Der er fem år mellem de to tilsyn i Aarhus, men konklusionen fra Styrelsen for Patientsikkerhed er den samme og den alvorligst mulige: Kritiske problemer af betydning for patientsikkerheden.
Konsekvensen er derimod vidt forskellig.
I oktober 2021 fik den private leverandør Berits Hjemmepleje påbud om at indstille sin sundhedsfaglige virksomhed i Aarhus. I juli 2026 fik den kommunale Hjemmeplejen Beder/Malling et påbud om at rette op på forholdene – men kunne fortsætte driften.
Styrelsen for Patientsikkerhed understreger over for OPS-Indsigt, at forskellen ikke i sig selv kan forklares med, at den ene leverandør var privat og den anden kommunal.
“Vi foretager en konkret og samlet vurdering i hvert enkelt sag. Det har således ikke betydning i sig selv, om der er tale om et offentligt eller privat behandlingssted,” oplyser styrelsen.
Gennemgående og omfattende problemer
Ved tilsynet i Beder/Malling konstaterede Styrelsen for Patientsikkerhed blandt andet problemer med medicinhåndtering, journalføring og sygeplejefaglige vurderinger.
Styrelsen vurderede i tilsynsrapporten og påbuddet, at manglerne var “gennemgående” og havde “et stort omfang”. Samtidig udgjorde omfattende mangler i journalføringen og et højt vikarforbrug en konkret risiko for utilstrækkelige observationer, pleje og behandling.
Den samlede konklusion var kritiske problemer af betydning for patientsikkerheden. Styrelsen konstaterede samtidig, at ledelsen havde forståelse for problemernes alvor og for, hvad der skulle til for at rette op.
Beder/Malling fik derfor påbud om blandt andet at sikre forsvarlig medicinhåndtering, systematiske sygeplejefaglige vurderinger og tilstrækkelig journalføring.
Men enheden blev ikke lukket.
I 2021 blev konsekvensen en anden
Da Styrelsen for Patientsikkerhed i 2021 konstaterede kritiske problemer hos Berits Hjemmepleje, blev resultatet et påbud om at indstille den sundhedsfaglige virksomhed i Aarhus.
Også dengang var der blandt andet problemer med dokumentation og medicinhåndtering og risiko for fejlmedicinering.
Læs også: Påbud fører til midlertidig lukning af privat hjemmepleje
Styrelsen forklarer over for OPS-Indsigt, at den i Berits-sagen blandt andet lagde vægt på omfanget og alvoren af problemerne. Der var heller ikke lagt en nærmere defineret plan for, hvordan og hvornår der skulle rettes op.
Efterfølgende var der udarbejdet overordnede planer, men styrelsen vurderede, at der ikke var rettet væsentligt op.
“Det var styrelsen samlede vurdering, at et påbud med visse sundhedsmæssige krav ikke ville være tilstrækkeligt og vi ikke var betrygget i, at behandlingsstedet ville være i stand til at rette tilstrækkeligt op på patientsikkerheden til, at patientbehandlingen kunne varetages på forsvarlig vis,” oplyser styrelsen.
Berits Hjemmepleje havde imidlertid også forsøgt at rette op. Ifølge omtalen fra 2021 førte varslet om en mulig lukning til en plan og en fremdriftsrapport. Styrelsen fandt ikke dokumentation for, at tiltagene havde haft tilstrækkelig virkning på patientsikkerheden. Herefter blev virksomheden påbudt at lukke.
Læs også: Privat plejevirksomhed drager konsekvensen af påbud
Tiltag heller ikke dokumenteret i Beder/Malling
Netop på det punkt ligner de to forløb hinanden.
Efter tilsynet i Beder/Malling fremlagde Aarhus Kommune en handleplan med blandt andet undervisning og kompetenceudvikling inden for medicinhåndtering og dokumentation.
Styrelsen anerkender i rapporten initiativerne, men konstaterere samtidig, at det endnu ikke kan dokumenteres, at tiltagene ha haft tilstrækkelig virkning i forhold til patientsikkerheden.
Alligevel vurderede styrelsen denne gang, at hjemmeplejen kunne fortsætte.
“Selvom vi vurderede, at der er tale om kritiske forhold af betydning for patientsikkerheden har vi vurderet, at det ikke er nødvendigt at give et påbud om helt eller delvist at indstille den sundhedsfaglige virksomhed på stedet,” oplyser styrelsen til OPS-Indsigt.
Et påbud om at rette op var ifølge styrelsen tilstrækkeligt.
Vil ikke konkretisere forskellen
OPS-Indsigt har derfor spurgt Styrelsen for Patientsikkerhed, hvilke konkrete forhold der gjorde, at styrelsen i Beder/Malling – i modsætning til hos Berits Hjemmepleje – var betrygget i, at problemerne kunne løses under fortsat drift.
Det ønsker styrelsen ikke at uddybe.
“Når styrelsen udsteder en sanktion er der altid tale om en konkret individuel vurdering af samtlige forhold og sagen som helhed. Vi kan ikke kommentere yderligere, end vi allerede har gjort,” lyder svaret.
Styrelsen har tidligere over for OPS-Indsigt forklaret, at den som tilsynsmyndighed skal følge proportionalitetsprincippet og anvende det mindst byrdefulde og indgribende påbud, der er nødvendigt for at sikre patientsikkerheden.
Et egentligt forbud mod at fortsætte den sundhedsfaglige virksomhed anvendes ifølge styrelsen “yderst sjældent”.
Kommunen havde kapacitet til at overtage
En lukning af en kommunal hjemmeplejeenhed rejser samtidig et andet spørgsmål end en lukning af en privat leverandør: Hvem overtager borgerne?
Da Berits Hjemmepleje blev lukket i 2021, overtog Aarhus Kommune opgaverne.
OPS-Indsigt har derfor spurgt Aarhus Kommune, hvad der ville være sket med de 229 borgere i Beder/Malling, hvis Styrelsen for Patientsikkerhed havde standset den sundhedsfaglige virksomhed.
Kommunen oplyser, at den ville have fundet kapaciteten internt.
“Hvis Styrelsen for Patientsikkerhed havde standset hjemmeplejen i Beder/Malling, ville vi have sikret borgernes pleje og behandling ved at trække på medarbejdere og kapacitet fra andre hjemmeplejeteams i området Syd, sundhedsenhederne og om nødvendigt på tværs af hele Sundhed og Omsorg,” siger forvaltningschef i Pleje- og Rehabilitering Jens Bejer Damgaard.
OPS-Indsigt spurgte samtidig, om private leverandører kunne være kommet i spil. Det forholder kommunen sig ikke konkret til i sit svar.
I stedet henviser kommunen til sine erfaringer med tidligere at overtage borgere fra en privat leverandør med kort varsel.
“Vi har tidligere stået i situationer, hvor vi med meget kort varsel har skullet overtage hjælpen til et stort antal borgere fra en privat leverandør. Derfor har vi både erfaringen og kapaciteten til hurtigt at omstille os, så borgerne fortsat får den nødvendige hjælp,” siger Jens Bejer Damgaard.
Styrelsen for Patientsikkerhed fastholder, at ejerformen ikke i sig selv indgår som et forhold, der afgør sanktionen. Men præcis hvilke konkrete forhold der gjorde, at den kommunale hjemmepleje i Beder/Malling kunne fortsætte under den højeste kritik, mens Berits Hjemmepleje fem år tidligere blev standset, ønsker styrelsen ikke at uddybe.





