Efterspørgslen på plejeboliger er stærkt stigende, og efter nogen tomgang i åbningen af friplejehjem så skete det igen i denne uge.

Solen strålede fra en skyfri himmel, og Dannebro blafrede godt i vinden, da Louisehjemmet Vallensbæk blev indviet tirsdag. Under 18 måneder efter første spadestik.

Plejehjemmet er Diakonissestiftelsens første friplejehjem og består af 48 boliger fordelt på to etager. Fra stueetagen er der direkte adgang ud i en smuk aflukket gårdhave, og på 1. salen er der adgang til en stor fælles altan med udsigt.

Hele bygningen emmer af æstetik og et vel-sammensat farvevalg, som fik stor ros blandt de mange fremmødte gæster.

En politisk bevidst beslutning

For Vallensbæks borgmester Henrik Rasmussen (K) handler Louisehjemmet ikke om utilfredshed med den eksisterende ældrepleje, men om ønsket om at udvikle den.

Han fremhævede i sin indvielsestale, at kommunalbestyrelsen traf en bevidst beslutning om at åbne døren for en ny plejehjemsmodel.

“Det var en kommunalbestyrelse, som faktisk turde sige ja til, at vi kunne have et friplejehjem i Vallensbæk. Vi turde faktisk godt prøve noget nyt.”

Læs også: Vallensbæk Kommune indgår aftale om nyt friplejehjem med Diakonissestiftelsen

Ifølge borgmesteren var ambitionen ikke at erstatte noget, der fungerede, men at blive klogere gennem samarbejde.

“Vi har høje ambitioner for vores ældre og for værdighed i vores kommune. Og den eneste måde at blive bedre på, det er at spejle sig af nogen, som er endnu bedre, og måske gør tingene på en anden måde end os,” sagde han til de fremmødte.

Henrik Rasmussen benyttede samtidig lejligheden til at takke både medarbejdere, beboere og Diakonissestiftelsen for samarbejdet om projektet. Og så inviterede han sig selv på æblekage om to år, når kommunens gave – et æbletræ – havde båret den første frugt.

Diakonissestiftelsens første friplejehjem

Mens borgmesteren talte om mod og samarbejde, placerede Diakonissestiftelsens bestyrelsesformand Mogens Madsen åbningen i en strategisk sammenhæng for den selvejende plejevirksomhed.

For Diakonissestiftelsen er Louisehjemmet nemlig ikke blot endnu et plejehjem.

“Med Louisehjemmet åbner vi vores første friplejehjem. Vi tager endnu et skridt i arbejdet med at skabe omsorg, fællesskaber og livskvalitet for vores medmennesker.”

I sin tale lagde han vægt på, at den moderne ældrepleje, som Diakonissestiftelsen sigter imod, handler om mere end pleje og praktisk hjælp.

“Det er medmenneskelighed. Det er ordentlighed. Det er faglighed. Og det er respekt. Værdier, som gør, at mennesker føler sig hørt og værdsatte. Men værdier lever jo ikke på papir, og ikke kun på dage som denne, hvor flagene er hejst og talerne holdes. De lever i hverdagen, i mødet mellem medarbejdere og beboere, og i samarbejde med de pårørende, hvor vi altid ser det enkelte menneske,” sagde han.

Fra byggeprojekt til levende hjem

Forstander Christina Bischoff rettede i hendes åbningstale blikket mod den hverdag, som nu skal udfolde sig bag de nye mure.

Hun mindede om, at Louisehjemmet for få måneder siden stadig kun eksisterede som et byggeprojekt.

“For bare få måneder siden var Louisehjem Vallensbæk stadig et byggeprojekt. Der var håndværkere, tegninger, beslutninger, støv, spørgsmål og rigtig mange ting, der skule på plads,” indledte hun.

Nu er huset begyndt at få liv: “I dag står vi så her i et levende hus. Et hus, hvor de første beboere er flyttet ind, hvor medarbejderne er kommet godt i gang.”

Christina Bischoff brugte en stor del af talen på at takke de medarbejdere, som kommer fra både Vallensbæks tidligere plejehjem Rønnebo, Diakonissestiftelsens aflastningspladser og de nyansatte medarbejdere, som nu skal skabe fælles kultur og hverdag på det nye plejehjem.

“I er nu alle med til at skabe det fælles fundament for huset,” sagde hun.

Læs også: Nyt friplejehjem ruller fusionsmodel ud på personaleområdet

Første skridt på en større rejse

Louisehjemmet er det første af de friplejehjem, som Diakonissestiftelsen de senere år har indgået aftaler om at etablere sammen med kommuner.

Ved indvielsen var der derfor både fokus på de nye fysiske rammer og på den opgave, der nu begynder: at skabe et hjem for de beboere, som allerede er flyttet ind, og de mange flere, som ventes at følge efter i de kommende måneder.

Som borgmester Henrik Rasmussen formulerede det: “Det her er nemlig et hjem, og det skal vi huske, og det her er et sted, hvor der skal være masser af værdighed og omsorg.”

Vil du læse resten af artiklen?

Prøv OPS-Indsigt gratis i 4 uger

Få adgang med det samme - ingen binding - ingen kreditkort 4 ugers gratis prøveperiode

Log ind