Af Morten Jung, Branchedirektør OPS, Dansk Erhverv; Katrina Feilberg, Branchedirektør Sundhed og Life Science, Dansk Erhverv.

Sundhedsreformen er nu på vej fra papir til praksis.

Selvom den offentlige debat hurtigt bevæger sig videre, er det i implementeringen, at de reelle forandringer sker.

Et centralt element i reformen er flytningen af opgaver fra kommuner til regioner. Når opgaver samles, bør det være en anledning til udvikling og innovation – ikke til at lukke sig om egen drift. Her oplever vi desværre nogle advarselslamper, der blinker.

Læs også på Regional-Indsigt: Kampen om akutsygeplejen afslører magtspillet

Reformen – og dermed også opgaveflytningen – rummer et betydeligt potentiale for at styrke samarbejdet mellem offentlige og private aktører til gavn for patienterne. Der er samtidig mulighed for at løfte kvaliteten, hvor den i dag halter. Den ambition bakker vi op om.

Men potentialet realiseres ikke af sig selv. Der er en reel risiko for, at opgaveflytningen, stik imod de politiske intentioner, i praksis fører til status quo frem for udvikling.

Et nyt dyr i udbudsretten

Offentlig-privat samarbejde er ikke et ideologisk spørgsmål. Det handler om kvalitet, kapacitet og rettidig behandling – og om at skabe mest mulig sundhed for pengene.

På området vedrørende omsorgspladser og akutsygepleje har vi set at kommunerne i stort omfang får lov til at videreføre driften via de såkaldte “horisontale samarbejder”, som et nyt dyr fra udbudsretten på den sundhedspolitiske savanne. Tænk hvis regionerne her, havde valgt at gå i dialog med ikke-offentlige aktører, om at de kunne drive området til en højere kvalitet eller bedre pris. Det har vi til gode.

Læs også på Regional-Indsigt: Kommunerne risikere at skrive under i blinde på aftaler med regionerne

Et andet eksempel er hjerneskadeområdet, hvor en væsentlig del af den specialiserede rehabilitering i dag varetages af private og selvejende tilbud med stærke faglige og tværfaglige miljøer. Hvis disse svækkes som følge af ensidig regional opbygning eller usikkerhed om fremtidens patientgrundlag, risikerer vi at miste vigtig tværfaglig specialisering – til skade for nogle af de mest komplekse patientforløb.

Dansk Erhverv advarer mod “regionalisering”

Udgangspunktet må være, at når der er en opgave der lige så godt kan løses af andre aktører, afsøger man den mulighed for at se hvad der leverer bedst kvalitet for pengene.

Der er en risiko for, at de bruges til ensidig hjemtagning af opgaver fra ikke-offentlige leverandører – en udvikling, vi betegner som “regionalisering”. Det kan i praksis begrænse adgangen for private og selvejende aktører og svække det samarbejde, reformen ellers lægger op til.

Læs også på Regional-Indsigt: KL er bekymret for beslutningsgrundlaget i horisontale aftaler

Når regionerne både er myndighed og leverandør, er det afgørende, at der er fokus på, hvornår andre aktører kan bidrage til at løse opgaverne til bedre eller samme kvalitet – til gavn for patienterne og samfundsøkonomien.

Lad os tage et fælles ansvar for løsninger

En tidlig og systematisk inddragelse af private aktører er afgørende. Det er her, rammerne for samarbejde, opgavefordeling og kapacitet bør afklares – før strukturerne sætter sig fast.

Uden en reel dialog risikerer vi beslutninger, der fører til færre valgmuligheder og dårligere løsninger. Og dermed mindre sundhed for pengene.

Opgaveflytningen bør bruges som en løftestang til at styrke det samlede sundhedsvæsen.

Det kræver, at vi aktivt vælger samarbejde.