Profit på velfærd er stadig et brandvarmt emne. Socialpædagogerne og FOA holder emnet varmt og ingen er i tvivl om, at de to store fagforeninger synes, at det er en rigtig god ide, at alle private tilbud lukker.
Benny Andersen fra Socialpædagogerne skriver på Altinget, at det her ikke et korstog mod private, men at det ene og alene handler om hensynet til borgeren, og det er her kæden hopper af for mig.
Ingen, ej heller regeringen, der har været ude med et forslag om at ulovliggøre private virksomheder tænker tanken til ende, for hvad betyder det her rent faktisk?
Risiko for afspecialisering og milliardudgifter
Gennemføres det som ligger nu, bliver den helt store problematik, at hele området afspecialiseres. Mange af de steder der vil lukke, er netop højt specialiseret steder, der rummer de borgere, der ikke rummes i almene tilbud. En niche om man vil.
Det er de borgere, der i dag er på et privat bosted, som Socialpædagogernes Landsforbund risikoudsætter ved at understøtte ministerens forslag, fordi lukningen af private tilbud vil betyde, at borgerne skal flytte til et sted, der højt sandsynligt ikke kan rumme deres udfordringer.
De to fagforbund reflekterer ikke over, hvad det koster for kommunerne at hjemtage disse borgere, der bor på lukningstruede tilbud. DI har udarbejdet et estimat, at det vil koste mellem 750 millioner til 2,1 milliarder.
Altså et kæmpe tab som skal dækkes, og af hvem?
Man har glemt borgeren i jagt på profitmarginaler
Og det er blot pengene, men hvorfor tænker de gode fagforbund ikke borgerens rettigheder ind i denne debat?
Når man læser at 45 private tilbud har trukket 28 millioner kroner ud som fortjeneste. 600.000 kroner pr. sted og det er før skat. Så kan det virke vildt, at vi overhovedet har denne debat, for vi taler ikke om hvad det ville koste hvis Kommunen skule drive samme type botilbud. Kommunerne skal jo også tjene penge til deres ansattes ”kolde hænder”, men de fleste synes, at det er en empatisk tanke, at alle penge skal gå til borgerne i vores velfærdssamfund.Ser man på, hvad det det reelt vil betyde, så vil man få nogle tal der angiver, at omkring 3000 borgere er i risiko for at miste det bosted, hvor de i dag befinder sig, at mange tusind ansatte står til at miste deres arbejde og at ildsjæle vil gå personligt konkurs,. Tilsammen en meget mindre klædelig tanke.
Og ingen har spurgt de allermest sårbare og deres pårørende, om de er indstillet på som de eneste i det danske samfund, at miste et frit valg. De kunne læse om det første gang i Ekstra Bladet, at ministeren mente, at det var bedst for dem. Det her er en debat hvor partiideologi får et fagforbund til at gå foran borgerens frihed, man ønsker ganske enkelt at nationalisere det sociale område, fordi man i sit ideologiske tankesæt sætter sig over borgeren.
Udsatte borgeres ret til ligebehandling ofret på et ideologisk alter
Og hvorfor har man lige fokus på socialområdet? Der findes jo også private virksomheder på andre velfærdsområder.
Ældreområdet, de privat praktiserende læger, ambulancer skal iflg. regeringen ikke nationaliseres og hvorfor egentlig ikke, hvis det er profit på velfærd, man vil til livs, så er det vel hele vejen rundt, at man vil bekæmpe profit.
Svaret ligger lige til højrebenet. Det giver helt enkelt ikke god mening for en regering, at kaste sig ud i en debat med vores ældre borgere om det frie valg skulle tages fra dem. De er ressourcestærke og kan sige fra. Seniorerne i vores samfund ville aldrig acceptere, at de ikke havde frit valg i forhold til hvem de skulle bo hos, hvem der skulle pleje dem mm. Og selvfølgelig er det en utænkelig tanke.
Men når det gælder de allermest sårbare i vores samfund, så skal denne ret tages fra dem.
De her borgere kan ikke sige fra, og de skal fremadrettet stilles ringere end resten af samfundet. Borgernes frihed til at vælge er afmonteret i debatten, blandt dem der ønsker et forbud mod profit.
