Kommunerne er ikke retligt forpligtet til at kompensere private velfærdsleverandører for merudgifter begrundet i covid-19. Det fremgår af et brev fra Social- og Indenrigsministeriet til KL. Brevet har skabte en del frustration blandt private velfærdsvirksomheder, som havde forventet, at kommunerne med baggrund i økonomiaftalen mellem regeringen og KL, havde vist sig mere imødekommende.
Men det er altså ikke tilfældet. Situationen er ikke blevet bedre af at Social- og Indenrigsministeriet efterfølgende har været nødt til at melde ud, at deres brev ikke omfattede private sociale tilbud efter serviceloven.
Ministeriet sætter service til 100.000 borgere i bås med kontorartikler
Er det her så overhovedet et problem for nogen som helst?Helt konkret betyder det, at alle andre private velfærdsvirksomheder, som leverer velfærdsydelser til over 100.000 borgere i forhold til eksempelvis hjemmepleje, plejehjem, dagtilbud, træningsydelser og madleverance betragtes på lige fod med virksomheder, der leverer kontorartikler og it-udstyr.
Her kan kommunerne kun betale, hvis der er hjemmel i kontrakten med leverandøren, skriver ministeriet til OPS-Indsigt i en mail.
Men ud over at blive sat i bås med leverandører af varer, hvad er det så egentligt, der skaber frustration blandt de private velfærdsvirksomheder og deres brancheorganisationer?
Flere mener, at det må de private selv klare
Man kunne jo godt have den tilgang, at det må de private velfærdsvirksomheder selv håndtere. Det er jo trods alt dem selv, der har valgt at ville være på velfærdsmarkedet. De må altså dække deres egne meromkostninger.
Det er i alt fald en af de meldinger man kan få, når man følger med på de sociale medier og i debatten. Holdningen fra særligt oppositionens segment er klar, det må de private selv håndtere.
Hos brancheorganisationer som Dansk Erhverv er man uforstående. Her oplever man, at der er tale om et brud på den ånd, der ligger i aftalen og dermed direkte modsatrettet, hvad man politisk havde et ønske om da aftalen blev indgået.
Manglende ligebehandling og overset af ministerierne
OPS-Indsigt har talt med en række private velfærdsleverandører, der til baggrund oplyser, at det som de oplever er beskæmmende, er den manglende ligebehandling mellem leverandører, der leverer samme ydelse, hvad enten de er kommunale eller private.
Det er ikke fordi det drejer sig om store summer, når vi går ned i detaljerne, men den pressede situation, som landet befinder sig i med Covid-19 har en afsmittende effekt på mange private virksomheder, hvor man ikke har samme polstring som en kommunal ”pengetank”. Derfor handler udfordringen også om likviditet.
Altså evnen til at kunne betale for de nødvendige merudgifter, der typisk også bruges for at sikre de borgere leverandørerne, drager omsorg for. Det glemme man lidt i ministeriets svar.
Her har hverken Social- og Indenrigsministeriet eller Finansministeriet noget bud på, hvordan man løser det. Sidstnævnte ministerie henviser til Social- og Indenrigsministeriet, da OPS-Indsigt henvender sig.
Det skal dog siges at en stor del af de private leverandører, som OPS-Indsigt har talt med, har haft mulighed for at hente værnemidler hos kommunerne. Det er en af grundende til, at merudgifterne ikke er stukket helt af oplyses det.
Men der er også en anden side. Enkelte virksomheder mere end antyder, at kommunerne skummer fløden på den her aftale, fordi midlerne er fordelt via en befolkningstalsmodel og kommunerne faktisk har en del mindreudgifter på grund af covid-19.
Kommunerne løber fra ånd og intention
Dykker man ned i aftalerne mellem regeringen og KL fra marts og maj 2020, så kan man læse, at regeringen vil sikre, at ekstraordinære udgifter til COVID19-relaterede dækkes i et eller andet omfang, for at sikre den borgernærer velfærd.
Og her må man forstå, at det også retter sig mod de borgere som private velfærdsleverandører har ansvaret for.
I aftalen fra maj skriver man bl.a.: ”Kommunerne har sammen med en række aktører påtaget sig et stort ansvar i den ekstraordinære situation, som corona-epidemien har stillet samfundet i. Regeringen har derfor også tidligere med Aftale om tiltag vedrørende kommunernes økonomi i lyset af COVID-19 af 26. marts 2020 tilkendegivet, at den vil sikre, at der tages de fornødne skridt, og at de nødvendige ressourcer er tilstede til at finansiere indsatser i 2020 i forhold til COVID-19.
Her bruger man begrebet aktører, der kan forstås som både kommercielle og ikke kommercielle private velfærdsvirksomheder.
Der ligger altså en ånd i de her aftaler, som man blandt de private mener kommunerne løber fra, selvom finansministeren tidligere har været ude og opfordre kommunerne til at gå i dialog med de private velfærdsleverandører og finde en lokal løsning
I forbindelse med nogle af de første samtaler som OPS-Indsigt har haft påbegyndte en af de private leverandører en tegning af, som beskrev deres perspektiv og hvor det gik galt og medførte urimelige frustrationer.
Tegningen er siden udviklet i sin nuværende form, men grundlæggende beskriver den oplevelsen hos mange af de private velfærdsleverandører.
Borgere og velfærdsleverandør har en naturlig forventning til, at skattekroner der bevilliges fra Staten til kommunerne, udmønter sig til gavn for alle borgere. Uanset om leverandørerne er private eller kommunale.
Bevillingen glider så at sige ned igennem to myndighedslag fra staten til kommunerne (se tegning). Det sker efter en befolkningstalsmodel, hvorefter bevillingen skal fordeles mellem kommunens leverandører (Private og kommunale) efter en transparent model evt byggende på ydelser eller lokale befolkningstal.
Det sker i nogle kommuner, som Halsnæs og Vejle, hvor kommuner er i stand til at håndtere den dobbeltrolle kommunerne befinder sig i ved at adskille deres myndighedsfunktion fra den virkelighed, at kommunen også er ejer af en leverandør i konkurrence med de private velfærdstilbud.
Konklusionen er på mange måder, at det er denne mangel på ligebehandling fra den kommunale myndigheds side, der skaber frustrationen blandt så vel brancheorganisationen, som private velfærdsvirksomheder.
