Da Region Midtjylland tidligere på året fandt en ny operatør til Fursund Lægehus, blev det præsenteret som en løsning, der skulle sikre patienterne større kontinuitet.
Regionen har i den nye aftale lagt vægt på, at patienterne så vidt muligt møder den samme læge.
“Det er vigtigt for os, at alle borgere har et nært og godt lægetilbud, og derfor har regionsrådet særligt fokus på kontinuitet i udbudsklinikkerne,” udtalte formand for Sundhedsråd Midt, Helle Jensen (LA), da aftalen blev offentliggjort.
Hun tilføjede:
“Derfor er det en del af den nye aftale, at patienterne så vidt muligt altid møder den samme læge.”
Læs også: PLO-læge har vundet udbud om lægepraksis
Men bag den politiske ambition gemmer sig en udbudsmodel, der kan få betydning langt ud over den konkrete klinik på Fur.
To læger bliver vurderet dårligere end én
Ifølge oplysninger som OPS-Indsigt er i besiddelse af, vægter pris 40 procent i udbuddet, mens kvaliteten vægter 60 procent. Inden for kvalitetsvurderingen vægter kriteriet “kontinuitet” hele 78 procent.
Samtidig bliver antallet af læger i regionens model gjort til målestok for kontinuitet. Det betyder, at hvis man kommer med et tilbud med to faste læger i denne her model, så vil den blive vurderet dårligere end et tilbud med én læge.
Her er det værd at bemærke, at tilbyder man en læge ved denne model, skal lægen dække 85 pct. af åbningstiden, ellers vanker der bod.
Dette helt centrale element skal ses ift den almindelige ferie- og fridagslovgivning, som når det er fratrukket et almindeligt “åbningsår”, efterlades der mellem 5 og 10 dage til lukning af klinikken på grund af sygdom – herunder børns første sygedag, uddannelse m.v. – Inden man får en bod.
Samlet rejser det spørgsmålet, om modellen i praksis belønner en bestemt organisationsform med en læge frem for den samlede driftssikkerhed over tid?
Regionen erkender: Dyrere tilbud kan vinde
Region Midtjylland afviser ikke, at modellen kan føre til, at et dyrere tilbud bliver valgt, fordi det giver minuspoint, hvis man fx. tilbyder to læger – en af hvert køn -, modsat et tilbud med en læge, hvor prisen så kan vise sig at være højere.
På spørgsmål fra OPS-Indsigt svarer man: “Regionen er opmærksom på, at en vægtning af konkurrencekrav kan lede til, at et dyrere tilbud vælges.”
Regionen fastholder dog, at modellen er helt i orden: “Regionen vurderer, at vægtningen er saglig og proportional i forhold til formålet med udbuddet, ” skriver man til OPS-Indsigt.
Jagten på kontinuitet skaber nyt dilemma
Dermed opstår det centrale spørgsmål: Er én læge nødvendigvis mere kontinuitet end to faste læger?
Det er netop her, kritikken fra dem vi har talt med rammer modellen. For mens regionen belønner løsninger med én gennemgående læge, kan den samme model samtidig reducere robustheden i driften.
Hvis klinikken er afhængig af én læge til at opfylde kontinuitetskravet, bliver sygdom, efteruddannelse, opsigelse eller længerevarende fravær potentielt mere kritisk for driften.
Regionen anerkender selv, at kravet stiller særlige krav til leverandøren.
“Kontinuitetskravet er fastsat for at sikre kontinuitet i patientbehandlingen, og regionen er opmærksom på, at det stiller krav til leverandørens planlægning af driften, herunder ved håndtering af fravær,” skriver man.
Samtidig understreger regionen: “Det er leverandørens ansvar at tilrettelægge driften, så kravene kan opfyldes.”
Ligebehandling et leverandøransvar
Det fremgår klart af spørgsmål og svar-materialet til udbuddet, som OPS-Indsigt har adgang til, at der ikke kan dispenseres fra kontinuitetskravet på de 85 pct.
Derfor har vi spurgt regionen, om man forud for udbuddet har vurderet om kontinuitetskravet og den manglende dispensationsmulighed kan have indirekte konsekvenser for sammensætningen af læger hos tilbudsgiver, herunder i relation til længerevarende fravær som fx barsel, og hvordan det i givet fald harmonerer med principperne om ligebehandling mellem køn?
Her modtager vi et svar, hvor regionen står fast på kontinuitetskravet og desuden skriver: “Regionen forudsætter, at leverandører tilrettelægger deres drift og ansættelsesforhold i overensstemmelse med gældende lovgivning, herunder reglerne om ligebehandling.”
Det er altså leverandøren ifølge regionen, der har ansvaret for at balancerer lovgivning, ligebehandling og kontinuitetskrav.
Ingen dispensation men…
Det har ført til, at vi har spurgt regionen, om den som udbyder mener, at den juridisk kan stille et kontinuitetskrav, der potentielt gør, at tilbudsgiver kan blive beskyldt for, at bryde en række ligestillings- og omsorgsregler, fordi kvindelige læger, eller læger med børn og sygdomshistorik fravælges ved ansættelsen hos tilbudsgiver, fordi de her forhold i lægens privatliv øger risikoen for bod i forbindelse med overholdelse af kontinuitetskravet?
Her åbner regionen i sit svar til OPS-Indsigt for, at håndhævelsen af kravet i praksis ikke nødvendigvis bliver mekanisk.
“Der er ikke i kontrakten mulighed for at dispensere fra kontinuitetskravet. Hvis kravet i en konkret situation ikke opfyldes, vil regionen dog altid foretage en konkret og proportional vurdering af årsagen og de konkrete omstændigheder,” lyder det
Regionen nævner blandt andet længerevarende sygdom og barsel som forhold, der kan indgå i vurderingen.
Et principielt spørgsmål for kommende udbud
Sagen fra Fursund handler derfor om mere end en enkelt lægeklinik på Fur. Den illustrerer et klassisk dilemma i offentlig kontraktstyring:
Jo mere man forsøger at optimere efter én kvalitet – i dette tilfælde kontinuitet – desto større er risikoen for, at andre hensyn bliver trængt i baggrunden.
I Fursund er spørgsmålet, om regionens model reelt måler den kontinuitet, patienterne oplever – eller om den først og fremmest belønner en bestemt måde at organisere lægedækningen på.