Jeg er i chok over, at man vil stille en udsat borgergruppe dårligere end resten af samfundet, at regeringen ikke er nysgerrig på, hvordan man skaber den bedste kvalitet, til den bedste pris – og nysgerrig på hvordan vi sammen får løftet hele området kvalitetsmæssigt.
Gode botilbud vil lukke, samfundets svageste får færre muligheder.
Arrogant og uden nysgerrighed
Det som har slået mig som uforståeligt i denne debat er, at fagforeninger ikke er mere nysgerrige på hvordan private virker og hvordan vi får løftet kvaliteten på hele området, hvorfor er de ikke interesseret i hvordan arbejdspladser kan forblive intakte til gavn for de mest udsatte borgere og for deres medlemmer.
FOA og Socialpædagogerne mener, at vi private føre en skræmmekampagne, når vi modsiger dem og påpeger en reel risiko ved det forslag, som Social- og Indenrigsminister Astrid Krag har præsenteret indtil nu.
De prøver at få private til at fremstå grumme og som nogen der fordrejer sandheden, selvom vi alene stiller spørgsmål og ikke får svar hverken fra de to fagforbund eller ministeren. Det er mega arrogant når Benny Andersen går ud og siger, at private ikke vil lukke deres tilbud, når han samtidig ikke giver svar på hvordan det skal undgås.
Investering af egen eller skatteborgernes lommer
De steder jeg har været i kontakt med, er ildsjæle der har stillet personlig kaution til banken, de har været i banken og banken har sagt nej til at låne til en fond. De tilbud vil lukke. Slut.
Både det offentlige og de private virksomheder investerer mange penge i området hvert år. Uden penge kommer vi ingen vegne. De privates investeringer kommer enten fra egen lomme eller fra tidligere års afkast. Det offentliges investeringer kommer fra skatteborgernes lommer. Ingen i det offentlige tager noget op af egen lomme for at investere i noget nyt.
I det private er man som sagt nødt til at investere med egne midler, og derfor kan man ikke sammenligne de to systemer en til en. Det er denne forskel, der nødvendiggør, at private virksomheder har et afkast på deres investering. En slags skat om du vil og for at opnå det, leverer vi ydelser til en fair og transparent pris. Hvis vi ikke gør det, bruger kommunerne os ikke. De private er nødt til at være innovative for at kunne levere en bedre ydelse til en billigere pris, for de har hænderne på kogepladen, en oplevelse det offentlige system er fritaget for, fordi regningen kan sendes videre.
Stop gentagelserne og fakta resistensen
Jeg troede fagforinger var til for deres medlemmer. Deres medlemmer har vi ansat ude på vores gode botilbud, men med den debat vi har, ser jeg ikke fagforeningerne tale medlemmernes sag. Tværtimod oplever jeg, at der bliver talt ned til deres arbejdsplads og til deres faglighed.
På trods af at 98 % af de private er gode tilbud med almindelige afkast, men det virker ikke til at påvirke fagforeninger eller ministeren med de fakta, de virker nærmest fakta resistente, det er ikke fakta det handler om for dem, for hvis det var, ville det lovforslag aldrig være kommet frem. Det handler om ideologi og om at lukke en hel selskabsform.
Jeg har grublet længe over, hvorfor de skulle ønske dette og er kommet frem til, at det må være for deres egen skyld, for det er ikke deres medlemmer, borgere eller kommuner der vinder ved sådan et lovforslag. Hvis de har argumenter, vi ikke kender til, så glæder jeg mig til at høre dem, og ikke bare høre de samme tre sætninger der kører i ring og som ingen hold i virkeligheden har.
Borgere, medarbejdere og virksomhedsejere er gidsler på fjerde uge
Virksomhedsejer, borgere og medarbejder er taget som gidsler i en ideologisk kamp drevet af enkeltsager, hvor alle vi andre i det private stadig har vores øjne rettet mod kvaliteten for at yde den bedste service til vores borgere.
Der er nu gået så lang tid siden ministerens udmelding, at vi befinder os i en situation, hvor vi bruger store ressourcer på at holde i hånd og drage omsorg for både pårørende, borgere og medarbejdere, mens vi venter på at stormen raser af på en måde, så vi kan komme i havn. Sker det ikke, lukker vi og siger farvel. Og det vil ske, uagtet hvad Benny Andersen siger.
