Københavns Kommune kan ikke bruge økonomien som begrundelse for at lade borgere vente på et botilbud, som de allerede er visiteret til.
Det fastslog både socialminister Monika Rubin (M) og økonomi- og indenrigsminister Pia Olsen Dyhr (SF), da de sad i samråd om kommunens ulovlige venteliste og beslutningen om at sænke tempoet i købet af eksterne botilbudspladser.
Læs også: Kan en kommune lukke for indkøb af private botilbud, før den selv har kapaciteten?
Men selv om ministrene er enige med samrådets spørgere om, at loven skal overholdes, satte ingen af dem en frist for, hvornår København skal have afviklet ventelisten. De vil først afvente Ankestyrelsens igangværende tilsynssag. Dermed står de berørte borgere fortsat uden svar på, hvornår den indsats, som kommunen har bevilget dem, faktisk bliver leveret.
Budgettet fritager ikke kommunen
Ankestyrelsen fastslog i december 2024, at Københavns Kommune havde en ulovlig venteliste til botilbud efter servicelovens § 107. Siden har kommunen besluttet at reducere tempoet i købet af eksterne pladser. Det betyder ifølge kommunens eget materiale en langsommere afvikling af ventelisten.
Under samrådet afviste Pia Olsen Dyhr, at kommunens økonomi kan begrunde den praksis.
“Man har pligt til at overholde både reglerne i loven om kommunernes styrelse og i den øvrige lovgivning. Et økonomisk udgiftspres fritager altså ikke kommunerne i forhold til at overholde for eksempel serviceloven,” sagde hun.
Ministeren oplyste samtidig, at ministerierne har sendt materiale om den politiske beslutning i København videre til Ankestyrelsen.
Pia Olsen Dyhr henviste imidlertid flere gange til armslængdeprincippet. Ankestyrelsen skal kunne undersøge sagen uden politisk indblanding, og ministeren vil ikke foregribe styrelsens vurdering. Det skyldes også, at hun under bestemte betingelser senere selv kan få en rolle i sagen som sidste instans. En konkret stillingtagen nu kan derfor gøre hende inhabil.
Åbner for tvangsbøder
På det mere generelle område afviste Pia Olsen Dyhr ikke, at tvangsbøder kan blive nødvendige, hvis en kommune fastholder en ulovlig praksis.
“Tvangsbøder er et instrument, der skal bruges, hvis det giver mening,” sagde hun.
Hun understregede, at det ville være bedst, hvis kommunen rettede ind uden tvang. Men generelt havde hun ikke noget problem med, at tilsynet anvender tvangsbøder, hvis det er nødvendigt for at få et lovbrud bragt til ophør.
Ministeren ville ikke sige, om redskabet bør anvendes over for København. Den beslutning ligger i første omgang hos Ankestyrelsen.
Svaret efterlader derfor et åbent spørgsmål: Hvis det allerede er fastslået, at ventelisten er ulovlig, hvor længe skal tilsynsprocessen så fortsætte, før kommunen mødes af en konsekvens?
Kommunens økonomi kommer efter loven
Monika Rubin fastslog, at serviceloven er klar, og at kommunen har ansvaret for at levere den hjælp, som borgeren er visiteret til.
“Jeg sidder her altså ikke som forsvar for Københavns Kommune,” sagde socialministeren.
Hun gjorde det klart, at Københavns Kommune selv kan bestemme, om forsyningen af botilbud primært skal ske gennem kommunens egne tilbud eller gennem køb hos andre. Men valget af leverandørmodel ændrer ikke kommunens pligt over for den enkelte borger.
“Kommunernes økonomi og prioriteringer skal tilrettelægges inden for rammerne af den gældende lovgivning, ikke omvendt,” sagde Monika Rubin med henvisning til serviceloven.
Forsyningspligten indeholder ifølge ministeren både en generel forpligtelse til at sikre et tilstrækkeligt antal pladser og en konkret pligt til at stille en plads til rådighed, når kommunen har truffet afgørelse om, at borgeren har behov for et botilbud.
Kommunen kan anvende egne tilbud eller købe pladser hos andre kommuner, regioner og private leverandører. Monika Rubin fremhævede samtidig de private tilbuds rolle:
“Private leverandører spiller en vigtig rolle i forhold til at tilvejebringe den nødvendige kapacitet og sikre en bred vifte af specialiserede tilbud,” sagde hun.
Hvis kommunen ikke selv har eller kan etablere et egnet tilbud, skal den ifølge ministeren samarbejde med andre – også private – om at skaffe pladsen.
Genvisitation kan ikke være en spareøvelse
Under samrådet rejste Katrine Daugaard også spørgsmål om, hvorvidt København genvisiterer borgere, som allerede har fået bevilget et botilbud, men endnu ikke har modtaget pladsen.
Monika Rubin fastslog, at reglerne ikke er blevet ændret. En kommune kan godt genvurdere en borgers behov, men en ny afgørelse skal bygge på en konkret og individuel vurdering. En strammere kommunal visitationspraksis kan dermed ikke i sig selv begrunde, at en borger mister en allerede bevilget indsats.
Samrådet dokumenterede ikke, om København faktisk har brugt genvisitation til administrativt at reducere ventelisten. Det spørgsmål kan derfor blive et selvstændigt spor i Ankestyrelsens undersøgelse.
Sælger kommunen sine pladser til andre?
Ved samrådets slutning opstod der en interessant situation set med OPS-briller.
Carina Adsbøl fra Danmarksdemokraterne spurgte, om en kommune kan sælge pladser i sine egne botilbud til andre kommuner, samtidig med at den ikke selv opfylder sin forsyningsforpligtelse og holder igen med at købe pladser hos private leverandører, sådan som det er besluttet i København.
Pia Olsen Dyhr havde ikke et umiddelbart svar.
“Det synes jeg lyder interessant. Det vil jeg gerne vende tilbage til skriftligt, fordi jeg vil sige, at det skaber i hvert fald nogle andre dilemmaer,” sagde hun.
Svaret kan få betydning ud over den konkrete københavnske sag. Hvis en kommune både er myndighed, driftsherre og sælger af botilbudspladser, opstår spørgsmålet om, hvordan kommunen prioriterer mellem egne borgere, indtægter fra andre kommuner og køb hos private tilbud.
Det skriftlige ministersvar kan derfor blive næste prøve på, om Københavns kapacitetsproblem alene handler om mangel på pladser – eller også om, hvordan kommunen anvender og indkøber den kapacitet, der allerede findes.
Ordfører: Lovbrud har ingen konsekvenser for kommuner
