Fem virksomheder har vundet en plads på en ny SKI-aftale på vikarområdet, men særligt to virksomheder får en central placering, når kommuner, regioner og andre offentlige organisationer fra februar 2027 kan købe sundheds- og omsorgsvikarer gennem aftalen.
SKI har afsluttet evalueringen af tilbuddene på rammeaftalen 17.17 Vikarydelser. Det fremgår af et nyhedsopslag.
Carelink er udpeget som leverandør nummer ét i Østsjælland og på Bornholm, Vestsjælland, Sydjylland og Fyn samt Nordjylland. I Midtjylland er Powercare placeret først og Carelink som nummer to.
Powercare er desuden nummer to på de tre delaftaler for Østsjælland og Bornholm, Vestsjælland samt Sydjylland og Fyn. Kun i Nordjylland brydes konstellationen, idet ActivCare er udpeget som leverandør nummer to.
Dermed udgør Carelink og Powercare tilsammen hele leverandørfeltet i fire af fem geografiske delaftaler på sundheds- og omsorgsområdet.
Kaskademodel med to leverandører
SKI fremhæver i opslaget fra den 10 august, at der er valgt to leverandører på hver delaftale. Udbudsdirektør David Salomonsen siger:
“Med to leverandører på hver delaftale er aftalen et stærkt fundament for en stabil og fleksibel vikardækning i hele landet.”
Bestillingerne skal ske efter en kaskademodel. Det betyder, at den offentlige kunde som udgangspunkt går til den først placerede leverandør, mens nummer to fungerer som alternativ, hvis behovet ikke kan dækkes.
Aftalen kan anvendes frivilligt af alle offentlige organisationer. Den omfatter vikarer inden for sundhed og omsorg samt kontor, administration og lager. Som noget nyt tilføjes blandt andet sygeplejerskestuderende, pædagogiske assistenter og pædagogmedhjælpere.
På kontor-, administrations- og lagerområdet er JKS placeret først både øst og vest for Storebælt, mens Personale-Service er nummer to på begge delaftaler.
Fire procent besparelse
Ifølge SKI viser et prisbenchmark et samlet besparelsespotentiale på fire procent sammenlignet med gennemsnitspriserne på den eksisterende aftale. SKI har ikke i offentliggørelsen oplyst aftalens forventede omsætning eller den nærmere beregningsmetode bag besparelsen.
Leverandørkoncentrationen på sundhedsområdet er ikke ny. På SKI-aftalen fra 2023 stod Carelink først i samtlige fem daværende regioner. Powercare var nummer to i Hovedstaden, Sjælland og Midtjylland, mens ActivCare havde andenpladsen i Syddanmark og Nordjylland.
Ved offentliggørelsen af aftalen i 2023 forklarede SKI formålet med konstruktionen således:
“På den nye aftale er der flere vikartyper at vælge fra, og man har også fået mulighed for at gå til leverandør nr. 2.”
Genudbuddet betyder således, at Powercare overtager den anden leverandørplads i Sydjylland og på Fyn, mens ActivCare alene bevarer en plads i Nordjylland.
Tildelingen er i standstill til og med 20. august 2026. SKI forventer derefter at underskrive kontrakterne. Aftalen ventes at træde i kraft 15. februar 2027.





