonden Mariehjemmene.
OK Fonden ramt flere gange
Konkursen rammer ikke kun OK Fondens byggeri i Slagelse, men også, deres byggeri af 42 nye seniorboliger efter konceptet ”Boliger for livet”, på Bavne Ager i Gilleleje (Gribskov Kommune), hvor man for omkring en måned siden holdt rejsegilde.
En markering af at arbejdet med de 42 boliger omsider efter nogle udfordringer var godt i gang igen under ledelse af, Dansk Boligbyg A/S, som havde overtaget opgaven fra den oprindelige totalentreprenør, der gik konkurs tilbage i 2022.
Ud over OK Fonden rammes også Autismecenter Syddanmark, hvor Dansk Boligbyg A/S for øjeblikket bygger 21 boliger, samt et større daginstitutionsbyggeri i Holbæk Kommune, fremgår det af Dansk Boligbygs hjemmeside.
Læs også: Nyt friplejehjem klar til tiden trods udfordringer
Det har ikke været muligt, at få kommentarer fra de øvrige bygherrer om bl.a. deres beredskabsplaner ift en konkurs, som der et stykke tid har været rygter om, men vi følger op.