Københavns Kommune vil reducere udgifterne til private og selvejende botilbud og i højere grad løse forsyningsopgaven med egne tilbud. Men kommunen råder endnu ikke over den nødvendige kapacitet.
Det rejser nu et principielt spørgsmål på Christiansborg: Kan en kommune som generel strategi bremse købet af eksterne pladser, mens borgere fortsat venter på det botilbud, kommunen har vurderet, at de har behov for?
Folketingets Socialudvalg har bedt socialminister Monika Rubin (M) redegøre for, om Københavns Kommunes beslutning er forenelig med forsyningspligten, kravet om konkrete og individuelle vurderinger og reglerne om borgernes valg af botilbud.
Sagen behandles også på et åbent samråd den 4. november, hvor både socialministeren og økonomi- og indenrigsminister Pia Olsen Dyhr (SF) skal svare på, hvordan regeringen vil reagere over for kommuner, som gennem utilstrækkelig budgettering bidrager til ulovlige ventelister.( ft.dk)
Vil opbygge 330 kommunale pladser
Københavns Kommunes egne dokumenter viser, at der ikke formelt er vedtaget et fuldstændigt stop for enhver brug af private og selvejende tilbud. Men den politiske retning er tydelig.
Ifølge budgetaftalen for 2027 skal afviklingen af kommunens visitationsliste fremover primært ske i takt med, at der frem mod 2032 åbner cirka 330 nye kommunale botilbudspladser.
Samtidig har Socialforvaltningen nedsat en taskforce, som skal understøtte en opbremsning i udgifterne til købte botilbud. En anden taskforce skal stramme visitationspraksis mest muligt inden for lovens rammer, så færre borgere visiteres til botilbud og flere i stedet modtager støtte i eget hjem.
Kommunen arbejder dermed på tre fronter:
- færre borgere skal visiteres til botilbud
- den eksisterende kommunale kapacitet skal udnyttes bedre
- nye kommunale pladser skal gradvist erstatte en del af de eksterne køb.
Det er i sig selv en lovlig politisk ambition at prioritere egen drift og planlægge et andet serviceniveau. Problemet opstår, hvis den generelle økonomiske strategi i den konkrete sag betyder, at en borger ikke får et egnet tilbud.
Ventelisten er allerede vurderet ulovlig
København har gennem flere år haft borgere stående på en såkaldt visitationsliste. Det er borgere, som kommunen har vurderet har behov for et botilbud, men som endnu ikke har fået tilbudt en egnet plads.
Ankestyrelsen vurderede i december 2024, at kommunen handlede i strid med forsyningspligten ved at have en sådan venteliste. Det skal skelnes fra en fritvalgsventeliste, hvor kommunen allerede har tilbudt borgeren en egnet plads, men borgeren foretrækker at vente på et andet tilbud.
Kommunens egen forvaltning har tidligere beskrevet problemet direkte: Københavns Kommune har ikke overholdt forsyningsforpligtelsen, når en visiteret borger fortsat venter på, at kommunen finder en plads.
For at nedbringe listen blev der i budgettet for 2026 afsat 588,5 mio. kr. i perioden 2026-2029 til blandt andet køb af eksterne botilbudspladser. Kommunen oplyste samtidig, at botilbudsområdet samlet har årlige udgifter på omkring 2,5 mia. kr. ( se dagsordenspunkt fra Københavns Kommune)
Den nye kurs kan dermed læses som en opbremsning af det redskab, kommunen hidtil har brugt til at kompensere for manglende egenkapacitet.
Kommunen må gerne vælge egen drift
Forsyningspligten giver ikke private eller selvejende botilbud et generelt krav på at sælge pladser til kommunen.
Kommunalbestyrelsen kan beslutte at udbygge egne tilbud, ændre sammensætningen af sin kapacitet og reducere brugen af eksterne leverandører. Kommunen fastlægger som udgangspunkt selv sit generelle serviceniveau og sin forsyningsstrategi. Men den overordnede strategi kan ikke stå alene, når kommunen træffer afgørelse om den enkelte borger.
Hvis et privat eller selvejende tilbud konkret matcher borgerens behov, mens kommunen ikke selv kan tilbyde en egnet plads, kan kommunen ikke uden videre afvise tilbuddet alene med henvisning til et generelt ønske om at anvende egenkapaciteten.
Kommunen skal foretage en konkret og individuel vurdering af borgerens behov og tilbuddets egnethed. Det gælder også, når kommunen har fastsat generelle økonomiske eller kvalitetsmæssige krav til sine leverandører, fremgår det af en skrivelse fra ministeriet.
Det betyder ikke nødvendigvis, at borgeren selv frit kan vælge enhver ledig privat plads og sende regningen til kommunen. Men kommunen skal kunne pege på en konkret, egnet løsning – ikke alene på en kapacitet, som forventes etableret frem mod 2032.
Markedet skal bremses og bruges samtidig
Københavns Kommune står derfor med en dobbelt udfordring. På den ene side ønsker kommunen at begrænse udgifterne på et område, hvor priser, avancer og manglende gennemsigtighed hos nogle eksterne leverandører har været politisk kritiseret.
På den anden side viser kommunens egne planer, at private og selvejende tilbud fortsat er nødvendige, mens den kommunale kapacitet udbygges.
Socialforvaltningen arbejder da også med en langsigtet strategi for samarbejdet med private og selvejende leverandører. Strategien skal både reducere udgifterne, optimere egenkapaciteten og udvikle nye samarbejds- og partnerskabsformer med de eksterne tilbud.
Der er således ikke blot tale om et valg mellem offentlig eller privat drift. Kommunen forsøger på samme tid at bremse markedet, kontrollere priserne og bevare adgang til den eksterne kapacitet, den fortsat er afhængig af.
Det centrale spørgsmål bliver, hvor den økonomiske styring slutter, og borgerens konkrete ret til et egnet tilbud begynder.
