Af Grete Mikkelsen Administrende Direktør, Gran recovery and health
Private leverandører på det specialiserede socialområde er båret af faglig indsigt og engagement. Der er ikke noget man ønsker sig mere som privat leverandør, end at kunne levere billige og gode tilbud til kommunerne.
Alligevel bliver vi gang på gang udstillet som årsagen til, at kommunerne har massive budgetoverskridelser uden, at man går nærmere ind i, hvorfor priserne stiger på det specialiserede socialområde.
Flere forskellige rapporteringssystemer
Private virksomheder bliver kontrolleret af flere forskellige instanser, flere med modsatrettede krav.
Private tilbud er virksomheder, som skal leve op til alle de samme krav som andre private virksomheder – herunder bl.a. lovgivning indenfor ansættelsesretten, arbejdsmiljø, GDPR, elektronisk fakturering m.fl.
Derudover skal vi også leve op til en lang række af retningslinjer fra bl.a. Styrelsen for Patientsikkerhed, Socialtilsynet, krav fra den stedlige kommune, krav fra de mange forskellige handlekommuner m.v.
Dette fordrer, at der skal dokumenteres i flere forskellige rapportsystemer hver dag og flere gange om dagen.
Kvalitetsstyring en nødvendighed
For at styrke den efterspurgte kvalitetsstyring og synliggøre vores faglige kvalitet overfor ”markedet” og vores eksterne samarbejdspartnere har vi hos os valgt at blive certificeret efter ISO 9001: 2015. Andre leverandører vælger måske noget andet. Pointen er vi er som leverandører drevet til at dokumentere vores kvalitet systematisk.
Dette indebærer hos os, at alle koncernens tilbud har et tværgående kvalitetsledelsessystem, der sætter rammer om den kontekst, hvert tilbud har sit virke i.
Det betyder at kvaliteten i organisationens ydelser kan dokumenteres og matche de stadigt stigende krav til dokumentation, information, planlægning og opfølgning, som vi bliver mødt af som leverandør til de offentlige instanser, og som vi bliver auditeret i 3 gange årligt med 2 interne audits og et eksternt.
Rapportering tager tid
Denne brede palet af rapporteringssystemer, som er nødvendig, hvis man vil være leverandør på specialiserede socialområde, er i dag så ressourcekrævende, at jeg vil anslå at det samlede tidsforbrug øremærket til dokumentation er ca. 50 % af den takst, som kommunerne betaler for en borgers ophold.
De sidste 50 % går så til medarbejdere i driften, kompetenceudvikling, supervision, ejendomsomkostninger og forbrugsudgifter m.v.
Hvis alt går vel, kan der så – måske – afsættes max. 5 % til fremtidige uforudsete udgifter, hvilket i sig selv er uholdbart i et samfund med stigende inflation, hvor den kommunale fremskrivningsprocent for taksterne på ingen måde følger den nationale udvikling af lønniveauer og driftsomkostninger.
Opgaverne bliver mere komplicerede
Så hvorfor er det blevet dyrere i de private tilbud? Hvad er det, som presser priserne op?
Vores tilbud har eksisteret i 40 år. I 1986 kostede en plads hos os ca. 39.000 kr. I dag koster den billigste plads ca. 64.000 kr.
Nu er jeg ikke økonom, men jeg mener også at kunne huske, at en månedsløn i 1986 for en pædagog lå på ca. 23.000 kr., hvor den i dag ligger på mellem 35.000-44.000 kr.
Ja så alt bliver dyrere, og i takt med at kommunerne og regionerne, bliver bedre og bedre til at håndtere de problemstillinger, der er, bliver de opgaver, som det offentlige beder de private om hjælp til at løse, mere og mere komplicerede – og dermed også dyrere, da det kræver personale med specialiserede kompetencer, som er dyrere i drift.
