Knap 25 mio. kr. skal nu hjælpe landets kommuner med at udbrede velfærdsteknologi i ældreplejen. Pengene kan blandt andet bruges til skærmbesøg, digitale træningsløsninger og teknologi, der understøtter mennesker med demens.
Men tilskuddet er ikke alene tiltænkt kommunernes egen ældrepleje.
Børne-, Ældre- og Boligministeriet skriver udtrykkeligt, at kommunerne også kan anvende midlerne til private helhedsplejeleverandører, som kommunen har indgået aftale med.
Dermed får udmøntningen en direkte offentlig-privat dimension: Teknologien skal i princippet kunne følge borgerens pleje på tværs af kommunale og private leverandører.
Fordeles efter antallet af ældre
Midlerne fordeles mellem alle 98 kommuner efter deres andel af ældre borgere. Der er altså ikke tale om en ansøgningspulje, hvor enkelte kommuner konkurrerer om pengene. Formålet er at investere i løsninger, der allerede er afprøvet og har vist en positiv effekt. Regeringen lægger dermed vægt på udbredelse frem for udvikling af nye teknologier.
Udmøntningen følger anbefalinger fra Partnerskabet for udbredelse af velfærdsteknologi i ældreplejen. Partnerskabet blev nedsat af Ældreministeriet og samlede blandt andre KL, fire kommuner, ældre- og medarbejderorganisationer, Dansk Erhverv, Dansk Industri og virksomheder fra velfærdsteknologibranchen. (Se kommissorium)
Partnerskabets opgave var at anbefale, hvordan velfærdsteknologi og kunstig intelligens kan skaleres i ældreplejen, og hvilke lovgivningsmæssige rammer det kræver. Ældreministeriet stod for mødeledelse og sekretariatsbetjening.
Det betyder, at leverandørmarkedet har været repræsenteret i det forarbejde, som ligger bag satsningen. Det næste spørgsmål er, om virksomhederne også får reel adgang, når pengene skal omsættes til konkrete indkøb i kommunerne.
Den afgørende test bliver kommunernes praksis
Børne-, ældre- og boligminister Jacob Mark understreger, at teknologien ikke skal være en erstatning for medarbejderne:
“Teknologien skal ikke erstatte omsorgen eller medarbejderne, men hjælpe med at frigøre tid.”
Baggrunden er udsigten til mangel på op mod 24.000 social- og sundhedsmedarbejdere frem mod 2035. Teknologien skal derfor både styrke borgernes selvstændighed og reducere medarbejdernes tidsforbrug på opgaver, der kan løses digitalt eller teknologisk.
Formuleringen om de private helhedsplejeleverandører fjerner én mulig barriere: Kommunerne er ikke tvunget til at reservere pengene til egen drift. Til gengæld fremgår det ikke, hvordan adgangen skal fungere i praksis.
En kommune kan eksempelvis vælge at indkøbe én fælles løsning og stille den til rådighed for samtlige leverandører. Den kan også lade private leverandører investere i løsninger og efterfølgende finansiere hele eller dele af udgiften. Endelig kan kommunen vælge teknologier, som primært passer til kommunens egne arbejdsgange og systemer.
De tre modeller kan give meget forskellige konkurrencevilkår.
Det bliver derfor afgørende, om private og kommunale leverandører får mulighed for at påvirke valget af teknologi, og om kommunen opstiller ensartede kriterier for adgang, implementering og dokumentation af gevinster.
Det gælder ikke mindst efter indførelsen af helhedspleje, hvor borgeren skal have et sammenhængende forløb, uanset hvilken godkendt leverandør der udfører hjælpen.
Første del af en større satsning
De knap 25 mio. kr. er første del af en større satsning. Med ældrereformen og finansloven for 2026 blev der samlet afsat 123 mio. kr. til udbredelse af velfærdsteknologi i ældreplejen.
I 2026 udmøntes samlet 28 mio. kr. Heraf går 3 mio. kr. til Ældre Sagens indsats mod digital svindel og kontaktbedrageri, mens resten fordeles til kommunerne. De øvrige midler skal udmøntes i de kommende år.
Den første udbetaling bliver dermed også en prøve på, om en statslig teknologisatsning kan omsættes leverandørneutralt lokalt – eller om kommunernes valg af systemer og arbejdsgange i praksis kommer til at favorisere deres egen drift
.





