Carelink Gruppen har indgået aftale om at overtage Attrives A/S, der de seneste år har samlet en række virksomheder inden for hjemmepleje, handicapområdet, socialområdet og vikarservice. Det fremgår af en pressemeddelelse.
Dermed vokser Carelink Gruppen til mere end 5.000 medarbejdere og en samlet omsætning på over tre milliarder kroner.
Og det er ikke første gang at Carelink Gruppen overtager virksomheder, sidste år handlede det bl.a. om Hjemmeplejen A/S og Kjær.dk.
Læs også: Carelink springer til Fyn og overtager endnu en virksomhed
Attrives har omkring 2.200 medarbejdere og driver blandt andet virksomhederne Olivia Danmark, Omsorg Sjælland, HOS Hjem, HOS Skole og Alenta. Koncernen leverer ydelser inden for personlig assistance, hjemmepleje, sociale tilbud, skoler og vikarydelser.
Største opkøb i Carelinks historie
Ifølge Carelink er opkøbet det største i koncernens historie.
“Med Attrives tager vi et stort skridt og samler en stor faglig bredde, der gør, at vi kan levere flere og nye sammenhængende velfærdsydelser til gavn for borgerne og vores samarbejdspartnere i den offentlige sektor. Vi går ydmygt ind i opgaven med stor respekt for den position, som Attrives har opbygget,” siger administrerende direktør Søren Dinesen.
Han understreger samtidig, at opkøbet ikke alene handler om vækst.
“Vi laver ikke dette opkøb for vækstens skyld alene, men fordi vi tror på, at de to virksomheder sammen kan skabe mere sammenhæng, mere kvalitet og endnu bedre livsmuligheder for de mennesker, de er sat i verden for at hjælpe.”
Attrives-chef rykker i bestyrelsen
Attrives har indtil nu været ejet af svenske Team Olivia, der i de senere år har opbygget den danske koncern gennem en række opkøb.
Når handlen er endeligt gennemført, træder administrerende direktør og koncernchef Maria Fagerspang ud af den daglige ledelse og ind i Carelink Gruppens bestyrelse.
Hun peger i Attrives egen pressemeddelelse på, at virksomheden siden 2022 har været igennem en større udvikling.
“Siden 2022 har vi gennemført en markant turnaround og udviklet specialiserede velfærdsydelser med høj faglighed, stærke kunderelationer og stor betydning for de mennesker, vi hver dag støtter,” lyder det fra koncernchefen.
Ifølge Maria Fagerspang bliver næste opgave at sikre en rolig overgang.
“Nu handler det om at sikre en professionel overgang med fokus på kontinuitet for medarbejdere, borgere, kunder og samarbejdspartnere.”
Omsorg Sjælland følger med
Blandt de virksomheder, der følger med over i Carelink Gruppen, er hjemmeplejevirksomheden Omsorg Sjælland, som Attrives overtog i 2022. Omsorg Sjælland har i dag omkring 200 medarbejdere og leverer hjemmehjælp i flere sjællandske kommuner,. som Holbæk, Furesø og Rudersdal.
Handlen er betinget af myndighedsgodkendelse, og indtil den er gennemført, fortsætter Attrives som selvstændig koncern. Alle eksisterende aftaler, kontrakter og borgerforløb fortsætter uændret, oplyser selskaberne.





