Skip to main content

Region Hovedstaden må starte forfra med et udbud på siddende patienttransport, efter Klagenævnet for Udbud har peget på en fejl i udbudsmaterialet, som vurderes så tydelig, at tildelingen med stor sandsynlighed ville blive annulleret.

Det fremgår af en ekstraordinær dagsorden i Region Hovedstadens forretningsudvalg.

Fejlen handler om et krav om, at beskrivelsen af løsningen i tilbudsmaterialet maksimalt måtte fylde 20 sider. Regionen vurderede kun de første 20 sider, men Klagenævnet vurderede, at formuleringen ikke var tilstrækkeligt klar, og at grænsen kunne opfattes som vejledende. Dermed måtte regionen ikke se bort fra indholdet på de efterfølgende sider.

Regionen er ikke enig i vurderingen:

“Regionens administration og regionens advokat er ikke enig i afgørelsen – men må også erkende, at der er enkelte formuleringer i udbudsmaterialet, som kan tolkes som om, at grænsen på 20 sider kun var vejledende,” fremgår det af et fortroligt notat til forretningsudvalget.

Læs også: Millionindkøb af lægevikarer uden udbud i Region Hovedstaden

Langt forløb før afgørelse

Sagen har været undervejs længe. Allerede den 29. april 2025 blev regionsrådet orienteret om klagen fra Nordian ApS. På det tidspunkt besluttede administrationen at trække tildelingsbeslutningen tilbage for at lave en ny evaluering, der skulle føre til hurtig kontraktindgåelse, hvis stand-still-perioden forløb uden ny klage.

Men sagen trak ud og den 2. juli 2025 kom Klagenævnets delkendelse – en usædvanlig klar udmelding om, at regionen med stor sandsynlighed ville tabe sagen. Den juridiske risiko blev vurderet som så betydelig, at koncerndirektionen blot en uge senere, den 9. juli, besluttede at skrotte evalueringen og starte forfra med hele udbuddet, fremgår det af et notat.

Hele udbuddet må gå om

Klagen omfattede tre af de fem udbudte områder – Byen, Syd og Bornholm – men regionen valgte at gå om med alle områder. Begrundelsen var, at skærpede krav i et nyt udbud ellers kunne føre til nye klager fra de leverandører, der ikke vandt på de gamle krav.

Det nye udbud forventes sendt ud i slutningen af august med kontraktstart 1. juni 2026.

I mellemtiden har regionen indgået midlertidige aftaler med Falck Danmark og HB-Care for at sikre driften. Herudover kommer der en ekstraregning for perioden frem til sommeren 2026 lander på omkring 17,4 mio. kr.

Der er tale om engangsbeløb til dækning af de etableringsomkostninger, der er forbundet med oprettelsen af den midlertidig drift i perioden. Dette skyldes bl.a., at Falck som en af de nuværende leverandører, frem mod kontraktens ophør har afviklet en del af sin vognpark og tilpasset organisationen til afslutningen af de tidligere kontrakter.

At Klagenævnet så tidligt i processen giver en så klar melding, er som nævnt sjældent. I denne sag var det det afgørende signal, der fik Region Hovedstaden til at starte forfra og det efterlader os med spørgsmålet om, hvorvidt regionen kunne have undgået klagen ved en ekstra kvalitetssikring af udbudsmaterialet inden det blev udsendt?

Vil du læse resten af artiklen?

Prøv OPS-Indsigt gratis i 4 uger

Få adgang med det samme - ingen binding - ingen kreditkort 4 ugers gratis prøveperiode

Log ind