En ny velfærdspolitisk undersøgelse har haft til formål at belyse, i hvilket omfang kommunerne benytter botilbud uden for kommunegrænsen. Analysen er en del af evalueringen af det specialiserede socialområde, som blev aftalt ved finanslov 2020.
Undersøgelsen fra Social- og Indenrigsministeriet viser, at 39 procent af voksne med handicap, som bor i et botilbud, har bopæl i en anden kommune end den, der afholder udgifterne.
Analysen er interessant fordi OPS-Indsigt tilbage i Marts og Maj bragte en række artikler, der beskrev at udligningsreformen kunne medføre, at kommunerne fik stærke økonomiske incitamenter til at vælge tilbud inden for kommunegrænsen.
Der er her ikke tale om et valg mellem offentlig eller private, men ganske enkelt potentiale for en form for protektionisme, hvor dem der er inden for kommunegrænsen er dem man vælger først.Nu tydeliggør analysen, denne problematik yderligere.
Konkret handler det om afskaffelsen af betalingskommunefolketallet, som man gennemførte med den nye udligningsreform. I praksis betyder ændringen, at det er blevet væsentligt dyrere at anbringe en borger i et botilbud i en anden kommune, da de dermed skifter bopæl. I alt kan det nu være over 300.000 kroner, som en kommune mister i udligning per borger, som visiteres til et botilbud udenfor kommunegrænsen. Med 9.500 ud af 24.000 voksne borgere i botilbud, som har bopæl udenfor den kommune, som betaler borgerens service, er det adskillige milliarder kroner, som betalingskommunerne fremover mister i udligning hvert år. En ny bopæl betyder, at alle de udligningskroner, som borgeren normalt ville indkassere til kommunen, overgår til den nye bopælskommune. Dermed er det både bloktilskud og udgiftsbehov til borgeren, som overgår til bopælskommunen. Det til trods for, at det er hjemkommunen, som betaler for borgerens service. Et økonomisk incitament for at vælge tilbud i egen kommune Problemet er, at man dermed skaber et direkte økonomisk incitament for kommunerne til at tilbyde en borger med handicap et tilbud indenfor egen kommune.
LOS-Landsorganisationen for Sociale Tilbud, har tidligere overfor OPS-Indsigt vurderet, at dette incitament blot yderligere understøtter en kommunetænkning, om at man kan klare det hele selv.Man skal nok heller ikke forvente den store hjemtagningseffekt. “Strategien fra kommunerne har i forvejen været ret offensiv, så potentialet for, hvor mange der kan hjemtages, yderligere må være ved at være nået.” Udtalte direktøren for LOS i marts måned til OPS-Indsigt.På den lidt længere bane kan man potentielt se nogle udfordringer, hvor de højt specialiserede tilbud bliver pressede og må lukke, hvad enten de er private eller offentlige, hvis kommunerne vælger egne tilbud ved nyvisiteringer.
Alle taber på ordningenDen nye mekanisme har vakt kritik, fordi det økonomiske incitament til at placere en borger i egen kommune er skadeligt for både den enkelte borger og samfundsøkonomien som helhed. Den enkelte borgere kan risikere, at kommunen alene visiterer til tilbud der ligger indenfor kommunegrænsen uanset om de er offentlige eller private. Her kan borgeren så havne i den situation, at tilbuddet enten ikke helt passer til borgerens behov, eller at borgeren slet ikke er inden for tilbuddets målgruppe og derfor ikke får den støtte som han eller hun helt konkret har brug får. Udfordringen med at en borger er anbragt på et tilbud, hvor målgruppen ikke passer er allerede kendt i dag. Her kompenserer man ofte tilbuddet ved at betale tillæg til taksten, så tilbuddet kan opgradere sig specifikt i forhold til den enkelte borgere. Det gør det alt andet lige dyrere at anbringe en borger på et tilbud, der ikke passer til ham eller hende.Alligevel kan det ofte være billigere for en kommune at vælge et dyrere botilbud, så længe det ligger indenfor kommunegrænsen, og er under 300.000 kroner dyrere om året end et tilsvarende tilbud i en anden kommune. Dermed skabes der et decideret dødvægtstab i samfundsøkonomien, fordi man skaber incitamenter til ikke at vælge den mest effektive, billige eller bedste løsning.Populært sagt kan man altså sige, at der skabes en toldmur mellem kommunerne, fordi man skal betale for at placere borgeren i en anden kommune. Det økonomiske incitament er ikke af en ligegyldig størrelse. Ganger man de 9.500 borgere med de cirka 300.000 kroner i mistet udligning per borger, er det et besparingspotentiale fra udligningen på knap tre milliarder kroner for hjemkommuner, hvis de kan finde et passende botilbud indenfor kommunegrænsen til voksne med handicap. Det beløb er kun udregnet på baggrund af socioøkonomiske og aldersbestemte udgifter, som en kommune mister, men andre områder af udligningen påvirkes også negativt. Se regneeksemplet for aldersbestemte og socioøkonomiske udgiftsbehov nederst i artiklen. Bloktilskud og udskrivningsgrundlag påvirkes negativtIkke nok med at kommunen mister konkrete udlignings- og tilskudsbeløb, så bliver kommunens udskrivningsgrundlag per indbygger i langt de fleste tilfælde også højere. Det skyldes, at borgere i botilbud typisk vil have enten lav eller ingen indkomst. Når den borger flytter til en anden kommune, bliver det antal indbyggere, som det samlede udskrivningsgrundlag skal divideres med, lavere. Det betyder, at udskrivningsgrundlaget per indbygger bliver højere, selvom kommunen i de fleste tilfælde vil have nøjagtigt samme egentlige udskrivningsgrundlag. Dermed bliver deres udligning også lavere. Oveni det, bliver bloktilskuddet for en kommune, som placerer en borger i botilbud i nabokommunen lavere, fordi bloktilskuddet fordeles efter antal indbyggere i kommunen. Når en kommune mister en indbygger, bliver bloktilskuddet dermed lavere. Området undersøgesFordi netop afskaffelsen af betalingskommunefolketallet med udligningsreformen affødte en større politisk debat i foråret, blev den endelige konklusion, at området skal undersøges nærmere. Den nye velfærdsanalyse understøtter dette behov yderligere fordi den viser, at der alene blandt voksne med handicap er 9.500 borgere, som berøres af ændringen. Dertil kommer børn og ældre, som også bliver flyttet på tværs af kommunegrænserne. Ifølge tidligere opgørelser er der over 25.000 danskere som bor i en anden kommune end den, der betalers deres service. Omlægningen af betalingskommunefolketallet blev lavet, fordi man i en rapport fra det såkaldte finansieringsudvalg i 2018 havde fundet, at der kan opstå svindel med registreringen af borgere, og at man med bopælskommuneopgørelsen vil få et mere sikkert beregningsgrundlag.