Danske Diakonhjem har efter 55 års drift af plejehjemmet Åhaven set sig nødsaget til at opsige driftsoverenskomsten med kommunen med udgangen af 2024.
”Efter at have opsagt aftalen med Faaborg-Midtfyn Kommune tilbage i december 2023 håbede vi at kunne komme i mål med en ny aftale, men det er desværre ikke lykkedes, og derfor bliver vi nødt til at træde ud af samarbejdet,” siger driftsdirektør i Danske Diakonhjem, Mette Toft Thorsen i en pressemeddelelse.
Åhaven overdrages dermed pr. 1. januar 2025, og Faaborg-Midtfyn Kommune står klar til at tage imod plejehjemmets medarbejdere og fortsætte den daglige drift af hjemmet.
Kommunen ærgrer sig
”Danske Diakonhjem har været en god samarbejdspartner og et stærkt aktiv i udviklingen af ældreområdet, så derfor er jeg ærgerlig over, at vi nu lokalt stopper samarbejdet på Åhaven. Når det er sagt, står vi naturligvis klar til at overtage driften og har planlagt en smidig overgang med mindst mulige ændringer for både beboere og ansatte”, siger vicekommunaldirektør Siggi W. Kristoffersen.
Baggrunden for, at Danske Diakonhjem har opsagt aftalen med Faaborg-Midtfyn Kommune, hænger sammen med driftstilskuddets størrelse.
“Vi har i 2023 arbejdet med en mere transparent og ensartet økonomisk tildeling til alle plejehjem i kommunen, herunder også Åhaven. Det har betydet, at budgettet til Åhaven er hævet lidt, men desværre ikke nok til, at Danske Diakonhjem kan se sig selv i at drive plejehjemmet videre.” Siggi W. Kristoffersen.
Beliggenhed og store veksler på medarbejderne
Hos Danske Diakonhjem handler det også om muligheden for, at det hele skal hænge sammen for et plejehjem i et lokalsamfund, hvor beliggenhed er en faktor. Her kan forholdene godt være anderledes end i en gennemsnitlig betragtning.
” Hjemmets mange dygtige medarbejdere har ydet en enorm indsats for at få alle ender til at hænge sammen, men vi mener ikke, at vi kan fortsætte med at trække så store veksler på særligt de ledende medarbejdere,” siger Mette Toft Thorsen og fortsætter;
”Derudover er det også en udfordring at tiltrække afløsere til en by, hvor det er nødvendigt at have egen bil for at komme frem og tilbage, hvilket naturligt også lægger pres på økonomien, når der skal hentes vikarer ind udefra.”
Mette Toft Thorsen forventer, at kommunen fremover kan udnytte deres stordriftsfordel og trække på både sygeplejeressourcer og faste vikarer fra andre dele af kommunens arbejde.
Forventer et godt samarbejde i overgangsperioden
Ikke unaturligt ærgrer man sig i Danske Diakonhjem over, at Åhaven ikke fremover skal være en del af organisationen, men fokus er nu på at få hjemmet godt videre:
”Vi har nu de fremadskuende briller på og glæder os over et godt samarbejde med kommunen om overdragelsen af hjemmet. Vi oplever, at kommunen er klar til at tage godt imod alle medarbejderne og vil gøre en stor indsats for at drive hjemmet godt videre med respekt for den tilgang og måde, hjemmet har været drevet på de første 55 år,” siger Mette Toft Thorsen.
Begge parter ser nu frem til et godt samarbejde i overgangsperioden. ”Åhaven nyder stor opbakning fra lokalsamfundet, har et højt sundhedsfagligt niveau og en hjemlig og kærlig atmosfære,” slutter Mette Toft.