Af Lars Lindskov, Byrådsmedlem Roskilde Kommune og Regionsrådsmedlem Region Sjælland
Er der en læge til stede? Det er et spørgsmål, jeg igen og igen er blevet konfronteret med, både når jeg som byrådsmedlem og regionsrådsmedlem har mødt vælgerne til sundhedspolitiske debatter. For i dag er virkeligheden for mange borgere, at de må se langt efter en praktiserende læge. Og paradoksalt nok, forholder det sig allerværst i yderområder, hvor behovet for praktiserende læger er størst.
Som så mange andre, har jeg altid bakket op om den lokale familielæge, som med sit kendskab til den enkelte patients sygdomshistorik, kan sikre kontinuitet i behandlingsforløbene og være patientens advokat i mødet med det øvrige sundhedsvæsen. Men jeg må samtidig konstatere, at modellen er udfordret. Både af nye behov for patienterne, som i højere grad efterlyser flere valgmuligheder[1], men også af, at det hidtidige monopol med Praktiserende Lægers Organisation som eneleverandør, har spillet fallit.
Monopol gør almen praksis sårbar
Da regeringen fremlagde lovpakke 2 med forslag til ændringer om almen praksis, tordnede PLO blandt andet mod udsigten til ændrede åbningstider, bredere geografisk fordeling af ydernumre og udsigten til en honorarmodel, hvor incitamentet til at arbejde med de svageste patienter, øges. Løsningsforslaget var i stedet at bevare det aftalebaserede system (monopol) og uddanne flere praktiserende læger.[2]
Som selvstændig erhvervsdrivende har jeg al forståelse for, at forandringer kan være vanskelige gennemføre, og at det kan virke meget overvældende at skulle justere i sine produkter og indrette helt nye arbejdsgange, som konsekvens af ændringer i kundernes behov. Men faktum er, at det er et vilkår som selvstændig erhvervsdrivende. Hvis jeg ikke vil imødekomme mine kunders ændrede behov, så stemmer de med fødderne og bliver væk.
Derfor ærgrer det mig meget, at PLO ikke valgte en mere konstruktiv tilgang og erkendte, at foreningen også bærer et ansvar for at sikre en bedre lægedækning i yderområderne. PLO har gentagende gange appelleret til, at politikerne tager ansvar for at udvikle almen praksis, men de politiske handlemuligheder har jo netop været begrænset af, at PLO har kunne gøre enhver udviklingsdiskussion til et forhandlingsanliggende. Helt tydeligt blev det, da foreningen først valgte at indgå et forståelsespapir med regeringen om de fælles rammer for sundhedsreformen, for bagefter at forlade overenskomstforhandlingerne med Danske Regioner. På den måde endte forløbet altså med netop at understrege sårbarheden ved at være afhængig af et monopol med én privat leverandør.
Vil frede egne, mens konkurrenter bør kritiseres
Samtidig har det ikke været hjælpsomt for samarbejdet, at PLO har lagt en benhård linje med massiv kritik af nye modeller som partnerskabsklinikker, udbudsklinikker og senest regionsklinikker, som hidtil har udgjort mindre end 5 pct. af den samlede kapacitet, men primært været beliggende i de områder, hvor PLO ikke selv har evnet at sikre lægedækning. Ifølge PLO har de nye klinikformer dog været en voldsom trussel mod hele branchen.[3]
Samtidig har PLO været særdeles flittige til at gå i pressen kritisere konkrete leverandører for ikke at have orden i sagerne. Men da det kom frem, at 44 sager mod læger, der havde taget honorar for at behandle sig selv, var strandet i Landssamarbejdsudvalget, var tonen tilsyneladende en anden. Her gav PLO’s formand i Region Hovedstaden, Peter Reistad, udtryk for, at det er godt med et lukket forum til sanktionering, da alternativet ville være, at flere af sagerne ville havne i pressen.[4]
Regionsklinikker, udbudsklinikker og partnerskabsklinikker skal altså kigges grundigt efter i sømmene og kritiseres i pressen, mens PLO’s egne medlemmer tilsyneladende fortjener særlig beskyttelse. Det er simpelthen ikke en konstruktiv måde at arbejde på.
Reformen viser vejen for almen praksis
PLO vil dermed gerne have monopolet, men ikke tage ansvaret for de udfordringer, der følger med. Det simpelthen ikke godt nok, og som organisation gambler de med tilliden til de det store flertal af praktiserende læger, der gør et bragende godt stykke arbejde og ønsker at udvikle sundhedstilbuddet til patienternes bedste. Heldigvis får netop disse læger mulighed for at udvikle sig i den nye struktur, som i høj grad kommer til at belønne nytænkning og modeller, som tager bedre hånd om de svageste patienter.
Som Moderat glæder det mig derfor, at mit parti står bag en visionær reform, der netop styrker almen praksis. For skal vi styrke det nære sundhedsvæsen, kræver det en fælles indsats. Derfor vil vi arbejde for et stærkt lokalt samarbejde med det store flertal af praktiserende læger og andre sundhedsaktører, der kan og vil. Så lover vi til gengæld at tage det fulde ansvar i mødet med vælgerne.
[1] 02Analyse af udviklingen i opgaveløsningen i almen praksis – august 2023.pdf side 16
[2] PLO høringssvar om nyt lovforslag almen praksis
[3] Ny PLO-formand maner til kamp mod stråmandsklinikker | Ugeskriftet.dk
[4] 140 læger taget i klokkeklart regelbrud: Nu er flere af sagerne strandet – Dagens Medicin
