Den nye politiske aftale om priserne på botilbudsområdet er blevet modtaget med betydelig tilfredshed hos både kommuner, faglige organisationer og leverandørernes brancheorganisationer.
Men knap var aftalen offentliggjort lørdag eftermiddag, før de første spørgsmål om dens økonomiske konsekvenser begyndte at melde sig. For selvom aftalen giver kommunerne en stærkere rolle i prisfastsættelsen, er det ikke dermed dokumenteret, at den også vil sænke priserne eller bremse udgiftsvæksten.
Den forskel er allerede blevet genstand for en politisk diskussion.
Læs også: Kommunerne får magt over priserne på botilbud
Socialborgmester forventer stop for prisernes himmelflugt
Københavns socialborgmester Karina Vestergård Madsen (EL) er blandt dem, der hilser aftalen særligt velkommen. På LinkedIn beskriver hun modellen som resultatet af flere års kommunale forventninger og som et redskab, der kan gøre op med de stigende priser.
Læs også: Kan en kommune lukke for indkøb af private botilbud, før den selv har kapaciteten?
Hun skriver, at kommunerne nu kan begynde arbejdet med at sætte en effektiv stopper for prisernes himmelflugt på botilbudsområdet. Samtidig understreger hun, at kommunerne står med et akut økonomisk problem, som den nye model ikke løser her og nu.
I København står Socialforvaltningen over for besparelser på 250 millioner kroner, og socialborgmesteren efterlyser flere midler til kommunerne i 2027, inden modellen får virkning fra januar 2028. Dermed bliver den nye aftale både mødt som en langsigtet løsning og som en reform, der kommer for sent til at afhjælpe det aktuelle økonomiske pres.
Hvor er beregningerne?
Socialborgmesterens optimisme har fået folketingsmedlem Katrine Daugaard (LA) til at stille et direkte spørgsmål i kommentarfeltet:
“Karina, hvad i aftalen får dig til at forvente, at København vil spare penge eller bremse udgiftsstigningerne?”
Katrine Daugaard peger på, at aftalen stiller krav om, at kommunernes samlede omkostninger skal medregnes, også administration, ledelse og ydelser finansieret andre steder i kommunen. Hvis disse udgifter ikke hidtil har været fuldt medregnet, kan de kommunale takster derfor stige.
Det kan samtidig påvirke afregningen til private og selvejende tilbud, når priserne fremover skal tage udgangspunkt i de offentlige tilbuds omkostninger ved sammenlignelige indsatser.
Daugaard stiller også spørgsmål ved, om den nye model nødvendigvis vil begrænse indtjeningen hos de store private koncerner. Hvis de kan drive tilbuddene mere effektivt end de offentlige, kan fælles takster fortsat give plads til overskud.
Hendes bekymring retter sig i stedet blandt andet mod de mindre specialiserede tilbud, som kan få vanskeligere ved at konkurrere med de store leverandører.
LOS frygter geografiske prisforskelle
Hos Landsorganisationen for sociale tilbud, LOS, er direktør Mads Roke Clausen grundlæggende positiv over for aftalen.
Han fremhæver blandt andet de nationale beregningsregler, en fælles overheadsats, kontrollen med kommunernes takster og muligheden for at tage hensyn til særligt specialiserede indsatser. Men han peger også på to mulige konsekvenser, som aftalen ikke i sig selv fjerner.
Små specialiserede tilbud kan få vanskeligt ved at levere til priser, der tager udgangspunkt i større kommunale tilbud med andre stordriftsfordele.
Samtidig kan takster, som fastsættes regionalt, skabe forskelle på tværs af landet.
“Det må ikke blive borgerens postnummer, der afgør adgangen til specialiseret hjælp,” skriver Mads Roke Clausen på LinkedIn.
Dermed rejser LOS et spørgsmål, der går videre end kommunernes økonomi: Om fælles takster inden for de enkelte regioner også vil sikre lige adgang til specialiserede indsatser på tværs af landet.
Rådgiver stiller spørgsmål ved sammenligningsgrundlaget
En mere grundlæggende kritik kommer fra Flemming Trap Højer, stifter af Trap Consulting og rådgiver på socialområdet. Han mener, at aftalen risikerer at bygge på et sammenligningsgrundlag, som ikke tager tilstrækkeligt højde for forskelle mellem kommunale og private tilbud.
Flemming Trap peger blandt andet på, at bolig- og bygningsudgifter kan være finansieret forskelligt, afhængigt af hvilken lovgivning tilbuddene drives efter.
Det kan ifølge ham skabe misvisende prisforskelle, hvis de samlede omkostninger ikke sammenlignes korrekt.
“Man kan ikke skabe gennemsigtighed med et forkert sammenligningsgrundlag,” skriver han på LinkedIn.
Aftalen indeholder ganske vist krav om nationale beregningsregler, dokumentation og en uafhængig kontrolenhed, men Trap Højer tvivler på, at kommunerne kan løfte opgaven med tilstrækkelig ensartethed.
Bred opbakning – forskellige forventninger
Også Dansk Erhverv har taget positivt imod aftalen, især kravene om gennemsigtighed, nationale beregningsregler og kontrol med kommunernes takster. Organisationen har dog peget på, at private og selvejende leverandører burde have været inddraget allerede fra begyndelsen af kommunernes arbejde med takstforslagene.
FOA’s forbundsnæstformand Thomas Enghausen ser ligeledes aftalen som et fremskridt, men understreger i et opslag på LinkedIn, at den ikke afslutter diskussionen om store private overskud på velfærdsområdet.
Dermed tegner der sig en bred opbakning til ambitionen om større gennemsigtighed, men ikke nødvendigvis enighed om, hvad aftalen vil føre til.
For kommunerne er forventningen bedre styring af et økonomisk presset område.
For leverandørerne er spørgsmålet, om taksterne bliver beregnet på et retvisende grundlag, og om modellen giver plads til specialisering.
For de politiske aktører står spørgsmålet om udgiftsudviklingen fortsat åbent.
Læs også: Fire problemer på socialområdet – men hvor mange løser et profitloft?
Den nye takstmodel skal efter planen træde i kraft 1. januar 2028. Først når de nationale indsatsniveauer, beregningsregler og overheadsatsen er fastlagt, bliver det muligt at vurdere, hvordan modellen konkret påvirker priserne.
Indtil da er der forskel på at have indgået en aftale om bedre økonomistyring og at have dokumenteret, at udgifterne faktisk vil falde.
