Markedet for sociale tilbud består af både af private, kommunale og regionale tilbud med det særlige karakteristika, at de kommunale både er storindkøber og storleverandør og det er præcist det sidste, som har præget markedsdynamikken på det specialiserede socialområde, men nu ser det ud til at udligningsreformen kommer til at sætte sit særlige præg på denne dynamik. Det vender vi tilbage til
OPS-Indsigt har tidligere beskrevet, hvorledes kommunerne som i et andet våbenkapløb har anvendt forhandlingskonsulenter, når de har skulle forhandle priser med sociale botilbud. Her er en af pointerne, at dette våbenkapløb handler mindre om de private tilbud end om de offentlige storleverandører, der sidder på ca 2/3 af de sociale tilbud med solide forhandlingskompetencer i baglandet.
Debatten om kommunernes brug af forhandlingskonsulenter rullede i efteråret og medvirkede bl.a. at man fik indskrevet i finansloven for 2020, at der skulle ske en evaluering af det specialiserede socialområde, så man vidste hvad der var op og ned. Det er i denne sammenhæng Social- og Indenrigsministeriet har gennemført en ny undersøgelse.
Undersøgelsen viser i sin analyse at 9.500 ud af 24.000 voksne borgere i botilbud, har bopæl udenfor den kommune, som betaler borgerens service. Det svare til godt 39%.
En gevinst på 300.000 kroner på borgere fra andre kommuner
I forhold til udligningsreformen betyder det, at i og med at man nu har afskaffet det såkaldte betalingskommunefolketal, så er det fremover dyrere for kommunerne at have borgere anbragt i sociale tilbud uden for kommunegrænserne. Omvendt er der også en potentiel udligningsgevinst for kommunerne ved at have specialiserede private sociale tilbud inden for kommunegrænsen, som andre kommuner visitere til.
Gevinsten kan være på over 300.000 kroner pr borger, som visiteres ind til et privat botilbud fra en anden kommune. Med 9.500 ud af 24.000 voksne borgere i botilbud, som har bopæl udenfor den kommune, som betaler borgerens service, er det adskillige milliarder kroner, som opholdskommunerne fremover scorer i udligning hvert år. (Læs beregningsgrundlaget i artiklen: Botilbud i nabokommuner koster hjemkommuner flere milliarder om året.)
En ny bopæl betyder, at alle de udligningskroner, som borgeren normalt ville indkassere til hjemkommunen, overgår nu til den nye bopælskommune. Dermed er det både bloktilskud og udgiftsbehov til borgeren, som overgår til bopælskommunen. Det til trods for, at det er hjemkommunen, som betaler for borgerens service.
Private botilbud bidrager positivt til udligningsregnskabet
Når de private sociale tilbud er særligt interessante handler det om den specialiseringsgrad som disse tilbud ofte har. Der er tale om tilbud specialiseret i en sådan grad, at det ville kræve kommuner i regionsstørrelse for at have et tilstrækkeligt stort område.
Det alene taler for, at udligningsreformens negative toldmurs effekt ikke vil have fuldt gennemslag. De specialiserede private og for den sags skyld også de regionale og kommunale tilbud vil fortsat trække borgere til fra andre kommuner.
En anden ting som gør de specialiserede private tilbud interessante i denne sammenhæng er, at investeringen, udviklingen og driften af dem er økonomisk risikofrie for kommunen, samtidig med at et privat botilbud bidrager positivt til beliggenhedskommunens udligningsregnskab og hertil kommer skabelsen af arbejdspladser.
Det vil sige, hvis kommunen er bekymret for, at dens egne kommunale tilbud ikke kan ”løbe rundt” på grund af toldmuren, kan der lidt tænkt være en vis musik i at lade de private overtage de kommunale botilbud og således minimere risikoen, samtidig med at specialiseringen opretholdes.
Hvor meget vil toldmurseffekten slå igennem?
Man kan diskutere om denne nye virkelighed vil give kommunerne et særligt økonomisk incitament for at vælge tilbud inden for kommunegrænsen.
Hvorvidt kommunerne vil lade sig stimulere og fremadrettet visitere mere inden for egen kommunegrænse end til nabokommunerne handler om kommunerne vil sætte regel over skøn. Det er nemlig således, at kommunerne via sociallovgivningen er forpligtede til at visitere borgerne til det tilbud, der matcher borgeren bedst ud fra en faglig skønsmæssig betragtning. Regel må altså ikke stå over fagligt skøn. Det vil sige, man må ikke visitere udelukkende inden for egen kommunegrænse.
Udfordringen med at en borger er anbragt på et tilbud, hvor målgruppen ikke passer er allerede kendt i dag. Her kompenserer man ofte tilbuddet ved at betale tillæg til taksten, så tilbuddet kan opgradere sig specifikt i forhold til den enkelte borgere. Det gør det alt andet lige dyrere at anbringe en borger på et tilbud, der ikke passer til ham eller hende.
