Opførelse af et friplejehjem i fire etager med 60 plejeboliger og dertilhørende fællesfaciliteter i Slagelse er sat på standby, da byggeselskabet Paulsen A/S har indgivet konkursbegæring.
Det er ejendomsselskabet SPD og Sampension, der står bag den nye friplejehjemsbygning, med Danske Diakonhjem som friplejeleverandør.
”Selvom overdragelsen af bygningen forsinkes, har vi stadig rimelig tid til at gøre alting klar, inden de første beboere flytter ind medio februar,” forsikrer adm. direktør i Danske Diakonhjem, Christiane Dahlerup.
Overtagelsesdagen er udskudt
Oprindeligt var aftalen, at SPD skulle overdrage nøglerne til det nye friplejehjem den 10. januar 2024, men det er nu udskudt i et par uger, fordi der skal afholdes en såkaldt stadeopgørelse, og der skal findes en ny entreprenør til at færdiggøre bygningen.
Direktør og partner i SPD, Niclas Thorsbrenner, oplyser overfor OPS-Indsigt, at man er i god kontakt med kurator og han forventer, at der snart bliver lavet en opgørelse, så byggeriet hurtigt kan komme videre og færdiggøres.
”Vi har allerede kontakt til nogle, som kan færdiggøre byggeriet, så vi er sikre på, at vi finder en god og hurtig løsning,” siger Niclas Thorsbrenner.
Havde kalkuleret med ekstra tid til opstart
Slagelse Friplejehjem er et af de to friplejehjem, der forventes at åbne i Slagelse Kommune i 2024 og selvom der generelt er en voksende ældrebefolkning over 80 år, så er det ikke uvæsentligt, at de to plejehjem ikke kommer til at åbne lige oven i hinanden.
Netop interessen for Slagelse Friplejehjem har været stor siden slutningen af oktober, hvor det strømmede ind med deltagere til det første informationsmøde om Slagelse Friplejehjem og derfor bliver det nødvendigt med en hurtig løsning på den standby-tilstand, som konkursen har udløst.
Den succes friplejehjemmet har under opbygning risikerer nemlig at tage af i kraft, fordi konkursen kan skabe usikkerhed omkring friplejehjemmet. Derfor er det helt tydeligt, at det er vigtigt for Danske Diakonhjem, at man får kommunikeret, at opstarten af plejehjemmet ikke er rykket.
”Vi havde i forvejen lagt ekstra tid ind til opstart og indflytning på det nye hjem, og vi forventer derfor ikke, at byggeselskabets konkurs får betydning for, hvornår vi kan tage imod de første beboere på hjemmet,” siger Christiane Dahlerup
Hos Danske Diakonhjem informerede man allerede tirsdag de kommende beboere, pårørende og medarbejdere om situationen. ”Vi vil naturligvis løbende holde dem informeret, og de ved, at de er velkommen til at kontakte os, hvis de har spørgsmål,” siger Christiane Dahlerup.