Endnu en kommune på Fyn må nu forberede sig på at overtage driften af et plejehjem efter en opsigelse fra Danske Diakonhjem, der er Danmarks største plejehjemsoperatør med 38 plejehjem, heraf 25 som friplejehjem.

Organisationen har opsagt driftsoverenskomsten med Assens Kommune om det selvejende plejehjem Sydmarksgården med 45 boliger samt en serviceaftale om køkken, rengøring og andre funktioner på plejehjemmet Holmely. Opsigelsen får virkning fra 1. januar 2027.

Det fremgår af en pressemeddelelse fra Assens Kommune.

Kommunen understreger her, at der ikke sker akutte ændringer, mens den politiske behandling af fremtiden går i gang.

”Først og fremmest er det vigtigt at understrege, at der ikke kommer til at ske nogle store eller pludselige forandringer for hverken beboere, medarbejdere, pårørende, daghjemsgæster eller frivillige,” siger chef for Ældre og Forebyggelse i Assens Kommune, Lotte Lenius.

Sagen, som ventes behandlet politisk i april, virker som om, den er kommet bag på kommunen. I december kan man bl.a. se, at byrådet udpegede to medlemmer til repræsentantskabet for Danske Diakonhjem.

Samme signal som tidligere

Opsigelsen i Assens er ikke en enlig svale. De seneste år har Danske Diakonhjem flere gange valgt at trække sig fra driftsaftaler, når organisationen vurderer, at økonomien eller strukturen ikke gør det muligt at drive plejehjemmet på den måde, man ønsker.

Samlet set er man nu ifølge vores opgørelser oppe på fire aktive opsigelser.

I Faaborg-Midtfyn Kommune opsagde organisationen i 2023 aftalen om plejehjemmet Åhaven efter mere end et halvt århundrede. Her pegede både kommune og leverandør på økonomien som forklaring.

”Det har betydet, at budgettet til Åhaven er hævet lidt, men desværre ikke nok til, at Danske Diakonhjem kan se sig selv i at drive plejehjemmet videre,” sagde vicekommunaldirektør Siggi W. Kristoffersen i forbindelse med opsigelsen.

Hos Danske Diakonhjem pegede man samtidig på driftsvilkårene i mindre lokalsamfund.

”Hjemmets mange dygtige medarbejdere har ydet en enorm indsats for at få alle ender til at hænge sammen, men vi mener ikke, at vi kan fortsætte med at trække så store veksler på særligt de ledende medarbejdere,” lød det fra driftsdirektør Mette Toft Thorsen.

Størrelsen spiller også en rolle

Et lignende billede tegnede sig i Lemvig Kommune, hvor Danske Diakonhjem sidste forår opsagde aftalen om plejehjemmet Bækmarksbro.

Læs også: Aftale om drift af plejehjem er opsagt 

Her var udfordringen ikke kun økonomi, men også størrelse. Plejehjemmet havde samlet set blot 21 boliger.

”Bækmarksbro Plejehjem er med sine 16 plejeboliger og fem ældreboliger af en størrelse, som vanskeliggør at drive det på den måde, vi gerne vil drive plejehjem på,” sagde Mette Toft Thorsen.

De store ikke-kommunale leverandører har i flere år fremhævet over for OPS-Indsigt, at plejehjem typisk skal op omkring 70 pladser for at være fagligt og økonomisk bæredygtige.

Den samme forklaring i Assens

Forklaringen fra Danske Diakonhjem i den nye sag ligger i samme spor.

”Vi har i Danske Diakonhjem fokus på vores driftsoverenskomster og har valgt at opsige driftsoverenskomsterne i de kommuner, hvor vi ikke har fundet det muligt på det økonomiske grundlag at drive plejehjemmene videre på den måde, vi ønsker at drive hjem,” siger adm. direktør Christiane Dahlerup.

Hun understreger samtidig, at organisationen har været glad for samarbejdet med Assens Kommune og ser frem til en ordentlig overgang.

Et mønster i sektoren

Set i sammenhæng tegner der sig et mønster: Når økonomi, størrelse eller driftsvilkår ikke længere hænger sammen, vælger Danske Diakonhjem at træde ud af aftalerne.

Kommunerne overtager herefter driften – ofte med henvisning til, at de kan udnytte stordriftsfordele eller trække på medarbejdere fra andre plejehjem.

Dermed rejser den nye opsigelse i Assens også et bredere spørgsmål om rammerne for selvejende og ikke-kommunale plejehjem.

Det spørgsmål kan meget vel komme til at fylde, når Assens Byråd i april skal beslutte, hvordan plejehjemmet Sydmarksgården skal drives efter 2027.

Vil du læse resten af artiklen?

Prøv OPS-Indsigt gratis i 4 uger

Få adgang med det samme - ingen binding - ingen kreditkort 4 ugers gratis prøveperiode

Log ind