Af Dina Raabjerg, rådgiver i politik og forretning, samt tidligere folketingsmedlem 

Boganmeldelse

Tine er træt af udbud, hvor jura skubber opgaven i baggrunden. For hende starter den gode leverance med et fokus på klare tekster, som leverandøren og kunden rent faktisk kan forstå. Nå ja, og så skribenter der rent faktisk nyder at skrive. 

Det er budskabet i bogen “Skriv så det kan høres”, som den erfarne udbudskonsulent Tine Cederstrand Møller er udkommet med.

Fra proceskritik til praktiske skriveråd

I den første del af bogen er der fokus på udbud som disciplin. Her peger Tine Cederstrand Møller bl.a. på, hvordan jura ofte overtager et udbud, og hvordan et indgroet “dem og os”-syn mellem udbyder og tilbudsgiver står i vejen for den gode udbudsproces og senere leverance.

Det er også i denne del af bogen, hun kommer ind på organiseringen af tilbudsprocessen: vigtigheden af at afsætte tid til skriveproces og review. Hun peger på, at ikke alle mennesker kan lide at skrive, og at manglende fokus på den disciplin gør udbudsmateriale og tilbud svære at læse. Samtidig giver hun sine bud på, hvordan man kan gribe processen an i praksis.

I bogens anden del dykker forfatteren ned i selve værktøjskassen og giver konkrete råd til, hvordan man bygger afsnit og skriver tekster, der er til at læse og forstå.

Bogens hensigt og forfatterens succes

Bogens hovedbudskab er klart: At skrive gode tekster i udbud er noget man skal lære. Og hvis modtageren faktisk skal forstå budskaberne, kræver det, at man arbejder bevidst med sin tekst.

På den front lykkes Tine Cederstrand Møller. Bogen er let at læse, konkret og troværdig. Hun skriver bogen, som hun anbefaler, man skal skrive en tekst. Og man er ikke i tvivl om, at hun ved, hvad hun taler om. Eksemplerne fungerer og gør det nemt at forstå pointerne.

Har man arbejdet med udbud og tilbud før, vil meget være genkendeligt. Det er ikke nødvendigvis en svaghed, men det betyder, at bogen for mange vil fungere som en påmindelse mere end som ny læring.

Samtidig mangler der et rammeværk. En model. Noget man konkret kan arbejde efter. Uden det risikerer bogen at blive en “aha-bog”, hvor man er enig undervejs – uden nødvendigvis at ændre sin praksis bagefter.

Hvem får mest ud af bogen?

Bogen henvender sig til både udbydere og tilbudsgivere. Pointen er, at uden et klart sprog mister både kunden og tilbudsgiverne vigtige pointer – og det vil gå ud over leverancen.

Bogen retter sig mod dem, der har ansvaret for at lede en udbudsproces – og dem, der rent faktisk skriver teksterne. Her vil især projektledere og bid managers opleve, at bogen kan gøre dem bevidste om, hvad der skal til for at løfte niveauet og kvaliteten af udbud i deres egen organisation.

For erfarne vil meget være genkendeligt. For begyndere er den nem at gå til.

Bogen gør dig dog ikke dygtig i sig selv. Den viser retningen.

En personlig vurdering

Det er en troværdig og letlæst bog skrevet af en forfatter, der ved, hvad hun taler om. Selvom jeg selv har skrevet op mod 100 tilbud og udbud, så var der også nye idéer undervejs til mig.

Men jeg sidder også tilbage og savner pixi-udgaven. Den der facitliste eller fremgangsmåde, som jeg kan hive frem og læne mig op ad, når jeg skal i gang med min skriveproces.

Det hænger især sammen med, at jeg mangler et rammeværk. En model. Noget jeg konkret kan gå hjem og arbejde efter. Uden det risikerer bogen at blive en “aha-bog”, der gør én mere bevidst – men ikke nødvendigvis mere handleklar.

Gør det bogen ligegyldig? Nej, jeg vil anbefale den til projektledere og bid managers. Fordi den skaber bevidsthed om forbedringspotentialer i udbudsprocessen. Og med bevidsthed kan man som udbudsansvarlig prioritere, hvor man bedst sætter ind for at hæve kvaliteten af sine tekster. Som for eksempel udvælge de rigtige kollegaer til et skrivekursus.

For bogen står ikke alene. Skal man for alvor blive dygtig til at skrive tilbud, som andre forstår, kræver det træning, feedback og praktisk arbejde – hvilket også er en indgroet del af bogens budskab.

En relevant bog – men ikke en færdig løsning

“Skriv så det kan høres” er en letlæst og relevant bog om et område, der ofte bliver undervurderet. Den gør én mere bevidst om, hvor vigtig god formidling er i udbud og tilbud.

Men den løser ikke opgaven for dig. Den viser retningen. Resten er arbejde.

Vil du læse resten af artiklen?

Prøv OPS-Indsigt gratis i 4 uger

Få adgang med det samme - ingen binding - ingen kreditkort 4 ugers gratis prøveperiode

Log ind