For snart tre år siden stillede brancheorganisationen DLO et tilsyneladende enkelt spørgsmål til ministeriet:
Hvad gælder, hvis en kommune og en selvejende daginstitution ikke kan blive enige om, hvor meget institutionen skal have til administration?
Organisationen fik et svar, men ifølge generalsekretær Tanja Krabbe gav det ikke den ønskede afklaring.
“Vi har for snart tre år siden spurgt ministeriet, om de kunne forklare os, hvad der skulle ske, når der står i dagtilbudsloven, at tilbuddet baserer sig på en aftale mellem institution og kommune. Hvad så, når man ikke er enige om aftalen?” siger hun.
Spørgsmålet førte siden DLO, Børneringen og LDD – Landsorganisationen Danske Daginstitutioner til professor Rasmus Grønved Nielsen. Resultatet blev det juridiske responsum, som organisationerne nu har offentliggjort, og som vi gennemgår i en anden artikel.
For organisationerne handler sagen imidlertid om mere end en juridisk fortolkning. DLO har forsøgt at kortlægge problemets omfang, mens Børneringen som paraply oplever konsekvenserne direkte blandt de selvejende institutioner, organisationen administrerer.
DLO fandt 46 kommuner under 2,1 procent
For et år siden kortlagde DLO, hvor mange kommuner der anvendte en administrationssats på under de 2,1 procent, som er det minimum en selvejende institution skal have ifølge den såkaldte tilbagefaldsregel.
Det viste sig, at 46 af landets 98 kommuner anvendte en administrationssats under 2,1 procent. Men tallet betyder ikke, at 46 kommuner dermed betaler selvejende institutioner for lidt, for der kan være legitime grunde til at satsen ligger under.
Organisationen skrev derfor til kommunerne for at få oplyst, hvilket juridisk grundlag de anvendte for en sats under 2,1 procent.
“Vi skrev jo bl.a. rundt fordi vi også havde en antagelse om, at det næppe var sandsynligt at alle de selvejende i de 46 kommuner, mente det var i orden at ligge under tilbagefaldsreglen,” forklarer Tanja Krabbe.
Stor forskel i fortolkningen
Ifølge Tanja Krabbe har 38 af de 46 kommuner besvaret spørgsmålet og her konstaterede DLO, at 17 af kommunerne slet ikke havde selvejende institutioner og derfor fastsatte taksten på anden vis ift de private uden egentligt juridisk grundlag. I 16 kommuner var forklaringen, at kommunerne mente at kunne gøre det på en anden måde end det fremgik af ministeriets vejledning. DLO fandt kun få tilfælde et aftalegrundlag, hvor man legitimt kunne have en sats under 2,1 procent.
Det er blandt andet den forskel i forståelsen af reglerne, som fik organisationerne til at søge en juridisk afklaring.
Rasmus Grønved Nielsen konkluderer i responsummet, at hvis der ikke findes relevante aftaler om administrationstilskud, som omfatter alle fem administrationsopgaver, træder den såkaldte tilbagefaldsregel i kraft. For selvejende institutioner er satsen da 2,1 procent ex. moms.
Børneringen: Institutionen står ikke lige med kommunen
Hos Børneringen genkender direktør Nete Dietrich en anden del af problemstillingen fra organisationens arbejde med de selvejende institutioner. For selv om kommune og institution rent juridisk kan aftale en anden størrelse på administrationstilskuddet, mener hun ikke, at det nødvendigvis er en forhandling mellem to ligeværdige parter.
“Det er meget fint at henvise til, at man bare kan lave en privatretslig aftale, men her skal man altså se på styrkeforholdet mellem kommune og institution. Der er ganske enkelt en magtubalance, man kan mene at netop dette forhold bør stille særlige krav til den stærkeste part, som bør agere som “Bonus pater”” siger Nete Dietrich.
Læs også: Professor: Kommunens aftaler med dagtilbud er ikke almindelige kontrakter
Det er interessant, fordi det ligger tæt op ad en af professorens mere principielle pointer.
Rasmus Grønved Nielsen beskriver forholdet som en særlig form for offentlig kontrakt, hvor kommunen ikke alene er aftalepart, men også myndighed. Når kommunen handler ensidigt, følger der derfor offentligretlige krav med.
For Børneringen er diskussionen imidlertid meget konkret.
Flere opgaver inden for samme administration
Nete Dietrich peger på, at striden om procentsatsen kun er den ene side af sagen.
Den anden handler om, hvad institutionerne faktisk forventes at levere for administrationstilskuddet.
Tilskuddet knytter sig til fem administrationsopgaver: løn, bogføring, budget og regnskab, revision samt personalejuridisk bistand. Men ifølge Børneringen er der gennem årene kommet flere administrative krav til.
“Hver gang der kommer noget nyt, lægges opgaven ind under de fem opgaver som nævnes i vejledningen – der sker altså en “opgave glidning” ,” siger Nete Dietrich, der blandt andet nævner GDPR og vagtplanlægning som eksempler.
Dermed ser hun to forskellige problemer: størrelsen på administrationstilskuddet og udviklingen i den opgave, som institutionerne og deres administrationsorganisationer forventes at løse for pengene.
Holdt responsummet tilbage
Responsummet blev færdigt allerede 1. juni 2025. DLO og Børneringen har altså haft professorens vurdering i mere end et år, før de valgte at offentliggøre den i denne uge.
Det var ifølge organisationerne bevidst.
De forsøgte nemlig først at få ministeriet til at forholde sig til professorens konklusioner og skabe større klarhed om reglerne.
“Vi har i lang tid forsøgt en dialog med ministeriet om at få ændret vejledningen, så der kunne være mere klarhed” siger Nete Dietrich.
Det bekræfter Tanja Krabbe, der som repræsentant for en brancheorganisation har haft mere end en almindelig dialog med ministeriet efter at hun fik responsummet i hånden.
Hun mener nu, at kommunernes forskellige fortolkninger gør behovet for en afklaring akut.
“Vores undersøgelse viser, at der er et tydeligt behov for justering af vejledningen og jeg kan ikke se, at ministeriet kan sidde det overhørig, at så mange kommuner enten gør noget ulovligt eller har deres egen måde at forstå loven på,” siger Tanja Krabbe. Transkription
For Børneringen handler det samtidig om at få reglerne gjort anvendelige i den konkrete relation mellem kommune og institution.
Organisationen peger blandt andet på eksempler fra Frederiksberg og Hvidovre, hvor administrationstilskud gennem længere tid har været genstand for konflikt. Nete Dietrich mener, at professorens responsum bør få kommunerne til at genoverveje deres praksis.
OPS-Indsigt har forelagt de centrale konklusioner i responsummet for ministeriet og spurgt, om de giver anledning til at præcisere vejledningen.
