Skip to main content

Brancheforeningen Danish.Care står foran et ledelsesskifte. Foreningen, der samler virksomheder inden for hjælpemidler og velfærdsteknologi, har netop meddelt, at direktør Morten Rasmussen fratræder sin stilling pr. 30. juni 2025.

Det sker efter en god og åben dialog, lyder det fra bestyrelsen.

Gennem de seneste knap ni år har Rasmussen stået i spidsen for en betydelig udvikling i Danish.Care. Siden navneskiftet fra Dansk Rehab Gruppe i 2018 har foreningen udbygget sin rolle som en markant stemme på ældre-, social- og sundhedsområdet, både nationalt og internationalt. Ifølge formandskabet har han med sit strategiske blik og politiske tæft bidraget væsentligt til den styrkede position.

“Med sit stærke engagement, strategiske blik og politiske tæft har Morten været med til at skabe stor værdi for foreningen og vores medlemmer,” udtaler Christian Gammelgaard, bestyrelsesformand i Danish.Care og direktør i Wolturnus.

Men nu går man altså efter en ny profil, der skal stå for de næste skridt.

Et privilegie

Bestyrelsesformanden peger desuden på, at Morten Rasmussen altid har haft et stort hjerte for den politiske interessevaretagelse, som er et område, hvor han utvivlsomt har været med til at løfte Danish.Care.

Selv siger Morten Rasmussen:

“Det har været et privilegie og en meget stor fornøjelse at have været en del af Danish.Cares store udvikling  – både i forhold til de nationale aktiviteter og på eksportmarkederne. Branchen udgøres af fantastiske virksomheder, der er helt centrale samarbejdspartnere og leverandører til både ældre-, social- og sundhedssektoren.”

Han sender i den sammenhæng en hilsen til alle medlemsvirksomheder og ønsker sekretariatet og bestyrelsen god vind  på den videre rejse.

Tidligere bestyrelsesformand træder til

I en overgangsperiode vil Per Buus, direktør i VELA – Vermund Larsen A/S, og tidligere bestyrelsesformand i Danish.Care, fungere som vejledende støtte for sekretariatet, indtil en ny direktør er fundet.

“Vi ønsker Morten alt det bedste i fremtiden, og vi vil naturligvis understøtte, at han kommer godt videre efter sin store og betydningsfulde indsats for Danish.Care,” lyder det afslutningsvis fra Gammelgaard.

Kort om Danish.Care

Danish.Care er brancheforeningen for virksomheder, der leverer hjælpemidler og velfærdsteknologi – løsninger, der understøtter mennesker med funktionsnedsættelser og bidrager til et aktivt liv på egne betingelser. 

Foreningen blev etableret i 1981 som Dansk Rehab Gruppe med fokus på eksport og har siden udviklet sig til en stærk aktør i dansk velfærdsteknologi. I dag varetager Danish.Care branchens interesser nationalt og internationalt med fokus på bl.a. udbud, regulering, innovation og eksport.

Vil du læse resten af artiklen?

Prøv OPS-Indsigt gratis i 4 uger

Få adgang med det samme - ingen binding - ingen kreditkort 4 ugers gratis prøveperiode

Log ind