Medarbejderkrav drive taksten
Samtidig har man opfundet en tilbudsmodel, hvor Socialtilsynet reelt måler kvaliteten i tilbuddene med udgangspunkt i medarbejdertimer og med krav om, at der i hvert tilbud skal være min. 70 % personale med en pædagoguddannelse eller en lignende kompetencegivende uddannelse på min. bachelorniveau – hvilket vil sige først 10-11 års skolegang og herudover en studentereksamen og derefter 3 års yderligere efteruddannelse.
Dette for at Socialtilsynet skal kunne føre tilsyn med et område, der er meget vanskeligt at styre, og for at de skal kunne vurdere kvaliteten af en indsats, som ikke umiddelbart er til at måle, da effekten af de indsatser, der leveres, viser sig over længere tid.
Et sådan krav har alt andet lige også stor betydning for den samlede takst for en plads.
Måler kvalitet i uddannelsesniveau
Indenfor vores erhverv bør det dog først og fremmest være de menneskelige værdier, der tillægges betydning. Brænder man for jobbet eller er man bare på job for at tjene penge?
Dette kan gøre en væsentlig forskel for de borgere, som bliver involveret i en relation med medarbejderen, og her betyder uddannelse meget lidt.
Med en så stereotyp tankegang, at det kun er en så snæver medarbejdergruppe, som bør varetage disse jobs, ”snyder” man beboerne for relationerne til det levede liv, som består af mange forskellige personer med forskellige kompetencer, og som er mennesker, de kan spejle sig i – og i sidste ende, gør man beboerne afhængige af professionel pædagogisk støtte – måske resten af deres liv.
Det betyder ikke, at uddannelse ikke er vigtig. Det fleste private tilbud træner og efteruddanner løbende deres medarbejdere, da de er afhængige af den kvalitet, de leverer. Men ikke alle mennesker er ens, og der er ikke én løsning, der passer alle.
Vi har brug for den mangfoldighed af tilbud, vi har i dag, og ikke for ens kopier, som man er ved at presse igennem nu, og hvor der levnes meget lidt plads til at afprøve nye idéer og udvikle tilbuddene med en kvalitet, som var lige så god eller bedre – og måske ovenikøbet billigere.
Men så længe Socialtilsynet måler kvalitet i antal af medarbejdere og deres uddannelsesbaggrund, bliver det ikke billigere – tværtimod.
Er det for borgeren- samfundet – kommunen?
For hvordan måler man kvalitet? Er det ud fra en vurdering af, om borgerne trives eller om kommunerne er tilfredse, eller ud fra det øjebliksbillede, som tilsynskonsulenterne baserer deres oplevelse ud fra, når de kortvarigt er på tilsynsbesøg 1-2 gange om året?
For at kunne tale om kvalitet, bliver vi således nødt til at blive enige om, hvad kvalitet er – og for hvem. For at vi kan blive enige om det, bliver vi også nødt til at blive enige om, for hvem, vi løfter en opgave. – Er det for borgeren- samfundet – kommunen?
For den opgave, som de specialiserede sociale tilbud skal løfte, er betinget af hvem som bestiller opgaven.
Større fokus på profit end trivsel
Det næste problem består i, hvem, som så har ansvaret for, at opgaven bliver løst på denne måde. I dag er det sådan, at handlekommunen ønsker en opgave løst på en bestemt måde, men det er Socialtilsynet, der skal kontrollere, at opgaven bliver løst ud fra en anden kontekst, – nemlig om det er forsvarligt forvaltning af offentlige midler.
Og næste problem er så, når der er afsat for få midler til opgaven, så er det bostedet, der bærer ansvaret.
På nuværende kan oplevelsen som privat udbyder være, at man er mere interesseret i, om private tilbud tjener penge på deres arbejde end om borgerne trives.
Kvaliteten kommer i anden eller 7. række. Det er vældigt frustrerende at stå som privat udbyder på det her område og vedvarende skal høre på, at det er vores skyld, at kommunerne har konstante budgetoverskridelser, fordi udgifterne stiger og stiger på området- uden at man skeler til årsagerne hertil.
