I 2000 sendte danskerne 1,44 milliarder breve. I 2024 blev der kun sendt 122 millioner breve. Det viser tal fra Trafikstyrelsen. Det burde derfor ikke være en særlig svær opgave at overtage for en erfaren distributør, men virkeligheden er anderledes.
Ugens mediedækning om kaotisk postomdelingen med tusindvis af klager har haft alle de ingredienser, der kendetegner et klassisk OPS-opgør i offentligheden: vrede borgere, to leverandører der peger på hinanden, en minister der maner til ro – og en professor, der tørt konstaterer, at det, vi ser, ikke burde overraske nogen.
For da brevomdelingen ved indgangen til januar skiftede hænder fra PostNord til Dao i hele landet, var det ikke bare en praktisk omlægning. Det er et systemskifte på 400 års erfaring med statsdrevet postomdeling, hvor staten nu har valgt markedet – og dermed også har accepteret overgangsrisikoen.
Ministeren: Tryghed før facit
Transportminister Thomas Danielsen gjorde det i foråret 2024 gentagne gange i Folketinget klart, at han var tryg ved Dao som brevomdeler.
Det skete efter et spørgsmål fra Kim Edberg Andersen (DD), efter at man havde konstateret, at op til 15 pct. af breve, der blev omdelt af Dao i henholdsvis Region Nordjylland og Region Syddanmark, ikke når frem til modtageren?
Læs også: Postnord taber det første postudbud efter ny postlov
Dengang kaldte ministeren det, “ikke tilfredsstillende”, men de her data er heller ikke et bevis på, at postaftalen er fejlslagen. Tværtimod har ministeren insisteret på, at man ikke kan fælde dom over liberaliseringen på baggrund af tidlige målinger og opstartsproblemer.
I et interview med Danmarks Radio fastholder ministeren også med den nye situation in mente, at han er tryg ved Dao.
Det er et klassisk politisk svar i OPS-sager: ro på, nye målinger er på vej, og markedet skal have tid til at finde sit leje. Alternativet – et hurtigt politisk indgreb – ville i realiteten være en indrømmelse af, at udbuddet ikke kunne bære den risiko, man selv har flyttet væk fra staten.
Professoren: Det kunne næsten ikke være anderledes
Økonomiprofessor Per Nikolaj Bukh sætter nu et mere nøgternt perspektiv på konflikten.
“Hvis man ikke politisk har pålagt PostNord at hjælpe Dao, så er det naturligt, at de lader være. Det er utænkeligt, at PostNord frivilligt skulle hjælpe en konkurrent. Grænsen er flydende mellem, hvornår noget bliver sendt som brev og pakke, så de to er stadig i benhård konkurrence”, siger Per Nikolaj Bukh til Politiken.
Han peger næsten på, at i et liberaliseret marked er det nærmest reglen, ikke undtagelsen, at vi har de her situationer.
Set i det lys er de gensidige beskyldninger mellem Dao og PostNord mindre interessante end det strukturelle spørgsmål: Har staten været skarp nok i sin regulering af overdragelsen – ikke bare af opgaven, men af viden, data og systemer?
Dao: Beklager – men peger videre
Dao erkender problemerne overfor Danmarks Radio.
15.000 henvendelser om forsinkede breve siden årsskiftet er ikke et bagatelproblem. Samtidig forklarer selskabet vanskelighederne med manglende information, uventede brevmængder og tekniske udfordringer i sorteringen, særligt af udenlandsk post
Det er en genkendelig fortælling i OPS-projekter: Leverandøren tager ansvaret for driften – men ikke nødvendigvis for hele forhistorien.
Kritisk post
Men hvor væsentlige problemer er det, der opstår, når Dao ikke leverer varen, vi sender jo trods alt langt færre breve end tidligere?
Digitaliseringen har jo så at sig reduceret opgaverne for postmand Per og hans kollegaer fra milliarder af breve til millioner, men indholdet er ofte det som skal fra med post. Det drejer sig om skifteretsattester og så noget så væsentligt som kreditkort.
Her har flere banker oplevet store problemer. Landet over har kunder nemlig henvendt sig til deres bank, fordi de ikke har modtaget deres nye betalingskort.
Det fortæller Finans Danmark, der er bankernes interesseorganisation:
“Der er ingen tvivl om, at det har været et landsdækkende problem. Min oplevelse er, at alle banker i større eller mindre grad har fået henvendelser fra bekymrede kunder, som har ventet på nyt betalingskort,” siger Line Munkholm Haukrog, der direktør for investering, digital innovation og samfundsomstilling hos Finans Danmark.
Hvem har så ansvaret?
Det korte svar på hvem der har ansvaret er: flere.
Dao har ansvaret for leverancen her og nu. PostNord har haft et ansvar for en ordentlig exit, inden for de rammer lovgivningen og konkurrencen tillader. Og staten – ved ministeren – har ansvaret for at have designet et udbud og et tilsyn, der kan håndtere netop den type overgangsproblemer, som nu fylder spalterne.
Det lange svar er mere ubehageligt: Når et samfundsbærende minimumssystem som brevomdeling liberaliseres, flytter man ikke bare opgaven, men også konflikten. Fra forvaltning til marked. Fra ministerkontor til kundeservice.
Er vi overraskede?
Nej. Det burde vi ikke være. Overgangsproblemer efter et leverandørskifte i en kritisk infrastruktur er nærmest skolebogsstof.
Det nye er snarere, hvor lav tolerancen er, når det går galt – og hvor hurtigt markedets indkøringsfase bliver til et politisk problem.
Spørgsmålet er derfor ikke kun, om Dao får styr på brevene. Det gør de formentlig. Spørgsmålet er, om staten fremover vil acceptere, at “markedet skal have tid”, når det gælder ydelser, som borgerne oplever som langt mere grundlæggende, som sygepleje i medfør af den nye ældrelov.
Det er det perspektiv, postkaosset i virkeligheden har åbnet.
